Salmer om livet som menneske og kristen
14, Tænk, at livet koster livet
Af Jørgen Gustava Brandt, 1985
”Tænk, at livet koster livet” – livets pris er livet! ”Kom med glæde! Vær til stede!” Der er næsten noget ordsprogsagtigt over Jørgen Gustava Brandts intense og sanselige salme. Den er et udbrud af forundring og taknemmelighed over livet – og en lovsang til Gud, der har givet os det. Ole Schmidts på én gang kåde og alvorlige melodi har siden 2009 haft konkurrence af Bent Fabricius-Bjerres måske mere folkelige melodi.
46, Sorrig og glæde
Af Thomas Kingo, 1681
Kingo er en af de betydeligste digtere fra barokken, og denne salme er måske hans største – en meditation over begreberne ”skæbne” og ”lykke”. Livet giver både sorger og glæder, og det absolutte bekymringsløse liv findes ikke i denne verden, men kun hos Gud, så led ikke forgæves på denne jord. Flot og alvorsfuld salme på en gammel popmelodi fra 1670, der passer til de største dage i livet.
321, O kristelighed
Af N. F. S. Grundtvig, 1824/53
Oprindelig en del af Grundtvigs lange digt ”De levendes land”, som er et af de skønneste og rigeste digte på dansk. Det er en stor og lys salme, med en masse billeder og referencer: Vi er både dødelige mennesker, men også Guds børn, bestemt til evigt liv.
522, Nåden er din dagligdag
Af Johannes Møllehave, 1985
Hvad betyder egentlig ordet ’nåde’? Det udfolder Møllehave her. På latin hedder nåde ’gratia’, og nåden er som enhver gave ’gratis’. ”Tro og håb og kærlighed / får vi kun af nåde”, slutter Møllehave af med henvisning til Paulus’ berømte ord i 1. Korintherbrev 13. Sådan må vi også tage imod kærligheden fra den elskede: som en gave, et udslag af nåden i vores liv.