Morgensang i Frederiksberg Kirke

Kom til morgensang hver anden onsdag kl. 8.00

Morgensang er for dig, der er på vej til studie eller arbejde – eller som bare har lyst til at begynde dagen med et løft, der kan mærkes resten af dagen.

Indtil sommerferien mødes vi:

  • 29. april
  • 13. maj
  • 27. maj

Herefter er der pause over sommeren, og så vender morgensang tilbage igen til september.

Vi synger dagen i gang sammen

Vi synger tre sange fra Højskolesangbogen og lader ordene og melodierne åbne for noget, der kan være svært at sætte ord på. Som der står bag i sangbogen: “Så syng da Danmark, lad hjertet tale.”

Morgensang er en måde at begynde dagen i et fællesskab, hvor vi er sammen om noget enkelt og genkendeligt. Sangene rummer det, der optager os som mennesker – glæde, håb, natur, tro og det at høre til.

Du behøver ikke kunne synge eller kende sangene på forhånd. Du kan synge med eller bare lytte. Det vigtigste er, at vi er sammen om det.

 

 

 

 

Din morgensangsvært Per Slyngborg

Morgensangen ledes af Per Slyngborg, som gennem et langt arbejdsliv i Grundtvig/Koldske skoler har haft morgensang som en fast del af hverdagen.

Han har i mere end 30 år sunget morgensang med børn og unge – blandt andet som forstander på Eriksminde Efterskole og senere som skoleleder på Frederiksberg Friskole.

Efter sin pension er Per flyttet til København, hvor han stadig møder tidligere elever. Ét går igen i deres fortællinger: de savner morgensangen. Det var netop den erfaring, der gav ham idéen til at invitere til morgensang i Frederiksberg Kirke.

For Per har sangene fra højskolesangbogen et særligt sprog – et “hjertesprog”, som kan udtrykke noget, vi ikke altid kan sige med almindelige ord.

Med små fortællinger undervejs giver han hver gang sangene liv og perspektiv – og inviterer ind i det fællesskab, som netop fællessangen kan skabe.