Medlemskab af Folkekirken
De fleste bliver medlem af folkekirken i forbindelse med dåben.
Hvis du ikke blev døbt som barn, kan du melde dig ind i folkekirken ved at blive døbt som ung eller voksen. Du kan kontakte præsten og aftale nærmere. Voksendåb og dåb af store børn og konfirmander foregår nogle gange ved gudstjenesten, andre gange ved en særlig højtidelighed.
Hvis du er døbt i en anden kristen kirke, skal du ikke døbes igen for at blive medlem af folkekirken, men kontakte en præst og bede om at blive optaget som medlem.
Genindmeldelse
Er du udmeldt af folkekirken og ønsker at blive indmeldt, kan du genoptages som medlem ved skriftlig anmeldelse til Frederiksberg Sogns kirkekontor på Pile Allé 3, 2000 Frederiksberg eller e-mail kirkekontoret@frederiksbergsogn.dk.
Når din indmeldelse er registreret, kan du bede om at få tilsendt en ny fødsels- og dåbsattest.
Udmeldelse
Hvis du vil melde dig ud af folkekirken, skal du tage kontakt til kirkekontoret. Du kan henvende dig personligt til Frederiksberg Sogns kirkekontor på Pile Allé 3, 2000 Frederiksberg eller skriftligt til kirkekontoret@frederiksbergsogn.dk og venligst oplys, hvor og hvornår du henholdsvis er født og døbt.
Er du under 18 år, skal indehaveren af forældremyndigheden træffe beslutningen. Er du fyldt 15 år, skal du dog selv samtykke i beslutningen.
Kirkebogsføreren registrerer udmeldelsen i kirkebogen, og den bliver automatisk registreret i CPR-registret. Du får derefter tilsendt en ny fødsels- og dåbsattest med en påtegning om, at du er udtrådt af folkekirken samt udmeldelsesdatoen.
Efter udmeldelsen skal du ikke betale kirkeskat. Hvis kirkeskatten alligevel fremgår af din forskudsopgørelse, skal du henvende dig til SKAT, som retter fejlen.
Det koster ikke noget at melde sig ud af folkekirken.
Overvej konsekvenserne før udmeldelse
Melder du dig ud af folkekirken, har du ikke længere ret til kirkelige handlinger.
Præsten har pligt til at respektere din beslutning som en tilkendegivelse af, at du ikke ønsker kirkens medvirken ved dine personlige mærkedage. Hvis du ved din død ikke er medlem af folkekirken, ses det altså som et udtryk for, at du ikke ønsker en kirkelig begravelse. Dine pårørende skal derfor selv stå for højtideligheden omkring din bisættelse eller begravelse.
Du bør fortælle dine nærmeste om udmeldelsen og tale med dem om, hvordan du ønsker begravelse eller bisættelse.
Ved de fleste kirkegårde er prisen for gravsted m.v. højere for personer, som ikke ved deres død var medlemmer af folkekirken. Det skyldes, at kirkegårdsdriften delvist finansieres af kirkeskatten, altså af medlemmerne.
Som medlem af folkekirken støtter du også via kirkeskatten en lang række kulturelle og sociale tiltag, som kirken er involveret i. Når du melder dig ud af folkekirken, trækker du samtidig din støtte tilbage til disse tiltag. Læs mere om, hvad kirkeskatten går til her.
Du kan godt blive viet i folkekirken, hvis din kommende ægtefælle er medlem, og du kan også få dit barn døbt, selv om du ikke selv er medlem af folkekirken.
Er jeg medlem?
Er du i tvivl om, om du er medlem? Så log ind på borger.dk med NemID og slå op i Det Centrale Person Register. Her kan du se, hvornår du er indmeldt og/eller udmeldt.
Du kan også se på din skatteopgørelse, om der er trukket kirkeskat. Det er udtryk for, at du er registreret som medlem i CPR. Hvis du ikke er medlem og opdager, at der alligevel er trukket kirkeskat, er det en fejl. Henvend dig til SKAT for at få dette rettet.
Kun ét medlemskab
Du kan ikke på samme tid være medlem af folkekirken og et andet trossamfund. Slutter du dig til et andet trossamfund, så ophører dit medlemskab af folkekirken. Det sker dog ikke automatisk. Du skal selv udmelde dig.