Udsmykning i
Frederiksberg Kirke
Sennepsfrøet
Nyt kunstværk af Sif Itona Westerberg i Frederiksberg Kirke
Billedkunstner Sif Itona Westerberg (1985) har skabt det monumentale kunstværk Sennepsfrøet til Frederiksberg Kirke.
Værket kunne opleves første gang ved gudstjenesten søndag den 12. april kl. 17.00.
Værket udgør en portal rundt om udgangsdøren, og tager udgangspunkt i Jesu lignelse om sennepsfrøet – det lille frø, der ligesom troen kan rumme stor kraft. Ud fra frøet går en strålekrans, som spejler solen, der i kirkens modsatte ende, bryder igennem skyerne over altertavlen.
Sennepsfrøet markerer overgangen mellem kirkens indre rum og verden udenfor. Værket møder de besøgende på vej ud af kirken og bliver en påmindelse om troens stille begyndelse – og om det ansvar, der følger med at være en del af noget større.
“Jeg har ønsket at skabe et værk, som handler om at tro på det, man ikke kan se. Om at finde et sted at søge trøst, når vejen synes uklar, og om at læne sig ind i visheden om, at ikke alt er i individets hænder. Jeg ønsker, at værket skal skabe en blød overgang og give noget videre – en opmuntring til at tage troen med sig ud, men også ansvaret,” fortæller Sif Itona Westerberg.
Værkets figurer og tematik:
På venstre side af døren er tre kvinder. Hver har et lille hul over brystet. Den nederste kvinde sidder med en visnet blomst og sørger, den næste har fundet styrken igen og vander jorden, mens en spire på vej i hullet over brystet. Den øverste kvinde holder omsorgsfuldt om den midterste, og ud af hendes hul i brystet er vokset et træ stort nok til at fugle kan bygge rede i det.
På højre side er der også tre menneskefigurer, men her er fokus på de handlinger, vi selv er ansvarlige for. Den nederste skikkelse sår frø i jorden, den midterste giver omsorg til et lille barn, og den øverste vander tilsået jord.
Kunstværket er udført i gasbeton og marmor og er en donation fra Ny Carlsbergfondet.
Film om tilblivelsen af Sennepsfrøet:
Se filmen om Sif Itona Westerbergs arbejde med værket og hør hende fortælle om processen og hendes personlige tilgang til projektet:
Sif Itona Westerberg - Sennepsfrøet | Videos & Movies on Vimeo
Filmen er produceret af JJ Film
Billeder af Sennepsfrøet i Frederiksberg Kirke
Foto: Anders Sune Berg
Foto: Anders Sune Berg
Om kunstneren
Sif Itona Westerberg (f. 1985) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014 og arbejder med skulptur, relieffer og større installationer.
Hun arbejder ofte i gasbeton, hvor motiverne mejsles frem med stor præcision.
Hun har haft soloudstillinger på bl.a. ARoS, Tranen og Gether Contemporary samt udstillet både nationalt og internationalt.
Hendes værker er repræsenteret i samlinger på bl.a. ARoS, Brandts, Malmö Kunstmuseum og Museet for Religiøs Kunst.
Foto: © Lizette Mikkelsen
Billeder fra tilblivelsen af kunstværket i Italien
Foto: © jj film