Af Mogens Holm, medlem af Frederiksberg Sogns Menighedsråd

Man kan let komme til at tage kirkegårde som en selvfølge. De er der bare, de er grønne og velfriserede og passer fint ind i det omliggende landskab. Man tager dem for givet.

Men har man én gang været i udlandet og opdaget, hvor forskellige kirkegårde er dér, så lærer man at værdsætte den ordnede og velholdte danske variant. Mange steder i verden er der blot gravsten, så langt øjet rækker. Ingen buske, ingen træer, ingen små trimmede buksbomhække. Derfor heller ingen skygge eller pludselig skønhed.

Andre steder i verden er der nok grøn beplantning, men ofte fremstår kirkegården usoigneret og forfaldent. Sådan er det ikke her i landet. Kirkegården, den passer vi på. Derfor er den ofte også fredfyldt og eftertankevækkende. Et sted, hvor man kan skyde genvej eller tage en omvej og finde den ro, der ikke hersker på gader og alléer. På den måde bliver kirkegården ofte til en forlængelse af kirkerummet, et sted for bøn refleksion.

Det gælder også på Frederiksberg. Også selv om kirkegården faktisk slet ikke er kirkelig, den er kommunal.

Læs tidligere indlæg i serien Refleksioner fra Frederiksberg Sogns Menighedsråd.