Johannesevangeliet 16,16-22

Prøv at forestille jer, at Jesus aldrig steg til himmels. 

Det er jo det, som teksten i dag handler om. Ja, jeg ved godt, at det er en lidt knudret tekst i dag, men alt det med, at de snart ikke ser ham, er en henvisning til, at han stiger til himmels, og jeg gætter på, at det med, at de snart efter ser ham igen, og at deres sorg bliver til glæde, handler om pinse og Helligåndens komme. 

Og man forstår godt, at de undrer sig, og man forstår godt, at de bliver kede af det, for de har lige fået Jesus tilbage fra døden, og nu skal de snart tage afsked med ham igen. 

De havde nok forestillet sig, at Jesus var blevet hos dem efter sin opstandelse, var blevet ved med at lede og vejlede dem, som den levende og opstandne Gud, han er, som går gennem lukkede døre, udødelig og usårlig og viser sig og forsvinder igen, som kun Gud kan. Ja, de havde nok forestillet sig, at de med denne opstandne Jesus i ryggen uden frygt for forfølgelse og præster og soldater endelig ville kunne vise hele verden, hvad de selv har set de sidste tre år: At Gud lod sig føde som et menneske, der elsker. 

Prøv at forestil jer det samme. Prøv at forestil jer, at Jesus var blevet hos os. Prøv at forestil jer, at han stadig var her. 

Nu er der sikkert nogle af jer, der tænker, “men Lars Gustav, hele pointen med kristendommen er jo, at Jesus stadig er hos os, fx i nadveren.” Det ved jeg godt. Men prøv at forestil jer, at han var hos os som en fysisk krop. Prøv at forestil jer, at vi ligesom Thomas for 14 dage siden kunne stikke vores fingre i hans hænder og vores hænder i hans side og mærke ham og høre ham og se ham ikke bare i ånden, men i kødet. 

Forestil jer, hvor anderledes verden ville have været: Ingen korstoge i Guds navn, ingen hekseafbrændinger ført an af kristne, ingen krige mellem katolikker og protestanter, ingen tvivl om, hvad Jesus mente med dét eller dét, ingen diskussioner om den rigtige tolkning af kristendom. 

Ja, prøv i det hele taget at forestille jer, hvor let det ville være at være kristen - der ville nok stadig være tvivl og modsigelse, for det var der jo også på Jesu tid, men meget mindre, og for os, der tror, ville det være så uendeligt meget lettere at blive i troen. 

Forestil jer, at man kunne tænde for fjernsynet og se, at Jesus havde været i Syrien, og man ville kunne finde hans prædikener på YouTube. Måske ville han have en Facebook, hvor han kommenterede på verdens gang med humor og visdom, ligesom Brinkmann gør det i dag. 

Tænker I jer, at vi ville have kirker? Jeg tror det, for vi ville ikke alle sammen kunne være tæt på Jesus, selvom vi gerne ville. 

Apropos forestiller jeg mig en gigantisk industri bygget op omkring netop dét at kunne være tæt på Jesus. Jeg forestiller mig ikke, at han ville holde sig til ét sted, for i evangelierne vandrer han jo rundt, så der ville være masser af firmaer, som ville holde øje med, hvor Jesus nu var og så sørge for fly og bus og tog til at transportere folk derned. 

En permanent folkevandring af milliarder, som alle jager muligheden for at være tæt på den opstandne Herre. 

De fleste måtte nok nøjes med et glimt, hvis de da overhovedet var så heldige, for hvis Jesus kun er ét sted ad gangen, er det jo ikke fysisk muligt for alle på jorden at være tæt på ham, men de rigeste, de hurtigste, de mest dedikerede, de mægtigste og de heldigste ville nok kunne komme så tæt på, at de kunne røre ham, at de kunne tale med ham, måske. 

Disse få velsignede, hellige mænd og kvinder ville skrive bøger og lave TV og etablere politiske karrierer eller blive kirkeledere, for hvem vil ikke stemme på én, som er tæt på Gud, når nu vi ikke alle sammen kan være det?

Hvem ville ikke gå i kirke hos og modtage nadver fra én, som kunne sige:  “Disse fingre har rørt ved Gud,” eller “Jeg har hørt Herrens stemme. Han talte til mig.”?

Forestil jer sådan en verden. 

Måske er det ikke så svært at forestille sig sådan en verden, faktisk. Selvom meget ville være anderledes, så er det jo grundlæggende ret genkendeligt; de fleste religioner igennem tiden har jo haft deres guder eller ånder på et bestemt sted, på et bjerg måske eller i et tempel eller i en hellig by, eller i en ark, som de har båret rundt, ligesom de gamle israelitter gjorde det, og fordi det guddommelige næsten altid har været bundet til ét sted, har det jo også altid været sådan, at nogle mennesker var tættere på Gud end andre, at nogle mænd og kvinder var mere hellige end andre, og det var ofte dem, der bestemte, for man lytter jo til dem, der er tæt på Gud, gør man ikke?

Ja, jo dybere jeg er gået ind i forestillingen om en verden, hvor Jesus ikke for til himmels, des tydeligere er det blevet for mig, at det er en verden, som til forveksling ligner vores - en verden, hvor der er et helligt hierarki, hvor nogle står Gud nærmere end andre. Sådan vil det altid være, hvis Gud kun er ét sted. 

Jeg tror, at det er derfor, han tager herfra og efterlader os med Sin Ånd i stedet, Helligånden: 

For at få os til at forestille os noget andet end det, der altid har været. 

Jeg har før fortalt jer om min families tradition på min fars fødselsdag, hvor vi samles og spiser is, for min far elskede is. Vi gjorde det igen i går, da han ville have været blevet 83. Vi spiser is i fars ånd, og når vi gør det, så er han med os og hos os, selvom han gik bort for snart 7 år siden. 

Sådan er det jo med ånd: Når vi lever i nogens ånd, så går vi i fortsættelse af deres liv. Når vi handler i nogens ånd, så bærer vi deres vilje og deres sandhed med os, i os. Ja, når vi lader os fylde af nogens ånd, så ender vi med at lade deres ånd fylde i verden omkring os. 

Sådan er det, om den, hvis ånd vi lever i, er hos os eller er gået bort, men vi forblændes af det, vi ser, og derfor glemmer vi at forestille, at der kan være mere end det, vi kan røre ved. 

Derfor stiger Kristus til himmels: For at give os mulighed for at forestille os en verden, hvor ingen er længere fra Gud end nogen andre, og hvor vi alle har mulighed for at leve i Guds Ånd, gå i forlængelse af Guds liv, bære Guds vilje og sandhed med os, i os, og vandre i Guds rige, uanset hvor vi træder. 

Han vil, at vi skal forestille os en verden, hvor det ikke er forbeholdt nogle få at sige, “disse fingre har rørt ved Gud”, men er givet til alle at kunne sige “disse fingre var Guds fingre, da de rakte ud mod dig.” En verden, det ikke er de få, der siger, “jeg har hørt Herrens stemme. Den opstandne har talt til mig”, men hvor alle skal kunne sige, “jeg har talt med Herrens stemme. Igennem mig har den opstandne talt til dig.”

Forestil jer det. Forestil jer en verden, hvor vi aldrig er længere væk fra Gud end vi er fra at hjælpe mennesket ved vores side. Forestil jer en verden, hvor vi ikke behøver være tæt på Gud, men kan få lov at være i Gud, kan få lov at bære Gud i os. 

Forestil jer, at vi kan række ud til et menneske med nåde i vores hjerte og gentage Herrens ord: “Du er tæt på Gud, for jeg er tæt på dig.” 

Amen!