Matthæusevangeliet 26,17-30

Skærtorsdag, 1. txt., Frb. Kirke 2021

”I går var hveden moden,

i dag står skoven hvid;

om lidt vil lærker kvidre

om sol og forårstid.

Der råbes mellem grave

om nuets evighed,

mens vinden lægger støvet

til ro et ukendt sted”.        Amen.

I påskens store drama er skærtorsdag stadig kold, selvom denne dag også er evangeliet om det varme fællesskab. Det er bare ikke helt slået igennem. Varmen og foråret og den nye tid, det Jesus kalder ”Guds Rige”, er og er ikke. På samme tid.

Vi kender jo historien, ved hvad der sker ved korsfæstelsen i morgen, men kender også evangeliet til påskedag: ”om lidt vil lærker kvidre om sol og forårstid. Om lidt er det søndag – opstandelsens dag!

Så det er et ”allerede og endnu ikke”, og derfor er vinduerne duggede hos Jesu venner denne aften – varme og kulde slår sammen, og efterlader disciplene i en tåge vi kun alt for godt kender fra vores liv med hinanden.

Det skulle være så godt, og det er det også, når det virker for os: fællesskabet, tilliden, barmhjertigheden og sandheden, men ofte fristes vi til at gå egne veje og vægte egoismen og den hurtige gevinst, der kun kommer os selv og vores nærmeste til gode. Vores gevinst ved at mele egen kage og sætte os selv før fællesskabet er kortsigtet, så det er måske tilliden til at vinde på lang sigt, der holder os tilbage?

Vi skal passe på hinanden, lover vi, men der er tåget hos disciplene. Jesus har talt om at blive slået ihjel, og hvis nogen formaster sig til at få Ham på andre tanker, så bliver de grundigt sat til vægs af Jesus: ”Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”, siger han til Peter, da han vil have Jesus til at stoppe sit forehavende.

 ”Det er svært at være menneske, jeg har prøvet det selv” – synges der i en dansk popsang, og det er ganske evangelisk. Vi mennesker vil det der er bedst for mennesker, og kan ikke altid se fidusen med Guds planer for os. Vi skal have tilliden til Gud, som barnet har det til sine forældre.

Gennem visdom skal vi tilbage til tillid. For vi er ikke længere børn; så mange sager der handler om vores liv med hinanden på denne klode, forstår vi ikke, men ved også godt, dybt inde i hjertet, at ikke alt skal forstås. Lidelsen må accepteres, på lige fod med velsignelsen. For begge dele er til stede i vore liv, og ingen får lov til at leve uden. Aldrig uden lidelse, men heller aldrig uden velsignelse.

- En tågebanke har lagt sig over spisebordet hos Jesus og Hans venner – varme og kulde, måltidsfællesskab og forræderi, og det hele i lyset af tilliden. Vi spiser hos hinanden og med hinanden i tillid. Vi bruger ikke mundskænk der skal sikre, at maden og vinen ikke er forgiftet – vi har en spontan tillid til, at andre vil os det godt når vi er blevet inviteret.

Måltidsfællesskabet kan indeholde alt dette, og gør det også oftest. Og derfor rammer forræderiet så voldsomt. Judas kunne have gjort det på alle tidspunkter, men Gud vil, at det skal være under et måltid, for at kontrasten kan blive trukket hårdest muligt op. Forrådt. Og hvad fik Judas ud af det? En pose penge og en så dårlig samvittighed, at han hurtigt tog sit eget liv.

Der er tåget omkring spisebordet, men den gode sømand har tillid til rorgængeren. Han fører os frelste gennem kaos og lidelse. Han påtager Sig selv den største lidelse og går foran os, dér, hvor vi alle skal gå, men nu aldrig mere alene. Jesus går døden i møde alene, for at vi ikke skal være ensomme i døden, Han efterlader graven tom, forlader den, for at være sammen med os, når vi lægges i vores grav.

Men ikke bare er Han gået foran os. Han er stadig med os, Gud er til stede denne aften i Frederiksberg Kirke, og senere i vores hjem, når vi spiser hver for sig, men alligevel i tanken sammen med de andre. I hjemmet er Han til stede i Sit Ord ligesom Han er nu i kirken, men her er Han også tilstede i det brød og den vin der deles ud i Hans navn – det, vi kalder nadveren. Et mysterium, men ikke større, end det – selv i tågen –  kan gribes af tilliden. Amen