Matthæusevangeliet 26,17-30

Prøv at forestil jer et bord, hvor der altid er plads til alle. Lad os kalde det for det Store Bord. Inden vi går igang med at forestille os det, så vil jeg lige understrege, at dette bord ikke er ren forestilling. Det findes. Det er virkeligt i den mest fysiske, håndgribelige forstand. I kan se, røre ved det, sætte jer ved det. 

Okay, med det af vejen, så prøv som sagt at forestille jer sådan et bord, hvor der altid er plads til alle. Det Store Bord. Hvordan ser sådan det ud? Hvad skal der til for, at et bord kan have plads til alle altid? 

Det skal være stort, selvfølgelig. Nærmest uendeligt stort, hvis der altid skal være plads til dem, der måtte have lyst til at sætte sig, men eftersom vi ikke lige kan få øje på nogen borde med milliarder af pladser, så kan det ikke være ét bord, men mange millioner borde, spredt ud over hele verden. 

Men, tænker I måske, hvordan kan mange borde være ét bord? Det kan de, hvis de, der sidder ved bordet, sidder der af samme grund og tager del i samme fad. Sidder der i samme ånd. Så det Store Bord er altså mange borde forbundet af den samme ånd: Åndens Bord.

Apropos fad, så skal Åndens Bord have mere end bare mange pladser for altid at kunne have plads til alle. Der skal også være nok til alle dem, der sidder der. 

Nu kan det være, I tænker, at jeg hænger mig i petitesser, men jeg synes faktisk, at det er en vigtig pointe, at man først kan snakke om, at der faktisk er plads ved bordet, hvis man kan få del i det, som står på bordet. Et tomt bord er derfor et bord, som ikke har plads til nogen. 

Jeg ved det, nu bliver jeg helt vildt filosofisk og langhåret. Vi kan skændes om det efter højmessen, det lover jeg. 

Hvis Åndens Bord skal være det Store Bord skal det altså have et fad, som altid har nok til alle, der tager del i det. Kan vi forestille os det, hvad det kunne være? Hvad med liv? Glæde, omsorg, vedkendelse? Alt det, som der bliver mere af, når vi deler det med hinanden. Det er der jo nok af, så længe vi altså deler det. 

Det Store Bord er altså ikke bare Åndens Bord, men også Fællesskabets Bord. 

Prøv at forestil jer det bord: Millioner af borde bundet sammen i samme Ånd, hvor fadene er fyldt med det fællesskab, vi deler med hinanden. 

Det lyder jo som et bord, hvor der altid er plads til alle, men det er det ikke endnu. Der mangler noget. 

Det Store Bord skal nemlig have mere end pladser og fade nok. Verden er fyldt med borde med tomme stole og fyldte fade, hvor der er ikke er plads til alle. Her ved min families bord er der plads til min familie og dem, som vi inviterer. Der er ikke plads til andre. 

Sådan er de fleste borde jo faktisk: Uden stående, åben invitation. Hvilket jeg godt forstår! Sådan er det jo også med mit bord derhjemme. Det er jo vanvittigt svært at skulle åbne sit bord, sit hjem, for hvem som helst, og her tænker jeg ikke bare på det logistiske mareridt. 

Nej, jeg tænker på, at et bord, som altid har plads til alle, også har plads til dem, som vi ikke vil sidde med, fordi de har gjort det, der ikke kan gøres om eller rettes op på, har så stor skyld, at den aldrig kan betales tilbage. 

Sådan noget er nemt at sige, for det er lidt abstrakt. Det bliver sværere, når vi gør det konkret: Sådan et bord har også plads til dem, der modarbejder mig, dem, der forråder mig, dem, der myrder mig. 

Det er ikke nok med mange bordfællesskaber forbundet i samme ånd, hvis fællesskaberne ikke er ubetingede, hvis ånden ikke er tilgivelsens ånd. Det ægte Store Bord er det bord, som ikke kræver andet af dig, end at du har lyst til at sætte dig ved det og tage del i det, som står på det. 

Hvem kan være vært ved sådan et bord? Hvem kan se enhver i øjnene og sige: “Du har plads ved mit bord. Uanset, hvem du er, hvad du har gjort, eller hvad der er gjort imod dig. Du er velkommen ved min side. Hvad der er mit, er dit, og jeg deler det med dig i al evighed”? Det kan han, som i morgen tilgiver sine mordere, han, som på søndag viser os, at vi kan tage del i hans liv også efter hans død, han som pinse dag giver os én, hellig Ånd at samles i. 

Det sidste, jeg vil bede jer om at forestille jer, er, om I har lyst til at tage plads ved hans bord. Det er et ærligt spørgsmål, og det er ikke sikkert, at det er alle, som kan svare ja, for hvem ved, hvem vi kommer til at sidde ved siden af - når der er plads til alle, så kan alle jo også få en plads, og de fleste af os har nok nogen, som vi ikke kunne forestille os at bryde brød med. 

Det ændrer dog heldigvis ikke på, at bordet allerede er dækket, og der er en plads til os. Vi vil altid være velkomne, og vi må aldrig forestille os andet. 

Amen!