Lukasevangeliet 11,14-28

Man skal holde tungen lige i munden for at fange sammenhængen i dagens evangelium!

- der sker en masse - der bliver sagt en masse - og ærlig talt virker det hele en smule rodet… Men måske gør det ikke så meget? Måske gør det ikke så meget med lidt rod engang imellem? – måske det endda kan være at foretrække…

 *

Forleden så jeg en genudsendelse af 3 x beliggenhed. En ung kvinde drømte om sin egen lejlighed på Vesterbro. Hun havde spinket og sparret, men selv om det var imponerende hvad hun havde formået at samle sammen, så var hun godt klar over, at der på det københavnske boligmarked måtte indgås en del kompromisser.

Først bliver hun præsenteret for en stuelejlighed, hvor det ene værelse er mere ramponeret end det andet – og i forventning om at hun vil stejle, spørger tv-værten hvad, hun synes om det meget lille, meget gamle og meget slidte badeværelse?

”Det er fint”, svarede hun - og det gjorde hun til det hele!

Lejligheden var i frygtelig stand, men det var i udgangspunktet et sted hun godt kunne se sig selv bo, selv om alt skulle ordnes og budgettet ikke tillod dette…  Det var som sådan ikke noget problem...

Senere i programmet er vi rykket lidt væk fra hendes drømmebeliggenhed, men til gengæld står lejligheden snorlige - er helt nyistandsat, med lyse rum, lyst og moderne inventar, lige til at flytte ind i…   

Den er virkelig fin – der er ikke en finger at sætte på noget! Men uden at kunne sætte fingeren på hvorfor, så kan hun straks konstatere, at der kan hun ikke se sig selv bo…

Det skyldes ikke beliggenheden, men lejligheden er simpelthen så snorlige – så perfekt – at det er et problem! Og det er faktisk et alment problem i nyere arkitektur!  – at der ikke mangler noget – altså andet end sjæl…

Og det er et alment problem i nyere tid, at vi antager at alting skal være spejlblankt og snorlige… - at vi og vores hjem skal fremstå perfekte… For vi kan hverken leve i eller leve op til det perfekte! 

- det bliver en spændetrøje, der begrænser vores udfoldelsesmuligheder! - det gør det umuligt at slappe - umulig at være mennesker! For det er en umulig standard, vi sætter for os selv…

Der er brug for fejl! Der er brug for skævhed og sprækker - personlighed og sjæl! Der er brug for lidt rod engang imellem.

Som man siger, ”hellere lidt skidt i krogene end et rent helvede.” Og det synes at være det samme Jesus forsøger at fortælle os, med fortællingen om den urene ånd!

Hellere lidt skidt i krogene end et rent Helvede! - Og det gælder ikke alene huse, men også menneskesind! For vi har alle vores dæmoner at slås med – vores onde ånder.
- og vi skal selvfølgelig gøre hvad vi kan for at holde dem i skak og drive dem på porten.

Men ingen af os slipper helt for dem! – ingen af os slipper for at blive såret på enten den ene eller den anden måde! - Hverken fysisk, følelsesmæssigt, mentalt eller åndeligt – for det er alt sammen noget der hører menneskelivet til…

Og det bliver først farligt for os, hvis vi tror at, der ikke er noget at komme efter!  – at vi altid og i alting kan holde vores hus og sti ren…

For hvis vi som dagens tekst advarer imod, forsøger at rense helt ud, så står huset tilbage helt uden sjæl og ånd! – og alt det vi har forsøgt at drive ud – det kommer tilbage og hjemsøger os – det kommer tilbage og rammer os endnu hårdere…

Sådan som vi ser det hos alle de skriftkloge og farisæere som Jesus irettesætter i dag - og fra tid til anden!
- de som altid har så travlt med at dømme hvad, der er rent og urent, hvem der er ude og inde…
- som kaster med sten og tror at de har deres på det rene, men selv bor i huse af glas… For de sten og domme vi kaster med, rammer ikke bare dem vi sigter på, men i sidste ende også os selv…

Og kan vi ikke leve med lidt rod og skridt i krogene – så risikerer vi at smide barnet ud med badevandet! Som det netop gør sig gældende for førnævnte.

For de er så fokuseret på overholdelsen af de forbud den jødiske lov foreskriver, at de helt har mistet forståelsen for ånden bag dem! - at vi ikke er til for loven, men at loven er til for os – for vores skyld! Og det samme, må vi til tider sande, at vi har gjort med det kristne påbud om at elske Gud og vor næste som os selv – dette ene, absolutte og altid så uopnåelige bud, som vi så ofte slår os selv i hovedet med…

Fordi vi i vores bestræbelser på at leve i efterfølgelse af buddet og ham der satte det, har glemt at vi ikke ER Jesus! - dvs. ikke er guder og at det aldrig har været meningen at vi skulle være det!
OG fordi vi har glemt, at vi i tillæg til dette absolutte og altid uopnåelige bud også har Guds absolutte og altomfattende nåde! Og glemmer vi det!

Glemmer vi nåden i ligningen, så vil vi altid komme til kort, så vil vi altid være utilstrækkelige… Og det er en problematik Christian Hjortkjær belyser i en af sine bøger, der netop bærer titlen ”utilstrækkelig”… Det, at vi er i gang med at gøre os selv og en hel generation af unge, syge, fordi vi og de lever med en sekulariseret forståelse af buddet – som i sig selv er lige så grænseløst som Guds kærlighed…

Men uden sidstnævnte tilsigelse, så står vi en situation hvor vi aldrig kan komme i mål, aldrig kan opnå perfektion, fordi vi altid kan gøre det lidt bedre…
- og med Gud sat på bænken, selv må bære skylden og skammen derved… 

*

Så måske gør det ikke så meget med lidt rod en gang imellem? – måske det endda er sundt! For ingen af os kan leve i eller leve op til det perfekte hele tiden… Og evangeliets glædelige budskab er netop, at det skal vi heller ikke! Vi skal ikke skamme os over det! Vi skal ikke forsøge at feje det væk, fikse og forbedre os for at gøre os fortjente til Guds frelsende kærlighed – for den har vi altid allerede!

Vi skal blot være det vi er skabt til at være – mennesker – hele mennesker med alt hvad det indebærer af sorger og glæder, fejl og mangler… Vi skal lære at leve med lidt rod engang imellem, ellers risikerer vi at gøre livet til et rent helvede både for os selv og andre!

  - Amen