Prøv at forestille jer, at I er Jesu disciple. Det er ikke svært, det ved jeg, for i sagens natur er alle kristne jo Jesu disciple, men prøv at forestille jer, at I er Jesu første disciple, I er iblandt de 12, som blev kaldet af og vandrede med ham.

I er overbevist om, at han er Messias, Guds udvalgte, som er sendt for at frelse Israel, Guds udvalgte folk. Han er ikke kommet for at frelse resten af verden. Tanken er ikke engang faldet jer ind, for hvis han frelser hele verden, så kan Israel jo ikke være det udvalgte folk, vel? Og det er Israel, ja, det har Israel altid været. 

Og I er den udvalgte inderste kreds af det udvalgte folk. De første blandt ligemænd. I sig selv selv, er I ikke særlige, for I er ikke klogere eller rigere eller stærkere end så mange andre. Hvis I skal gætte på, hvad, der adskiller jer fra alle de andre, som gør jeg udvalgte, må det være jeres tro. I er de 12, som tror.

I er ægte troende, for ikke alene har I set alt, hvad Herren har gjort af undergerninger, og hørt alle hans fortællinger og forstået mere end de fleste, men I er også gået længere end alle andre. I har opgivet jeres liv, forladt jeres fællesskaber og ejendom for at vandre med ham. I har frosset med ham, grædt med ham, leet med ham, spist med ham. 

I er loyale. Trofaste. I har tro, for I er tro. I elsker ham højere end alle andre.

Prøv at forestil jer det. Troen gør jer særlige. De udvalgte 12 af det udvalgte folk.

Den kanaanæiske kvinde, hvis datter er syg, er ikke udvalgt, desværre. I ville ønske, at hun var, at hun blev hjulpet, for I er jo ikke lavet af sten, men det kan naturligvis ikke være jeres Jesus, jeres Messias, som gør det, for han kan jo ikke redde hele verden - han har knapt tid til redde Israel. Jesus er enig, han svarer hende jo heller ikke.

Så derfor må I gå videre. Det er synd, at det er sådan, men sådan er det nu engang.

Hvis bare hun ville tie stille. Hun har en skinger stemme, men det er ikke det værste. Nej, det værste er, at så længe I kan høre hende, så bliver I mindet om, at hun ikke kan hjælpes, og det gør ondt, for I er som sagt ikke lavet af sten. I ville gerne hjælpe.

Så I beder Jesus om at sige noget til hende, så I ikke skal høre på hendes sorg længere.

Han kan jo det der med ord, han skal nok sætte hende på plads og forklare hende, så hun forstår, ligesom han har gjort med mange før hende - farisæerer og skriftkloge og klogere mænd endnu.

I drager måske et lettelsens suk, da han stopper op og begynder at tale. Forestil jer det. Nu får I fred. 

Så sker det utrolige. Det starter med, at hun svarer igen. Hun taler Herren imod. Sig mig, ved hun ikke, hvem han er? Hvad bilder hun sig ind? Det er jo som at svare Gud igen!

Så bliver det værre. Efter en kort ordveksling giver Jesus hende ret. Ret?! Hun har ret over Herren?! Det kan jo ikke passe. Så skulle han jo tage fejl, og det gør Jesus jo ikke, for han taler jo på vegne af Gud.

Men det er ikke engang det værste. Det værste er, at Jesus fortæller hende, at hendes tro er stor, og hvordan kan det hænge sammen? Det er jo jer, hvis tro er stor! Det er jo jer, de 12, som har forladt alt og alle for at vandre med Jesus, jer, som er de loyale, der lyder hans mindste vink, som aldrig siger ham imod, men lytter og prøver at forstå. Det er jer, der er de trofaste, som går, hvor han peger. Det er jer, der er de tro. Er det ikke?

Forestil jer den tvivl, som I står med dér foran Jesus og kvinden. Forestil jer alle spørgsmålene: Har I misforstået det hele? Er I faktisk udvalgte? Er jeres tro særlig eller stor? Ved I overhovedet, hvad det vil sige at tro på Gud, at være tro mod Kristus?

Er det ikke at følge blindt, at adlyde uden tøven? Er tro ikke at elske ham højere end alle andre? 

Det var ikke, hvad kvinden gjorde. Hun elskede sin datter. Ja, hun elskede sin datter så højt, at hun gik i rette med selveste Guds Søn. Hun fulgte ham ikke, men blev hos sin datter, hun nøjedes ikke, men krævede mere, end hun fik tilbudt, for sin datters skyld. Og hendes tro var stor.

Prøv at forestille jer den Gud, som sådan en tro retter sig imod:

En Gud, som vil følges ikke for at være først, men for vandre sammen med os. Som vil adlydes ikke, fordi Han er stor, men fordi Han er god. Som vil tilbedes ikke, fordi han mægtig, men fordi han er nådig, og at dyrke ham derfor er at dyrke kærligheden.

En Gud, som vi kun kan sige at tro på, når vi er tro imod hinanden.

Det var ikke den Gud, de 12 forestillede sig. Men det er den Gud, som Jesus vil, at vi skal forestille os.

Amen!