Af Mogens Holm, medlem af Frederiksberg Sogns Menighedsråd

Vi længes alle efter tiden før corona, og vi glæder os til, at alt igen bliver normalt. Men lad os være realistiske: Ingenting bliver som før. Vi har vænnet os til at købe ind og holde møder på nettet. Vi har fået hjemmearbejdspladser og anderledes samværsformer. Vi mødes og kommunikerer på nye måder. Vi får nye vaner.

Og meget af det er kommet for at blive. Tiden bliver ikke rullet tilbage. Intet kommer til at være helt det samme. Så vi skal belave os på en anderledes fremtid – også i kirken.

Derfor er det et godt tidspunkt at diskutere, hvordan beslutninger bedst kan træffes i folkekirken. Skal alting være fastlagt fra centralt hold? Eller skal det enkelte sogn selv bestemme? Skal vi, ligesom hidtil, have en fast forordning, der gælder i hele landet? Eller skal hvert sogn opfinde sin egen liturgi? Jeg forestiller mig, at vi nok bør lande et sted midt i mellem. Vist skal der være en struktur, så vi kan genkende kirken overalt, hvor vi møder den. Men der skal også være plads til lokale skikke og traditioner.

Først og fremmest skal vi ikke tro, at vi én gang for alle kan lægge tingene fast. For corona-krisen har lært os, at verden forandrer sig, uanset om vi vil det eller ej. Og den har mindet os om, at vi selv har et ansvar for, hvordan verden forandrer sig.

Derfor bør vi arbejde for en folkekirke, som befordrer dialogen, og som ikke lukker sig om sig selv. Vi skal turde skabe åbne rum og se, hvad samtalen bringer. Og hver gang vi tror, at nu er løsningen der, nu fungerer alting ideelt, ja, så skal vi være klar til nye forandringer.

Misforstå mig ikke, for mig må kirken gerne fremstå som uforanderlig. Det kan den nemlig kun gøre ved løbende at tilpasse sig en omskiftelig omverden.

(Menighedsrådet deltager i den igangværende debat om hvem, der skal bestemme i folkekirken. Læs eventuelt mere på: https://www.folkekirken.dk/akt... ).

Du kan læse flere refleksioner fra vores menighedsråd her.