Af Else Noack, medlem af Frederiksberg Sogns Menighedsråd

Når det nu ikke kan være anderledes i denne tid, vil jeg gerne udtrykke min glæde over "de barberede" gudstjenester.

Jeg synes faktisk, at der bliver nået meget på de 30 minutter, som den varer. Og det uden, at man får fornemmelsen af, at tingene skal gå stærkt. Der er ro på.

Selvfølgelig er der noget, vi savner ved gudstjenesten, men det, der for mig er det altoverskyggende, er min manglende deltagelse i den fælles salmesang. I søndags var én af de to salmer, som synges af en af koristerne, Brorsons "Her vil ties, her vil bies". Det var meget svært ikke at kunne synge med. Anders sang den meget smukt.

Selvfølgelig kan du vælge at høre højmesse derhjemme i stuen og så give den fuld skrue med at synge med på salmerne. Det er bare ligesom ikke det samme!

I morges hørte jeg et interessant indlæg på DR1: Nogen (måske en person fra Japan?) har fundet ud af, at det smitter mange gange mere at synge på tysk(dansk?) end at synge på japansk. Noget med, hvor hårde lydene er.

Så måske skulle man overveje i en overgangsfase, inden vi  forhåbentlig snart får  normale tilstande, at synge på japansk!