02/07/2024 0 Kommentarer
Frederiksberg Sogn får ny organist
Frederiksberg Sogn får ny organist
# AKTUELT
Frederiksberg Sogn får ny organist
Frederiksberg Sogn byder fra den 1. juli velkommen til organist Mads Damlund.
Mads er konservatorieuddannet pianist og har tidligere været ansat ved Jægersborg Kirke. Nu glæder han sig til at komme hjem til Frederiksberg Sogn, fortæller han:
Tænk, at få lov til at arbejde i to så skønne kirkerum i et stort bysogn med så flot en musiktradition. Jeg glæder mig meget til at komme i gang!
Det føles som at komme hjem: Både fordi jeg er døbt i Frederiksberg Slotskirke, og fordi jeg i hele min studietid boede kun fem minutter herfra. Men også musikalsk og menneskeligt med den mangfoldighed af aktivitet og musikudfoldelse, der kendetegner sognet.
Min indgang til kirkemusikken var som dreng at synge i Københavns Drengekor, men der skulle et konservatoriestudium som pianist til, før jeg for alvor opdagede orglet og alle dets muligheder.
Siden min debutkoncert som organist i 2006 har jeg været ansat ved Jægersborg Kirke. Her har jeg haft mange gode oplevelser og kolleger, spillet koncertserier med Bachs og Buxtehudes samlede orgelværker, opført store korværker, arrangeret festivaler og sågar skrevet en bog om kirkens orgel – en lillesøster til instrumentet i Frederiksberg Kirke. En uddannelse som dirigent er det også blevet til.
Med alt dette i bagagen ser jeg frem til at blive Frederiksberg Sogns nye organist og til at få kirkerne til at genlyde af god musik. Det bliver spændende at lære jer alle at kende, både menighed, medarbejdere og præster. Jeg er i øvrigt selv gift med en, Julie Damlund, som er sognepræst på Østerbro, og vi har tre drenge.
På glædeligt gensyn og -hør i kirkerne!
Med venlig hilsen,
Mads
Mads Damlund spiller til sin første højmesse i Frederiksberg Sogn den 26. juli i Frederiksberg Kirke.
Kommentarer