Sognepræst Pia Nordin Christensen som stiftspræst i Københavns stift

Sognepræst Pia Nordin Christensen som stiftspræst i Københavns stift

Sognepræst Pia Nordin Christensen som stiftspræst i Københavns stift

# AKTUELT

Sognepræst Pia Nordin Christensen som stiftspræst i Københavns stift

Sognepræst Pia Nordin Christensen skal de næste tre år på halv tid arbejde som stiftskonsulent for præsters efteruddannelse i Københavns stift. Stillingen indebærer tilrettelæggelse af kurser for præster inden for liturgi, homiletik og dogmatik med særlig vægt på arbejdet med homiletik (prædikenlære). Desuden skal hun bistå biskoppen i forbindelse med tilrettelæggelse af stiftspræstekurser, teol-dage i Bispegården m.m.

Til marts er det 23 år siden Pia Nordin Christensen blev ansat som sognepræst i Frederiksberg Kirke, så det er en erfaren præst, der de næste år skal arbejde med efteruddannelse af præster i stiftet. Pia er særlig optaget af arbejdet med prædikenen og afsluttede i 2016 en master i homiletik ved Københavns Universitet. I øjeblikket uddanner hun sig sideløbende som prædikenvejleder ved Vanderbilt University i Nashville, USA.

Hvad ser du mest frem til i dit arbejde med efteruddannelse af præster?
Mange præster i stiftet har masser af erfaring, og vi har stor glæde af at dele vores forskellige erfaringer med hinanden. Jeg har dertil taget en teoretisk overbygning, når det gælder arbejdet med prædikenens teori og praksis, som jeg håber kan være til inspiration for andre. Jeg glæder mig til at møde, tale og arbejde sammen med mange flere af kollegerne.

Hvad glæder du dig til at lære fra dig?
Vi har en god uddannelse bag os, men alligevel har vi selvfølgelig hele tiden brug for mere viden og ny inspiration. Og til tider måske hjælp til at bryde en rytme, hvis man føler, at man kører i tomgang eller tænker, at alt er prøvet og sagt. Det vil jeg gerne være med til at formidle. Jeg skal de næste år bl.a. arbejde med at etablere et homiletisk netværk i stiftet. Netværket skal bidrage til at opdatere præsterne omkring, hvad der arbejdes med inden for homiletikken, ligesom det er en hjælp til at danne prædikengrupper, hvor vi lytter og lærer af hinanden. Jeg håber dertil, at jeg via min uddannelse som homiletisk vejleder kan være med til at inspirere nye præster til at finde deres egen stemme og måske udfordre de mere erfarne præster i den måde, de plejer at arbejde med deres prædikener på.

Hvor kommer interessen for at arbejde specielt med prædikenen fra?
For mig har prædikenen altid været den største udfordring i mit arbejdsliv. Det er den stadig. Den fylder utroligt meget! Hvordan tolker vi netop denne søndags tekst og hvordan taler den ind i vores liv og hverdag lige nu? En prædiken skal flytte os, og det kristne budskab blive til liv og glæde, hvor det lyder. Så der var ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op!

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed