Af præst Hannah Svinth-Værge:

En forårsdag i 1994 stod jeg som genert konfirmand sammen med min klasse rundt om alteret. Pigerne var i hvide kjoler med flæser og pufærmer efter tidens mode, mens drengene havde uformelige jakkesæt i pastelfarver på. Ingen af os skulle døbes inden konfirmationen. Alle var vi døbt som spæde og skulle nu selv træde frem og få bekræftet vores dåb.

Anderledes ser det ud i 2026. Når jeg til maj endnu en gang får fornøjelsen af at konfirmere et hold skønne unge mennesker i Frederiksberg Kirke, har jeg i månederne forinden døbt 8 ud af 22 konfirmander.

Flere vælger dåben til
Det er en tendens, som også er tydelig på landsplan: 10 % af det samlede antal dåb udgøres nu af kommende konfirmander, der først må forbi døbefonten. Stadig færre bliver døbt som spæde, mens flere unge altså vælger både dåben og konfirmationen til.

Jeg er i forvejen imponeret over, hvordan sådan nogle 14-årige ret selvstændigt træffer et valg om at blive konfirmeret. De gør det nemlig ikke, fordi deres forældre siger, de skal; heller ikke fordi de vil have en fest og gaver. Dem ville de få alligevel – enten ved en ”nonfirmation” eller en ekstra stor 15-års fødselsdagsfejring.

Når vi taler om det i forberedelsen, giver de også udtryk for, at konfirmationen giver mening for dem! De vil gerne i fællesskab med deres jævnaldrende blive klogere på, hvad Bibel og kristendom har at sige dem i deres liv. De glæder sig til at træde sammen ind i kirken og gennemføre det højtidelige ritual, der markerer, at de nu står på tærsklen til at tage større ansvar for eget liv og egen tro.

Et valg med vægt
Tilbage i 1994 var det ikke på samme måde et aktivt valg at blive konfirmeret. Forældrene forventede det, og vi konfirmander var – helt ærligt – mindre reflekterede og ansvarsbevidste, end de er i dag. Jeg ønsker mig ikke tilbage!

Men der er en anden stor forskel fra dengang til nu. Forældrene går ikke længere foran, men bag ved deres børn og støtter op om det, de vælger ift. konfirmation og evt. dåb forinden. Det betyder også, at vægten af beslutningen især ligger på de unge. Her kan fokus i dåben komme til at ligge et lidt andet sted, end det gør i ritualet.

At tage imod
Ved enhver dåb hører vi Jesus skælde sine disciple ud, da de vil sende de små børn væk - for den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. De ord lyder for at understrege, at ethvert menneske, uanset alder, må komme lige så åbent og forudsætningsløst til dåben som et spædbarn, der hverken taler eller går.

Det giver mening for voksne, der vælger at bære deres barn til dåben eller selv at blive døbt. Jo længere vi har levet, jo oftere er vi stødt på grænserne for det, vi kunne kontrollere eller selv præstere. Med den erfaring bliver det tydeligt, at det vigtigste i livet ikke er det, vi tager, men det, vi får - som fx tillid, ømhed, nærvær, trofasthed.

At tage imod dåben er at gå ind i den livstydning, den tro: at livet og alt, det rummer, er en gave fra Gud, og samtidig en opgave, fordi jeg skal bruge det ved at tage vare på fællesskabet, på kærligheden, på det menneske, jeg står overfor som min næste.

Interessant nok oplever jeg, at konfirmanderne sagtens kan spejle sig i den tro, uanset om de er døbt eller ej. De forstår sjældent, hvor den kommer fra – at vi ikke havde det menneskesyn uden Jesus, hans liv, lignelser og møder med mennesker – men forældrene har altså alligevel givet dem en livstydning med, som de genkender her.

Sammen om det
Min opgave som deres præst bliver at udfolde det livssyn for dem – og vise, at dåben handler om, at de siger ja tak til gaven og opgaven, ikke om, at de skal præstere en bestemt gudstro. Der er ingen tvang forbundet med at blive døbt. Det er en gave, de selv må pakke op – i frihed. I forberedelsen til konfirmationen finder de så ud af, at de kan gøre det som en del af et fællesskab, der sammen får bekræftet gaven og opgaven, her på vejen ind i et spændende nyt livsafsnit.

Tilbage i foråret 1994 var vi ikke så langt i vores forståelse af alt dette som konfirmanderne i dag. Vi kom nok lidt lettere frem til konfirmationen dengang, og der var vel også flere, der koncentrerede sig mere om konfirmationsgaverne end om dåbens gave, da først flæsekjolen og jakkesættet var lagt til side.

Som præst bliver jeg helt sikkert glad og rørt over at se konfirmanderne springe ud til maj sammen med bøgetræerne. Jeg ved, hvilken indsats de har lagt i det, og hvor meget det betyder for dem. Nu ved du, der har læst med så langt, det også.

Fra folkekirken.dk: Nye tal: Dåben er i forandring, og konfirmationen står stærkt | Folkekirken.dk