I sognet er der to kirker - Frederiksberg Slotskirke og Frederiksberg Kirke. Frederiksberg Slotskirke er beliggende på toppen af Valby bakke i Hærens Officersskole på Roskildevej, mens Frederiksberg Kirke ligger på Pile Allé 1 overfor Frederiksberg Have.
Menighedshuset på Pile Allé 3 huser en lang række forskellige aktiviteter for både børn og voksne – heriblandt børnekor, dramagruppe, Prædikenværksted, Tirsdagstræf og mange spændende foredrag i løbet af året. I menighedshuset er sognets administration samlet foruden præstekontorer.