Når vi i denne tid ikke kan mødes til gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter, må vi mødes på anden vis. 

På denne side vil du derfor i den kommende tid kunne høre fra vores præster i ord og videoer.

Prædikenhilsen
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Søndag den 17. maj 2020

Læs dagens prædikentekst her.

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

Når kirkerummet åbner sig på ny 
Af sognepræst Helle Park Thorsen Halse
Lørdag den 16. maj 2020

Det var en stor dag, da jeg første gang satte mine ben i Frederiksberg Kirke. Det var en dag jeg havde set frem til længe, og jeg var meget spændt og nervøs, da jeg stod der i våbenhuset. Snart ville dørene gå op, orglet spille, og alle ville rejse sig og vende blikket mod mig.

Det er mit første minde om Frederiksberg kirke. Jeg var var fire år gammel og blomsterpige ved min kusines bryllup. Jeg huskede følelsen, stemningen, lyset og efeuen på kirkens mur, men jeg huskede ikke, hvordan selve kirken så ud, da jeg små 30 år efter stod i våbenhuset igen. Denne gang lige så spændt.

Kirken forekom mig større, end den havde været dengang, hvilket var overraskende. Ofte er det omvendt – at ting bliver mindre i takt med, at vi bliver større. Men måske mit perspektiv var blevet ændret? 

Når man ikke har set noget (eller nogen) i længere tid, så sker der ofte det, at vi med tiden glemmer, hvordan det så ud. Som tiden går falmer fotografiet for vort indre blik, konturerne sløres, og det bliver sværere og sværere at fastholde – jo hårdere vi forsøger, des sværere.

Men nogle gange sker der samtidig, idet at den indre synssans svækkes, at andre sanser skærpes – at vi måske ikke kan huske formerne, farverne og størrelsesforhold helt rigtigt, men at vi i stedet kan huske hvordan den ting, den person eller det sted fik os til at føle. Vi husker de små og store øjeblikke, der knytter sig dertil og kan måske derigennem genkalde os stemninger, ord, dufte og andre små detaljer, som vi ikke før havde syn for.

I overmorgen åbner kirkerne igen. Dvs. kirkerummene åbner igen. Det bliver for mit og mange andre et glædeligt gensyn. For selv om kirken ikke været lukket på noget tidspunkt, men har fundet nye måder og medier at virke og være fællesskab på, så har netop kirkedørene været det.

Derfor er det også med glæde, at jeg skriver det, der, foruden prædikenhilsenen i morgen, bliver den sidste daglige digitale hilsen. Dermed ikke sagt at der ikke er kommet noget fint ud af disse – tværtimod!

For når det nu engang har været sådan, at vi ikke kunne samles i kirkerne og menighedshuset, så har det ikke desto mindre været en sand fornøjelse at se det kirkelige fællesskab folde sig ud under nye former – at få syn for sagen, når vi siger, at vi er sammen om end på afstand! – at se, hvordan vi er knyttet sammen på tværs af tid og sted!

Sådan har man f.eks., hvis man har fulgt med på siden, set min kollega Hannahs opfordring til at sende hende en mail, hvis man skulle have en lille historie eller en oplevelse, som knytter sig til Frederiksberg Sogn, og sidenhen har man således kunnet læse de fine fortællinger, som forskellige privatpersoner har valgt at dele.

Dette er, som skrevet, min kollegas gode initiativ, men fordi dette netop bliver den digitale sidste hilsen, har jeg fået den foræring og fornøjelse at kunne formidle en sidste fortælling. For i det følgende beskriver Karen Lundblad – for hvem opfordringen om at dele sine oplevelser med hendes egne ord ”fik tændt for hendes indre afspiller, hvis lager stille og roligt er vokset gennem 60 år med tusinde ophold i Frederiksberg kirke” – ikke alene beskriver en oplevelse i eller af men endvidere af selve følelsen af at befinde sig i kirken:

”Når klokkerne ringer går jeg lige ind i et unikt centrum. Midt i rummet krydser alle kompassets linier hinanden, og i dette skæringspunkt går den lodrette dimension op gennem stjernehimlen over mig, videre op gennem kirkespiret og ud i himmelrummet. De store vinduer lokker synet ud mod skønne træer og naturen hele vejen rundt og videre ud. Her inde befinder jeg mig i et brændpunkt, omgivet af andre, i sogn, land og på talrige steder over hele kloden. I denne situation oplever jeg at være i universets centrum, der mærkes som et særligt kraftfelt.

Her er børn, børnebørn og oldebørn døbt i den urkraft, der er endeløst skabende, almægtig, og som generationer i 2000 år har oplevet som Kærlighed. Her får vi sammen med kendte eller ukendte andre mennesker livgivende ord helt ind i kroppen med lidt brød og vin. Vores åndedræt får fælles rytme i sang, tankerne får inspiration af talte ord, som afsenderen har brugt timer og kræfter på at vælge, fællesskabet forstærkes med håb for verden og tillid til vores kreative evner. NUet får evighedsværdi. Vi går hjem med blodet cirkulerende i årene med tro, håb og kærlighed, der af sig selv kan blive til hjertepollen og spredes i omgivelserne. I denne tid glæder jeg mig til igen at være sammen med andre i vores kirke.”

Om få dage bliver det atter muligt at gense vores to smukke kirker. Hvilken glæde det bliver igen at kunne åbne dørene på vid gab og til igen at kunne samles om stort som småt, om glæder og sorger, i de, for manges vedkommende, velkendte rammer.

Det er de samme kirkerum vi træder ind i, som vi gjorde for ti uger siden. Intet har ændret sig i det ydre, men måske vi har? Måske har tiden, afsavnet eller nye erfaringer ændret noget i den måde, vi træder ind i rummet på? – ændret vores perspektiv? Måske åbner kirkerummet sig på en ny måde for os, når dørene åbnes igen?

På rigtig glædeligt gensyn!

Ottekantede kirker
Af sognepræst Helle Krogh Madsen
Fredag den 15. maj 2020

Øverst i Frederiksberg Kirke findes et pulpitur, hvor tyendet i sin tid sad. Det er lukket af med plader ind mod kirkerummet, men rummer en lille historisk samling, der fortæller kirkens og menighedens historie. Det er desværre vanskeligt at komme op til samlingen, men der arbejdes på at lave en mere tilgængelig og nutidig formidling heraf.

Samlingen indeholder blandt andet eksempler på ottekantede kirker, som Frederiksberg kirke bygningsmæssigt er beslægtet med. Det er fx kirken i Nordholland, i den frisiske by Sint Annaparochie, som har dannet forbillede for Frederiksberg kirke. Og det er kirken på Nyord ved Møn, der blev bygget i 1846 og ligner Frederiksberg Kirke meget. Forbindelsen imellem dem er dog mig bekendt aldrig blevet opklaret.

Det samme gjaldt kirken i Haldarsvik på Færøerne fra 1854. Under et besøg deroppe satte jeg mig derfor for at finde ud af forbindelsen til Frederiksberg Kirke, og med hjælp fra en lokal lærer lykkedes det.

Det viser sig, at kirkens første præst, Carl Vilhelm Prytz, fra sin studietid i København kendte Frederiksberg Kirke. Prytz var præst i sognet, hvor Haldarsvik ligger, og han påtog sig egenhændigt at lave tegningerne, da der i 1854 skulle bygges ny kirke i sognet. Han noterer i den forbindelse, at det er ”Efter en hidtil på Færøerne ukendt plan” og henviser til Frederiksberg kirke som forbillede.

En ottekantet kirke, der ikke er vist i samlingen, fandt vi ved et tilfælde på en sognetur til Rügen i 2015. I en meget lille fiskerby, Vitt, lå pludselig et fint ottekantet kapel.

Også det havde en sjov historie: I 1792 blev præsten Ludwig Gotthardt Kosegarten ansat i nabobyen Altenkirchen. Det var i romantikkens tid, og Kosegarten, der også var forfatter og skrev digte, holdt nogle medrivende prædikener, der tiltrak en meget stor menighed. Inspireret af tidens dyrkelse af ånden i naturen begyndte han at holde gudstjenesterne nede på stranden, så menigheden kunne sidde og se på Guds smukke natur.

Der var bare det problem, at de fleste af dem var fiskere, og de kunne se på krusningerne på havoverfladen og høre på dønningerne, når det var mange sild i farvandet ud for kysten, og det kunne selv Kosegartens medrivende prædikener ikke hamle op med. Når det skete, skyndte store dele af menigheden sig i bådene og ud på havet for at fange sild.

Derfor blev der i 1806 bygget et kapel lidt tilbagetrukket fra stranden – og uden vinduer i væggen ud mod havet! Til gengæld blev den væg udsmykket af maleren, Philipp Otto Runge, der var ven med Goethe og sammen med maleren Caspar David Friedrich en af dem, der færdedes i miljøet omkring Kosegarten.

Både i Frederiksberg Kirke og i Frederiksberg Slotskirke kan man stort set kun se træer og himmel, når man ser ud ad vinduerne. Det nyder jeg som kirkegænger, og når vi nu snart igen samles i slotskirken og i vores egen ottekantede kirke, kan man som prædikant så glæde sig over, at vinduerne sidder så højt, at det næppe er udsigten, der i givet fald får menigheden til pludselig at forlade gudstjenesten.

Om bøn og børn
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Torsdag den 14. maj 2020

Jeg plejer at bede konfirmanderne skrive en bøn, inden de skal konfirmeres. Efterfølgende fletter jeg holdets bønner sammen til en fælles bøn, som vi bruger i konfirmationsgudstjenesten. Aftalen er, at bønnen skal starte med: Kære Gud. Herefter er ordet frit. Nogen grifler løs og fylder hurtigt en hel side, andre skriver forsigtigt et par sætninger. Alle får en lille bid af deres bøn med i den fælles bøn. Bønnerne udtrykker en blanding af bekymring og taknemmelighed. Bønnerne er som regel også udtryk for, at de tænker Gud med i deres liv, og at de ser sig selv i en større virkelighed end den, der umiddelbart kan erkendes.

”Bed, så skal der gives jer”, siger Jesus!

Konfirmander er til alle tider optaget af, om deres bøn bliver hørt.

Det forunderlige er, at man faktisk kan opleve at blive bønhørt. Omvendt deler vi også erfaringer af, at det ikke gik, som vi bad om. Er der grænser for, hvad et menneske kan bede om? 

I bogen om ’Madicken’, en sej lille pige på syv år, som bor på Junibakken, fortæller Astrid Lindgren om Madickens forkærlighed for den tids tragiske viser, og hvad de sætter i gang i hende:

’Madicken lytter til Linus-Idas sørgelige viser om mødre, der dør og fædre, der sidder på værtshuset og drikker, lige til børnene også dør. Og så går fædrene hjem og græder og fortryder noget så forfærdeligt og lover aldrig at drikke mere - men så er det for sent!!!

Madicken er glad for, at hendes egen mor lever og går rundt inde i det røde hus. Hver aften, når Madicken ligger i sin seng og har bedt aftenbøn, beder hun en ekstra bøn om, at Lisabeth og hun selv og mor og far og Alva og Linus-Ida og Abbe Nilsson må komme i himlen - alle sammen - på én gang! Det bedste ville selvfølgelig være, om de aldrig skulle derop, synes Madicken, de har det jo så rart hjemme. Men det tør hun ikke bede Gud om, for så bliver han måske ked af det’.

Lige her går Madickens grænse for, hvad hun kan få sig selv til at bede om. Jeg kommer i tanke om, hvorfor jeg holder så meget af Astrid Lindgren! Det er ikke let at være en lille pige på syv år, der gerne vil gøre alle glade.

Det er svært at undgå, at nogen bliver kede af det! For sådan er verden skruet sammen! Der er nogen, der bliver kede af det. Der er meget, der både er svært og besværligt. Vi gør det så godt, vi kan og beder så Gud om hjælp til resten. Vi beder ham om at passe godt på mennesker omkring os. Som Madicken beder Gud om at passe på sin mor og far og familien og mennesker omkring hende, så livet, som hun kender det, forbliver intakt. Men det gør det ikke. Livet forandrer sig! Vi fødes, vokser til, ældes og dør og skal hver især finde vores vej og træde de stier, der skal trædes. Det kan vi også bede om hjælp til! Ligesom vi kan gå i forbøn for dem, vi elsker og holder af og for dem, vi savner og dem, vi har mistet. Det er, hvad konfirmanderne helt af sig selv gør, når de bliver bedt om at skrive en bøn til deres konfirmationsdag. Vi kan bede om både det mulige og det umulige, men vi kan aldrig gøre krav gældende over for Gud. Når bønnen får tid og rum, kan det alligevel føles som en snert af lethed indfinder sig. Det gør godt!

Mens vi venter … Om dåb der blev noget anderledes, men blev noget særligt
Af sognepræst Helle Park Thorsen
Onsdag den 13. maj 2020

Vi befinder os i en ventetid. Det har vi gjort længe. Også før, men særligt efter at Danmark lukkede ned for præcis ni uger siden.

Afventende har vi spurgt: ”hvornår mon også Danmark lukker ned?”

Og siden hen, utålmodigt: ”hvornår åbner vi op?”

- Hvornår er det sikkert at bevæge sig frit rundt? Hvornår kan vi komme i skole, på café, komme ud at rejse?

Spørgsmålene er uendelige, og sådan kan ventetiden også føles…

Sådan er der blandt de mange ventende, mange, der har planlagt at holde større fester her i kirken i forbindelse med de store livsbegivenheder: Dåb, konfirmation og bryllup. Og her melder der sig også mange spørgsmål: Hvor mange må man forsamles, før der er tale om en større forsamling?

- Og selv hvis vi må forsamles, vil dagen så blive påvirket af forbehold og frygten for smitte?

Som en kommende brudgom, sagde: ”hvis ikke vi kan danse, hvilket bryllup bliver det så?”

Hvornår kan vi holde den fest, vi havde drømt om? – Og hvis ikke vi kan holde den fest, vi havde drømt om, vil vi så aflyse eller afholde den på en anderledes måde?

På statsministerens pressemødet i torsdags fik vi i Folkekirken det svar vi håbede på! – Folkekirken åbner igen d. 18.5. Men i hvilket omfang samt mange andre spørgsmål står stadig hen i det uvisse…

Så mens vi i første omgang venter på de nye retningslinjer for fase 2 af genåbningen, vil jeg dele to små beretninger om det, der for to forældrepar blev en noget anderledes dåbsdag end den, de havde planlagt.  

I forbindelse med min barsel har jeg haft fornøjelsen af at dele stort og småt, sorger og glæder, erfaringer og inspiration med min mødregruppe, og derfor var det oplagt at bede dem dele deres erfaringer lidt bredere. For blandt gruppens medlemmer er der to mødre, der netop havde planlagt dåb af deres børn i selv samme uge, som Danmark lukkede ned. I det ene tilfælde dagen før.

Sådan havde Ann planlagt en i forvejen lidt utraditionel dåb. Hun og hendes kæreste havde valgt at holde en mere uformel dåb torsdag efter fyraften for de blandt den nærmeste familie og de, der måtte have lyst til at dukke op, for senere, på sønnen Busters 1års fødselsdag, at fejre med en stor havefest. 

Men da Mette Frederiksen onsdag aften d. 11.3. meddelte, at Danmark og herunder også den Danske Folkekirke lukkede ned, opstod der tvivl om denne overhovedet kunne gennemføres, og om de ville?

For selv om det kun var den nærmeste familie, havde de mellem sig tre forældrepar, bedsteforældre og otte søskende. Og først skulle de have fat på familien og præsten for at planlægge formen.

Først kl. 13.30 på selve dagen fik de grønt lys for, at dåben kunne gennemføres, og kl. 17.00 afholdt de denne som ”planlagt”. 

Hun skriver: ”Til selve ceremonien var vi kun med Buster 10 personer (hvoraf Busters fætter på 1 år også deltog) og selvfølgelig præsten. Kirken havde valgt at der skulle være så få tilstede af kirkens personale at kor osv. ikke skulle deltage. Derfor var der ingen salmer. Vi tog en frisk beslutning med samtykke fra præsten om at tage vores egne små højtaler med, og gå ind og ud til sangen ”Buster” af Nanna.

Hele ceremonien blev pludselig meget anderledes, personlig, hyggelig, særlig, og på den måde ekstra højtidelig. Det var som sagt kun den tætteste familie, hvilket skabte en masse plads til grin, sang, og kærlighed.

Dåben blev helt fantastisk og et lille åndehul med familien i en pludselig meget uoverskuelig og skræmmende verden.”

En anden af mødregruppens medlemmer havde planlagt dåb om lørdagen d. 14.3. Hun og hendes kæreste skulle holde en kæmpe fest og havde inviteret 80 gæster, hvoraf mange allerede var rejst til Danmark for at deltage fra udlandet.

Hun skriver: ”corona i DK var endnu “ung”. Vi var meget i tvivl om aflysning af fest. Mange gæster var kommet til DK fra udlandet men endte dog med - ud fra et ansvarlighedsræsonnement - at aflyse.

Efter lange telefonsamtaler med præsten valgte vi at fastholde den kirkelige handling.

Pludselig betød det utroligt meget for mig, at det blev gennemført i sådan en krisetid.

Jeg er medlem af folkekirken (et bevidst tilvalg), men ikke overvældende troende. Men som sagt, så betød det pludselig langt mere at få det gennemført, end jeg havde troet.

Vi havde den sejeste dåb i kirken, med de nærmeste 20 familiemedlemmer. Vi stod alle med behørig afstand rundt om døbefonten, og det var super rørende. Præsten var fantastisk. Morsom, nærværende og varm. Inddrog alle, især de små. Vi er super glade for, vi holdt ved og glæder os nu til festen. Måske først næste år dog ... ”

I disse dage må vi lære at affinde os med ventetiden og vi må affinde os med, at alt ikke altid bliver, som vi havde ønsket os … men det behøver ikke at betyde, at det slet ikke bliver til noget! Og ofte viser det sig, at det ”noget” kan noget helt særligt.

Form og indhold
Af sognepræst Michael Brautsch
Tirsdag den 12. maj 2020

”For vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.” Sådan skriver Paulus i sit andet brev til menigheden i Korinth. Det synlige og det usynlige! Ofte er vi jo svært optaget af det ydre, det, vi møder i spejlet og på Facebook, det, der kommer os i møde på fortovet, og som udfordrer eller undrer os. Vi synes, der skal være overensstemmelse mellem form og indhold – sådan taler vi til hinanden i denne verden – din arbejdsglæde, dit kærlighedsliv, dine fritidsinteresser, din bolig. Der skal være en god form, der passer til dit temperament, men form er intet uden indhold. Hvad er det, der gør dig glad og lykkelig, hvad er det, der får dig i balance? Det er vel stadig, som de gamle grækere talte om: en sund sjæl i et sundt legeme. Og så taler Paulus alligevel om forholdet mellem det synlige og det usynlige, og siger, at det synlige – formen, jo kun varer en tid.

Sandt nok: det ydre menneske, dvs. din krop og alt det materielle, der fylder så meget i vores liv – det forsvinder en dag. Alt det, vi nu igen kan tage i storcenteret og fylde i poserne, det er forgængeligt, for rust æder bilen, møl fortærer det dyre tøj, og tyven render med resten. Kroppen får rynker og går i stykker – til sidst stopper hjertet og vejrtrækningen. Disse to synlige tegn er de vigtigste: at vi trækker vejret og at hjertet slår. Men det sker jo – for langt de fleste af os – af sig selv. Det behøver vi ikke at tænke over. Og det giver så dejlig megen tid til at overveje det usynlige. Indholdet. Det evige. Hvad er det, der bliver tilbage, når kisten er kørt til krematoriet eller sænket ned i jordens skød?

Det andet – det, der ikke er så håndgribeligt, det taler vi om i troen. I kirken, som også snart åbner i en eller anden form, og når vi folder hænderne i bøn. Når formen – det synlige, forsvinder – så tror vi på, at noget er tilbage, og det må vi ikke glemme. Det er det, vi kalder det evige. Derfor er formen vigtig: kroppen og alt det målbare, men vigtigst er det usynlige. Din sjæl – din ånd. For den har du til evig tid.

Troens gaver
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Mandag den 11. maj 2020

Sidst, jeg skrev her, forsøgte jeg at forklare, hvorfor troen er så svær at forklare, for troen kan ikke holdes fast og dissekeres, men kan altid kun erfares som den levende kraft, den er, hvilket vil sige, at vi aldrig får lov at se alle dens sider lagt ud ved siden af hinanden. I stedet må vi tage til takke med med troens bevægelser og virkninger og kun på bagrund af disse forsøge at gisne om, hvad troen egentligt er.  

Til sidst lovede jeg så, at jeg denne gang ville komme med et sådant forsøg på at sætte ord på troens bevægelser og virkning i mit liv for på den måde i det mindste at tilnærme mig en beskrivelse af troen, som kan gives til dem, der aldrig har været så heldige at modtage denne gave.  

Centralt for alle mine erfaringer af troen er netop det, at den er gave, hvilket betyder, at den ikke kan tvinges frem og besluttes, men skænkes til mig uden min vilje. Naturligvis er jeg ikke helt viljeløs over for troen, for jeg kan afvise den, når den banker på min dør, ligesom jeg omvendt kan åbne alle porte og vinduer i håbet om, at den sniger sig ind, men mere end det er ikke muligt. På den måde minder den om forelskelsen, som jeg heller ikke er herre over, men som jeg selvfølgelig kan skabe bedre eller værre betingelser for.  

Det faktum, at troen er skænket, rummer også forklaringen på erfaringen af ikke at kunne mærke troen, på at miste min tro og på at tvivle på min tro, hvilket alle tre er distinkte omend forbundne fænomener, og som enhver, der har prøvet én eller flere af dem, kan fortælle, er de stærkt ubehagelige.  

Var min tro mit valg, så ville jeg altid være stærk i troen, men det er den desværre ikke, og derfor er jeg desværre heller ikke. (Jeg kunne skrive adskillige sider om viljens natur og frihed, og det kan være, jeg en dag gør det, men i denne sammenhæng er der ikke plads til mere.) 

At troen er gave betyder dog ikke kun, at troen er skænket, men også at troen gør godt for både den troende og den troendes omgivelser.  

Denne påstand er kontroversiel, for jorden er fuld af eksempler på, hvordan troen på Gud tværtimod gør ondt på den troende, vedkommendes omgivelser eller begge. Ja, det er med rette blevet anført, at var vi alle ateister, ville menneskeheden have være sparet megen lidelse, for vi kan virkeligt være grusomme i Guds navn. (Hvad godt vi ville miste, og hvad ondt vi ville få med tabet af troen, er en anden snak).  

Hvordan kan jeg så sige, at troen er gave, når den alt for ofte tydeligvis ikke er det? Jo, når jeg kalder troen for gave, så beskriver jeg ikke al tro, men sætter derimod en tærskel for, hvornår troen kan kaldes sand. Med andre ord er al sand tro en gave, og er troen ikke en gave, er den ikke sand, for Gud er god, og skal vi sige, at vi tror på Gud, må vores tro derfor gøre godt.  

Selvfølgelig kan troen være svær, den kan rumme tvivl, og den kan kræve afsavn, og alt dette kan gøre ondt, men det gør også godt, ligesom det gør både ondt og godt at træne sin krop, omlægge sine dårlige vaner og søge tilgivelse for det, vi har gjort forkert. Troen må gerne være svær. Men den må ikke slå ihjel, den må ikke lyve, den må ikke foragte eller hade. Så er den nemlig ikke troen på Gud, men på Guds modstander, for den sande tro er en gave fra den sande Gud.

I mine mange møder med troen er det lykkedes mig at genkende tre nogenlunde distinkte aspekter ved troen, som alle afslører den som gave. Når jeg skriver “nogenlunde distinkte”, så skyldes det, at disse tre aspekter formentligt overhovedet ikke er distinkte fra hinanden, når man går i detaljen med dem, men på afstand ser de rimeligt forskellige ud, hvilket er godt nok i denne sammenhæng. Uanset, om de skulle være egentligt distinkte eller ej, er de i forbundne og gensidigt forstærkende, hvilket fortæller mig, at de alle tre hører til den samme tro, snarere end at være tre helt separate dyr.  

De tre elementer eller gaver i troen, som jeg har fundet, er: 1) Overbevisning, 2) Tillid og taknemmelighed og 3) Trofasthed.  

Hver af disse fortjener sit helt eget indlæg, og det skal de også nok få, men for nu vil jeg hurtigt opremse og opridse dem, så det er klart, hvordan de tre er gaver.  

Overbevisningen er den, som de fleste tænker på, når de tænker på troen, for det er den, vi ser i religiøse ritualer, påklædninger og regler, for overbevisningen er vores formulering til os selv og til verden om det, som vi tror på. Den kan være stærk og fast, og er jeg tilstrækkeligt overbevist, er der meget lidt, jeg ikke formår. Når man snakker om, at troen kan flytte bjerge, så er det ofte overbevisning, der tænkes på. Omvendt er overbevisningen den del af troen, som er mest sårbar over for tvivlen, og den er altid i fare for at falde over i mistroisk overbevisning. Overbevisning er en gave fra Gud til den troende, fordi den giver mod og retning, styrke til at stå imod og vilje til at tale højt.  

Taknemmelighed og tillid er i virkeligheden én, for de er to sider af samme sag: Taknemmelighed følger på tillid, tilliden bærer taknemmeligheden i sig.  

Taknemmelighed og tillid er troens aftryk i den troende og viser sig som en fred i forhold til tilværelsen, for i taknemmeligheden og tilliden viser verden sig fra sin bedste side. Ja, taknemmeligheden og tilliden gør os i stand til at se alt det smukke og gode i verden på trods af det mørke, som den også rummer.  

Taknemmelighed og tillid er en gave fra Gud til den troende, fordi de gør livet til en lise.  

Troskaben er at være tro over for Gud, og den er derfor også troens dybeste lag. Vi behøver ikke at være overbeviste om Gud eller taknemmelige for alt det, vi har fået, for at vi kan være tro mod Guds vilje, for at være tro mod Guds vilje er at gøre godt mod andre og os selv. Ja, enhver, der gør godt, er tro over for Gud, uanset hvad han eller hun måtte kalde sig selv. En tro uden overbevisning eller tillid eller taknemmelighed er en tro, som er svær og hård at bære. En tro uden troskab over for kærlighedens Gud er den selvsamme falske tro, jeg nævnte ovenfor. Troskaben er derfor Guds gave til verden gennem den troende.  

Prædikenhilsen
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Søndag den 10. maj 2020

Læs dagens evangelietekst samt en tekstversion af dagens prædikenhilsen her.

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

Goddag og farvel
Af sognepræst Michael Brautsch
Lørdag den 9. maj 2020

Jeg oplevede det, som om en søjle i livshuset væltede, da den første af mine forældre, min mor, døde. Det er ofte voldsomt, når man f.eks. er ganske ung eller på anden måde i sin udvikling stadig har en afhængighed. Det havde jeg ikke, jeg var allerede midt i livet og særdeles selvkørende, men det var ikke desto mindre skelsættende; det blev epokegørende, for det indvarslede en ny tid. Og den livssituation, jeg blev sat i som barn af mine forældre, blev kun yderligere tilspidset, da min far slap livet. Nu havde jeg mistet det sidste menneske, hvor jeg vidste mig elsket. Du kan aldrig tage kærligheden for givet, selvom den i sit væsen er en gave, for du ved ikke, om denne gave bliver taget fra dig igen: i parforholdet, hos de nære venner, eller i familien. Men forældrekærligheden, den skulle gerne være ubetinget og et frirum - det måske eneste sted i verden, hvor jeg aldrig skulle stille mig an og ikke behøvede at føle, jeg skulle gøre mig fortjent til kærligheden. Da min far, fire år efter min mor, døde, forsvandt dette for altid. Og ikke nok med det; jeg blev nu, sammen med min søster, historiebærende i familien, for de to mennesker, der havde kendt mig næsten fra undfangelsen, var ikke længere.

Min mor var et smukt og meget levende menneske. Hun brugte hele sit liv på at folde sig ud som en blomst, så hendes mod og hendes livsappetit voksede med årene. Hun bevægede sig forsigtigt ind på livsscenen i 1932, men gennem et langt liv med min far trådte hun mere og mere i karakter. Hendes talenter var talrige, men altid blev de udfoldet med klædelig ydmyghed. De havde et meget lykkeligt ægteskab, blev uforbeholden hinandens bedre halvdel, og deres liv med hinanden var at betragte som en dans. De havde selv valgt musikken og gav sig livet igennem ud i at føre hverandre - uden at træde hinanden over tæerne. Hendes død var forventelig, ud over det almene. Hun havde været syg af kræft i flere måneder, da den terminale fase gjorde, at hun fik en hospitalsseng hjem i stuen og fik optrappet både hjælp til de mest basale ting i livet samt den palliative medicinske behandling. Jeg var ofte på besøg hos mine forældre i denne periode, gerne flere gange om ugen, selvom jeg boede et par timers kørsel væk. En sen aften var jeg netop kommet hjem til mig selv efter et besøg, da min far ringede mig op og fortalte, at natsygeplejersken fandt min mors tilstand væsentlig forværret. Min far mente ikke, jeg behøvede at komme tilbage, men heldigvis vendte jeg bilen og kørte hele vejen til mine forældres hus. For det blev den sidste nat i min mors liv, og jeg fik lov til at holde hende i hånden, da hun åndede ud for sidste gang. Hvor sælsomt var det ikke, at netop jeg, hvis første åndedrag min mor havde været vidne til, skulle lytte til hendes sidste.

I mine første ni måneder delte vi hendes krop, og den første tid efter boede jeg ved hendes bryst. I hele min barndom og ungdom tog hun sig af mig, og sammen med min far gav hun mig mad og tag over hovedet samt en opdragelse og ubetinget kærlighed. Hendes død var langtfra uventet, men alligevel pludselig. Vi kunne ikke holde den på afstand længere med medicin og pleje, det uundgåelige måtte ske. Jeg havde i mange år levet med, og langsomt accepteret mit eget memento mori, mine fire bedsteforældre samt flere gode venner (nogle af mine allernærmeste) var lagt i graven, og jeg var ikke ked af det på en opslugende sorgfuld eller resignerende måde. Det var sådan det var og i troen på, vi mødes igen, accepterede jeg tabet. Jeg havde ondt af min gamle far, som i sine sidste år ofte fortalte mig, at nu havde han mistet sin forlængelse. Han havde hele sit liv arbejdet flittigt, havde elsket og haft sine meningers mod, han var lun og rummelig, men nu var han revet itu og gik rundt som et halvt ægteskab, som han selv sagde. Man kunne jo også dårligt fornemme, hvor mor sluttede og far begyndte, for de fuldendte hinandens sætninger, var vokset sammen i kærlighed, og nu havde han på smerteligste måde forstået vielsesritualets tale om, at blive et kød. Sandelig, Grundtvig har ret, når han i sin store bryllupssalme digter: Det er vemodigt at skilles ad, for to som gerne vil sammen være.

En aften slukkede han lyset i det lille hus, afklædte sig, gik i seng og vågnede aldrig op igen. Fredfyldt og stille. Og mæt. To måneder efter sang jeg selv Grundtvigs salme til mit eget bryllup, og 1½ år efter hørte jeg min lille søns første vejrtrækning; et gisp, en lungefuld luft, gråd og det allerførste lille skridt ind i den store verden, ind på scenen. Senere blev jeg far til tvillinger, dobbelt glæde og dobbelt bekymring, for miraklet og det allerførste gisp gentog sig. Og med mine børn blev livet for alvor skrøbeligt. Pludselig er der så meget at miste, fordi der er så meget at elske. Helt klassisk, og i lighed med millioner af andre forældre, skal jeg lytte til mine børns vejrtrækning, inden jeg selv kan gå til ro. Jeg skal vide, at livet stadig holder døden på afstand, så jeg kan pakke dagen sammen og finde visdommen i John Lennons sang Beautiful Boy med den helt banale strofe: Life is what happens to you, while you´re busy making other plans – livet er det, der sker med dig, mens du har så travlt med alt muligt andet. For i det banale siger vi det, vi kan sige os selv. Og det, man kan sige sig selv, skal man også huske at sige sig selv. En dag skal vi om på den anden side af forhænget, ind i lyset til alle dem, der gik foran os. Men indtil den dag, skal vi rundt i manegen, en tur til og svæve som bobler. Memento mori.

Prædikenhilsen store bededag
Af sognepræst Helle Park Thorsen
Fredag den 8. maj

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

En hilsen fra sognepræst Pia Nordin Christensen VIII 
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Torsdag den 7. maj

Jeg tror, at vi alle ser frem til, at hverdagen langsomt indfinder sig på ny. 

Pensioneret overlæge og tidligere formand for Bibelselskabet, Cai Frimodt-Møller, blev forleden i en avis spurgt:

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover? Han svarede:

’Den igangværende pandemi har vist, hvor skrøbelige vi mennesker er over for en dødelig sygdom og hvilke samfundsmæssige krav, der må stilles for at forstå sygdommens alvor. Derfor tror jeg, at jeg i mit liv fremover – hvis ikke corona har ombragt mig 82-årige forinden – vil sætte større pris på de mange livsgoder, som omgiver mig. Først og fremmest den fysiske kontakt med min nærmeste familie – et kram, et knus, en arm om skulderen. Samtidig vil jeg takke Vorherre for livets mange goder og for, at vi igen kan få lov at dele vore glæder og bekymringer med Ham ved gudstjenester i kirken med musik og lovsang.’ 

Vi venter. Vi står og tripper. Den kommer i dag, planen, der skal genåbne samfundet! Det er et politiske valg, hvad der skal ske, og hvornår det sker. I skrivende stund er kirkens rolle i genåbningen ikke afklaret, men der kan ikke herske tvivl om, at kirkerne landet over bør åbne nu. Den svenske kirke lukkede aldrig, den norske og den tyske kirke åbnede for nylig. Det skal folkekirken også. Der er brug for den. Sker det ikke, bør der lyde et ramaskrig. 

Forleden sendte Købehavns biskop Peter Skov-Jakobsen en hilsen rundt i stiftet, hvor han blandt andet skrev: 

’Det danske samfund har brug for kirken. Det har brug for det mellemrum, som kirken udgør, som giver plads til at mennesker kan sunde sig, tænke efter og genopbygge liv og samfund. Hvis ikke vi taler om tro, håb og kærlighed, så ender vi i en gold og afstumpet verden, der glemmer det væsentligste.’

Vi må ikke glemme det væsentligste! Vi har igen og igen brug for at blive mindet om, hvad der er fundamentet under os, ikke mindst i krisetider. 

Det væsentligste og det forsvarlige skal nødvendigvis finde en balance. Vi ved ikke endnu, hvordan kirkerne kommet til at åbne. Fuldt og helt – eller gradvist? Nogle foreslår, at vi kan begynde med at åbne kirkerummet for personlig bøn og andagt. Det burde kunne organiseres forholdsvis enkelt. Så er der nogle, der foreslår, at kirkerne kan holde kortere gudstjenester uden fællessang. Det ville ikke alene være svært, men også for nogle betyde, at det ikke var en egentlig gudstjeneste, fordi lovsangen er uundværlig. Andre foreslår, at vi holder højmesse uden altergang, mens andre igen foreslår, at vi holder udendørsgudstjenester. Vi ved ikke, hvordan kirken kan åbne, før vi får definitionen på, hvad en større mængde er. De fleste kirkerum er af en størrelse, hvor vi nok kan holde en gudstjeneste – og måske i virkeligheden skal holde nogle flere – så alle der gerne vil gå til gudstjeneste får mulighed for at komme til gudstjeneste. Vi glæder os bare til at komme i gang igen og byder alle hjerteligt velkommen i takt med, at det lader sig gøre at deltage igen. 

Når den dag kommer, kan vi sammen ’takke Vorherre for livets mange goder og for, at vi igen kan få lov at dele vore glæder og bekymringer med Ham ved gudstjenester i kirken med musik og lovsang’.

Troens mysterie
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Onsdag den 6. maj

Indtil videre har mine bidrag til vores daglige digitale indlæg været i den lettere ende – refleksioner over hundes kristenhed, fødselsdagsfejringer og guddommelig humor, og det skyldes, at mine tanker som regel befinder sig i denne lettere ende, men en sjælden gang imellem sker det, at jeg bevæger mig ud på dybere vand, hvor jeg ikke helt kan bunde. Det er det, jeg plejer at gøre, når jeg laver forberedelse til prædikener: Jeg tager så at sige på fisketur på de dybe vande, og det, jeg fanger, slæber jeg med til land, hvor jeg viser det frem for jer, der sidder i kirken med mig om søndagen.  

I dag tænker jeg at gøre noget lignende, men istedet for at præsentere jer for de fileterede resultater af mine grublerier, vil jeg tage jer med ud på en søsafari i mit sinds teologiske afkroge. Ja, jeg ved det godt, det lyder både spændende og dramatisk, og jeg bliver nødt til at indrømme, at det lyder af langt mere, end det er. Skåret ind til benet forsøger jeg sådan set bare at sige, at de tanker, som jeg i det følgende præsenterer for jer, ikke er gennemtyggede og overskuelige serveringer, men derimod snarere er glimt af noget, som måske engang kan tages med ind i kirkens rum, hvis det altså lader sig indfange. Derfor beder jeg om, at I bærer over med mig, hvis det følgende fremstår usammenhængende, uigennmemskueligt eller måske endda banalt (eller alle tre).  

I dag er det troen, som jeg søger svar på. Tro er som bekendt et centralt begreb i kristendommen, og de fleste af os synes at have en intuitiv forståelse af, hvad det vil sige at tro, tvivle og mistro. Sådan har jeg det også, indtil jeg forsøger at sætte ord på troens væsen, for så viser det sig straks, at vi har at gøre med et glat og uhåndgribeligt bæst, som det ikke lige er sådan at putte i én kasse.  

For hvad er, når alt kommer til alt, tro egentligt? Hvis vi kigger på den måde, vi i dagligdagen bruger ordet, står modsigelserne på række, for tro er både antagelse (jeg tror, der kommer regn), tillid (jeg tror på dig), loyalitet over for sin ægtefælle (altså det modsatte af utroskab) og noget, som på én eller anden måde er det modsatte af viden (for man skal jo vide, ikke tro). Begrebet bliver kun mere tvetydigt, når vi inddrager kirken i diskussionen, for når vi snakker om troen på Gud, så er tro også noget, der frelser (men fra hvad?), en bekendelse (i folkekirken plejer vi at holdes os til den apostolske trosbekendelse), et træ eller en busk (troens frugter henviser som regel til gode gerninger), en gave, der gives af Gud (helt præcist Helligånden) og noget, vi står til ansvar for, når vi ikke har den (lidettroende nærmer sig skældsord). Troen er ikke håb eller kærlighed, men den kan flytte bjerge og få os til at gå på vandet, og at være tro mod Guds ord er svært at skelne fra det at elske og fylde verden med grund til at håbe.  

Ja, det er svært, for troen har, som I kan læse, altså mange facetter og udtryk. Jeg ville faktisk ikke blive overrasket, hvis man udfra ovenstående fik det indtryk, at der er tale om flere, distinkte fænomener, som tilfældigvis alle kaldes “tro”, for det kan da godt virke sådan.  

Jeg kan afsløre, at det ikke bliver lettere, når man snakker med præster om emnet, for i enhver gruppe af tre teologer vil man nok kunne finde ikke færre end fem forskellige definitioner af troen.  

Men hvad gør vi så, os, der forsøger at blive klogere på, hvad vi laver i kirkeskibet, og som derfor godt kunne tænke os at få noget mere håndgribeligt på krogen, når det gælder troen? Skal vi acceptere, at maskerne i vores forstand er for store, og at vi derfor aldrig får halet troen i land og puttet i akvarie, eller er der noget at gøre? 

Jeg vil påstå, at vi for at komme tættere på troens sande natur er nødt til at tage springet ud på de 70.000 favne i håbet om at se og mærke troen i sit naturlige habitat, i strømmende af ånd, hvor den svømmer. Vi er altså nødt til at give slip på snorkel og redningsvest.

Det er ikke ufarligt, for man risikerer at synke til bunds og fortabe sig selv i dybder, hvor ingen forstand nogensinde kan nå, men tør man smide forsigtigheden fra sig og tage chancen, så sker det, at troen kommer af sig selv til den søgende, glidende gennem dybderne, og så får man ikke bare lov at se den, men også mærke den.  

Det har jeg selv prøvet, og jeg kan vidne om, at der er få oplevelser så smukke som at se troen boltre sig frit og legende. Har man set dét, så ved man også, at den ikke er skabt til akvarier, hvor den vil syne hen og dø, men må leve frit og vildt, hvilket så også betyder, at vi ikke kan gøre os til herrer over den, men må vente tålmodigt på, at den finder os, ligesom vi må se hvert øjeblik, den bliver hos os som den gave, det er.  

Og ja, det er som sagt ikke ufarligt, for i sindets bølger kan man synke, men med tiden har jeg fået mere mod på springet, for hver gang jeg har været tæt på at drukne i mig selv, har min tro grebet mig og båret mig sikkert til overfladen.  

Næste gang, jeg skriver her på siden, vil jeg dele lidt flere detaljer fra mine oplevelser med troen; hvad jeg har set og mærket. Det bliver – som I måske kan ane fra det ovenstående – ikke stringent og systematisk, for det ville kræve, at jeg puttede troen på en krog for at kunne observere den fra alle sider, og det ville den dø af. Forhåbentligt kan mine erfaringer gavne alligevel.  

Satte du lys i vinduet i går aftes?
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Tirsdag den 5. maj

Ja, mon ikke du gjorde! Også fra mit vindue sendte de levende lys en stille hilsen ud i mørket – og ud til de adskillige andre oplyste vinduer rundt omkring. Vi kan i år ikke fejre befrielsen, som vi havde regnet med, bl.a. med store alsangsarrangementer og festgudstjenester. Alligevel er der et skær af fornyet aktualitet over den, vel ikke mindst for dem af os, der aldrig selv har været i nærheden af at opleve vores frihed blive indskrænket – før nu. 

Sjældent har vi i de forgangne 75 år haft samme behov for at udtrykke vores fælles kærlighed til friheden og vores håb for fremtiden som denne 4.-5. maj. Der er nogle ligheder mellem besættelsestiden og den omfattende krise, vi befinder os i som samfund netop nu, men selvfølgelig endnu flere – og afgørende! – forskelle. For begge gælder, at vi ville lede forgæves efter en mening med begivenhederne, både dengang og nu. Derimod kan vi måske finde en mening i alt det, der sker: i sammenhold og fællesskab på trods af modstand og vanskelige vilkår. På en mørk baggrund lyser desto stærkere alt det, vi opdager, at vi sammen håber på og vil kæmpe for: frihed og fred.

Da frihedsbudskabet lød i radioen om aftenen den 4. maj, hedder det sig, at danskerne over hele landet rev de forhadte mørklægningsgardiner ned for i stedet at sætte lys i vinduerne. Der blev festet i gaderne den aften og de følgende dage. Glæden har ikke været udelt, heller ikke på Frederiksberg, hvor man fra kirken den 5. maj stadig har kunnet se ned ad Frederiksberg Allé til de nedbrændte ruiner af Den Franske Skole. For mange andre har krigen også kostet dem dyrt. Men befrielsen skulle fejres; lysene i vinduerne sås desto klarere med mørket som baggrund.

Den 5. maj 1945 var kirkeklokkernes morgenringning forlænget – som de var det i dag – for at fejre befrielsen. Dengang var det en synlig fjende, der overgav sig, og med ét blev danskerne frie til at leve som før. I dag kæmper vi mod en usynlig fjende, og der bliver næppe nogen frihedsmeddelelse, der straks giver os vores gamle liv tilbage. Men lyset skinner i mørket – ligesom det gjorde i går aftes fra vores vinduer. Håbet om frihed og fællesskab uden begrænsninger lever. Håbet om at kunne samles til gudstjeneste i kirken igen og høre den kristne grundfortælling: om lyset, der skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Glædelig 5. maj!

En hilsen fra organist David Bendix Nielsen

Vi går gennem tiden
Af sognepræst Michael Brautsch
Mandag den 4. maj

Når summen af erfaringer overstiger summen af forventninger, så er du færdig. Muligvis er der stadig puls, men reelt er der i øjeblikket ikke mere at komme efter. Hvis du ikke har forventninger til livet, hvis du ikke er videbegærlig på tilværelsen, og hvis du ikke ejer nysgerrighedens og forundringens gave, så er livet ved at blive lagt i graven. Af dig selv eller af de omstændigheder, der gør, at du nu har vendt verden og livet ryggen. Det kan være det enkelte individs død eller hele samfund og kulturer. Lysten til forandringer og til at indoptage nyt samt denne fundering over forholdet mellem årsag og virkning er civilisationens puls. Og dette gælder også for det enkelte menneske; det ligger forankret i selve eksistensen. Denne midlertidige eller bestandige død kan hedde livstræthed, angst eller depression. Men den kan også indtræffe pga. store livsomvæltende forandringer, gode som dårlige, der rammer: Dengang jeg fik børn, dengang jeg fik kræft, eller dengang jeg på anden måde blev revet væk fra min vante plads, og pludselig så livet fra en ganske anden vinkel. Da jeg med et fik de helt store spørgsmål stillet, og dermed også måtte svare an på disse: Er det vigtigt, er det godt nok, er jeg glad? Det er, hvad ordet ansvar betyder: at svare an på livets og dødens tilspørgsler.

For vi kan ikke undslippe døden. Digteren Morten Søndergaard har skrevet en lille bog, med titlen Døden er en del af mit navn. Heri er en kort fortælling om emirens tjener, der møder Døden på et marked. Døden gør tegn til ham, men han skynder sig bort på emirens hurtigste hest til Samarkand. Emiren spørger Døden, hvorfor han har skræmt tjeneren, men Døden svarer, at det aldrig har været hans hensigt at skræmme nogen. Han var bare overrasket over at møde tjeneren på dette marked. For han havde en aftale med ham i morgen. I Samarkand.

Nogle dødsfald kan man være ganske uforberedt på, andre kommer mere planlagte, eller mere præcist: de er forventelige og måske endda kærkomne, når livet ikke længere er værdigt at leve. Mange mennesker må nødvendigvis afslutte livet i hjælpeløshed i en seng, og man må langsomt vikle sig ud af livet, på samme måde som man i begyndelsen af livsbanen måtte vikle sig ind. Besværet af det uvante og afhængig af andre, overgivet til andres omsorg, men måske også med tiden og kræfterne til (hvis medicinen ikke har døvet det bort) at kunne sætte den uundgåelige død i forhold til livet; perspektivere de to polers forhold til hinanden: Hvad betyder det for livet, at jeg skal dø – hvad betyder det for det faktum, at jeg dør, at jeg trods alt også har levet? Hvorledes skal jeg forstå denne begyndelse og afslutning, samt måske vigtigst: det liv der befinder sig imellem dette alfa og omega?

Er livet som et landkort med faste grænser, der rækker fra nord til syd og fra øst til vest – en absolut begyndelse og en lige så absolut afslutning? Eller mere som en globus, hvor alting går rundt og rundt, hvor der intet ægte punktum er, men kun midlertidige ophold, gentagelser og repetition – en evighed i nye forklædninger? Mange har, af religiøse eller kulturelle grunde, en cirkulær livsforståelse. Den græske filosof Parmenides (ca. 500 f.Kr.) mente, at intet, der reelt eksisterer, kan opstå af intet og ej heller igen blive til intet. Dvs. alt det, der er, har altid været og vil altid bestå. Og dermed er tidens gang kun en illusion. Eller som Rugsted og Kreutzfeldt hærgede hitlisterne med engang: Det går rundt op og ned i uendelighed! Under alle omstændigheder er det en fejlslutning at tale om, at tiden bevæger sig. Vi siger bramfrit, at tiden går, og gamle mennesker taler gerne om, at jo ældre man bliver, desto hurtigere går den.

Men i virkeligheden er det os, der går gennem tiden, for hvad skulle tiden gå i forhold til? Som Albert Einstein lærte os, så er alting relativt, også time, dag og uge. Og øjeblikket er kostbart; som sand, der løber igennem mine hænder, kan jeg ikke holde på det. Standser du op og får snuset til blomsten, så den kan kildre dine sanser, får du talt interesseret med et barn, kysset den elskede og fortalt de vigtigste mennesker i dit liv, at de betyder alt for dig – med ord eller med en gestus, der ikke kan misforstås?  Får du foldet nuet ud, så du for alvor ser det, du vil, og får hørt din melodi, mens tid er? For det er sjældent det, vi får gjort, vi fortryder på dødslejet, men alt det vi ikke fik gjort.

Hvis vi antager, at livsbanen ikke er cirkulær, men virkelig har en første begyndelse og en reel afslutning med sikre dødstegn, kiste og begravelse, så kommer der en særlig alvor og noget enestående (modsat den cirkulære gentagelse) - en særlig storhed over det første og det sidste åndedræt i livet. Det fik jeg selv at mærke, da jeg først mistede mine forældre og senere selv blev far. De to mennesker, der gav mig livet, fik ikke oplevet, at jeg gav stafetten videre, og det fik stor betydning – både i min afsked til dem samt i min modtagelse og opdragelse af deres børnebørn, som både ligner dem og ligner mig, dengang jeg var lille.

Prædikenhilsen
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Søndag den 3. maj

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

Et nyt skoleår
Af sognepræst Helle Krogh Madsen
Lørdag den 2. maj

De sidste mange år har jeg været præst på meget nedsat tid i Frederiksberg Sogn, fordi jeg primært har været leder af Folkekirkens Skoletjeneste i København og på Frederiksberg. Sådanne folkekirkelige skoletjenester findes der i næsten hele landet. Deres opgave er at tilbyde skolerne i de lokale områder undervisningsforløb inden for emner, hvor folkekirken bredt forstået har noget at byde ind med.

Derfor er jeg lige nu sammen med min kollega, der er religionslærer, ved at lægge sidste hånd på årsplanen for skoleåret 2020-2021. Den skal her i maj ud til alle lærerne på de 100 skoler i København og på Frederiksberg, så de har den, når de skal i gang med at lave årsplaner for næste skoleår.

Det er meget opløftende at sidde og planlægge aktiviteter, som minder en om, at tiden med så mange restriktioner for samvær som nu, den ikke varer ved – om end vi ikke ved, hvor længe den vil vare.

Hvad er det så, folkekirken tilbyder skolerne gennem Folkekirkens Skoletjeneste? Ja, 1.-3. klassetrin får mulighed for at arbejde med temaet søskendestrid ud fra nogle af de bibelske fortællinger, der handler om dette tema. Fx fortællingerne om Kain og Abel, Jakob og Esau, Josef og hans brødre og Martha og Maria.

I december tilbydes klasserne et juleprojekt, der dykker ned i historierne bag julens traditioner.

I samarbejde med andre folkekirkelige skoletjenester har vi fået lavet nogle små tegnefilm om at miste – ikke i forbindelse med dødsfald, men tab i forbindelse med skilsmisse, sygdom, travlhed og fattigdom, som klasserne kan arbejde med.

Til foråret kan de arbejde med havdyr og liv i havet ud fra en bibelsk, en musikalsk og en naturvidenskabelig vinkel. I dette forløb kommer klasserne på besøg i Grundtvigs Kirke og på Naturcenter Amager Strand.

3.-6.klassetrin får mulighed for at arbejde med salmer, synge og høre orgelmusik i projektet Et møde med den danske salme, der i 2021 har temaet lys og mørke og handler om morgen- og aftensalmer.

4.-6.klassetrin får også tilbud om at arbejde med brugen af håndtegn i hverdagen og inden for forskellige religioner. I et andet projekt får de mulighed for at komme på Statens Museum for Kunst og se værker med bjerget som motiv og selv arbejde kreativt med dette tema, samtidigt med at de arbejder med bjerget som symbol indenfor religionerne.

Sognepræst og filminstruktør Regitze Marker blev på et tidspunkt i sin konfirmationsundervisning slået af, hvor bekymrede konfirmanderne var over klimaudviklingen og dens betydning for deres og klodens fremtid. Det gav hende anledning til at lave nogle meget fine og tankevækkende dokumentarfilm, hvor børn og unge sætter ord både på deres frygt og bekymring og på hvordan den får dem til at handle. Dette tema og kirkens og kristendommens rolle i den sammenhæng tages op i forløb for hhvl 4.-6.klassetrin og 7.-10.klassetrin.

De ældste elever får yderligere tilbud om at arbejde med filosoffen Søren Kierkegaard og begreberne skyld, frihed, angst, tro og kærlighed i et projekt med titlen På kant med Kierkegaard. Desuden tilbydes de et projekt med titlen Hvor langt kan man gå?, der handler om religion og politik med udgangspunkt i Israel-Palæstina-konflikten.

Til alle projekter udarbejdes der fyldige oplæg, og til mange af dem er der knyttet indledende lærerkurser og undervisning i lokale eller udvalgte kirker.

Med ovenstående har jeg prøvet at give et indblik i en del af kirkens arbejde, som måske ikke er så kendt. Desuden har jeg nydt for en stund at se frem mod en tid, hvor vi igen sender masser af skoleelever ud i kirker, på museer og naturcentre m.v. og møder deres engagerede lærere på diverse kurser.

En hilsen fra organist Rasmussen
Fredag den 1. maj

Vores organist Allan Rasmussen har haft sidste arbejdsdag i Frederiksberg Sogn, imens kirkerne har været lukket. Da der i denne tid ikke er mulighed for at give Allan den fine farvel-reception, som han fortjener, har han i stedet optaget denne video: 

 

Vi glæder os til at kunne sige rigtigt farvel til Allan. 

Om at komme tilbage når alting er som aldrig før
Af sognepræst Helle Park Thorsen Halse
Torsdag den 30. april

Jeg sender en lille hilsen her fra mit kontor på Pile Allé. Jeg er nu tilbage fra min barselsorlov, og selv om det har været skønt at tilbringe 9 mdr. med min lille datter, så har jeg også glædet mig utrolig meget til at komme tilbage.

Det mærkede jeg især, da jeg for 8 uger siden stod i Frederiksberg Kirke til min fantastiske kollegas Pias 25års jubilæum. Det var en meget festlig dag, hvor kolleger og en stor del af menigheden var samlet.

Det var som at komme hjem. Og der gik det først rigtigt op for mig, hvor meget jeg havde savnet kirken. Og her tænker jeg ikke på bygningen, om end den også har været savnet. Men på alle de mennesker som til sammen udgør Frederiksberg Sogns kirker for mig.

Det var så dejligt at se så mange velkendte ansigter og høre, hvordan det er gået siden sidst – at dele stort og småt – det svære og det glædelige – for det er for mig det at være kirke. Når vi samles om det, der er større end os selv og deler vores liv med hinanden. Det har jeg set frem til. - Til at se jer alle sammen igen. Det må desværre vente lidt endnu.

Det er en mærkelig tid vi alle sammen befinder os i, og det er også en mærkelig tid at vende tilbage fra min barselsbobbel. I den tid, hvor jeg har været væk, har kirken stået som noget uforanderligt i min bevidsthed. Jeg har set kirken for mig, netop som den så ud for 8 uger siden, fyldt af liv og velkendte ansigter.  Men da jeg kørte herind gik det for alvor op for mig, at det var en anden kirke jeg skulle tilbage til.

Det gik op for mig, da jeg kørte forbi Tivoli, hvor man på denne årstid altid kan høre de glade skrig fra rutsjebaner og karusseller. Nu var der stille. Og jeg skulle tilbage til en kirke, der stod tom og stille. Men det har været meget opløftende at komme tilbage og erfare, at kirken og fællesskabet stadig består.   For selv om menigheden ikke kan samles, så står det meget klart - ja, faktisk sort på hvidt og i tørre tal – at vi stadig er et gudstjenestefejrende fællesskab!

Vi samles om at se provstiets og mange andre gudstjenester på tv, hjemmesider og sociale-medier, vi ringer med klokkerne og ringer sammen på telefon og på skype, sammen finder vi nye måder at være kirke og fællesskab på.

Tivoli, som jeg nævnte før, har som mange nok ved sloganet ”altid som aldrig før” som udtryk for den stemning, man forsøger at ramme i spændingen mellem tradition, nostalgi og nyskabelse.

Kirken har en lignende formulering, ”ecclesia semper reformanda est”, som ligeledes udtrykker, at kirken, som bærer af tradition, langt fra er uforanderlig, men altid må være i bevægelse og altid må genforme sig i, og til, en hver tid.

For kirken er bygget af levende stene. Og selv om det kan synes, at disse sten for tiden er spredt, så forholder det sig for mig at se, som en af mine yndlingsforfattere, Antoine de Saint-Exeperý, skriver et sted: ”at stenene på byggepladsen ikke mere ligger i et virvar, hvis der bare et sted på pladsen findes en mand, han være sig aldrig så alene, der tænker på stenene som en kirke.”

Og han skriver: ”Jeg sørger ikke over den spredte muld, hvis den bare indeholder et sædekorn. Sædekornet vil suge dens kraft for at bygge noget nyt op.”

Hvordan kirken ser ud, når vi igen kan mødes, det må tiden vise …

Mange af os higer nok efter, at alting bliver, som det var før, men så er det måske meget godt at huske på, at kirken, for at den netop kan være som før, altid må blive, som aldrig før.

På glædeligt og forhåbentlig snarligt gensyn!

Memento mori
Af sognepræst Michael Brautsch
Onsdag den 29. april

Dengang jeg var ung, var jeg udødelig. Det var ikke noget, jeg skænkede mange tanker, dog: jeg var ganske afgjort udødelig. Jeg opførte mig ikke larmende uforsvarligt – tog hverken stoffer eller kørte ræs gennem byen – men jeg var 21 år, livet lå foran mig, jeg var udødelig, og jeg boede i Paris. Her stod jeg i lære som voksen, og her prøvede jeg kontrolleret livet af. Der voksede en hestehale ud af det tykke mørkebrune hår, og skjorten og skægvæksten var kopieret fra musketeren d´Artagnan. Tiden var midt firserne, og mit udryk var mest af alt ungdommelig skødesløst, så hvis det ikke havde været for min unge alder og hvis scenen ikke havde været ”byernes by”, så havde det været en ulidelig prætentiøs krukke, man havde kunnet møde på de lange avenuer og i de små krogede gader. Nu var jeg blot en ung ubekymret gut, og jeg var udødelig.

Men langsomt blev jeg optaget af små flænger i det store gyldne forhæng, af noget jeg ikke tidligere havde lagt mærke til. Det gik langsomt op for mig, at alting har sin modsætning – som spejlene i Tivoli, hvor den lille tykke udgave af beskueren på den konkave side, uundgåeligt har den lange tynde ditto på den konvekse side. Jeg måtte gennemrode, hvad der lå bag ved den evige ubekymrethed og ungdommens overflødighedshorn af liv; den øjensynlige evige solopgang – og de gentagne nye muligheder, selve livet. Langsomt indså jeg, at også jeg var underlagt forgængeligheden. En af de første gange var i et lille galleri på Boulevard Montparnasse, tæt på Luxemburg haven. Et galleri med malerier. Da jeg kommer ind, ser jeg en ældre dame, der venligt hilsner på mig. En kunstner har forsøgt sig med en stiløvelse: hvidt kranium, slukkede vokslys, fluer på æbler, et timeglas og små putti – disse småfede englebasser, alle kender fra maleren Rafael – som iagttager, blæser i trompeter eller, som her: blæser sæbebobler. Dette er et yndet motiv fra især renæssancen, barokken og rokokoen: legen med sæbebobler billedgør udtrykket ”Homo bulla est” – mennesket er (kun) en boble – vi opstår, lever, drejer om os selv og svæver, men brister uundgåeligt en dag. Som Storm P, der filosoferer, at livet er at sammenligne med et cirkus: man kommer ind og bukker, render rundt, bukker igen og går ud. Jeg står i det lille galleri i Paris, og husker en aria af Ambrosius Stub, der er indskrevet i vandposten ved Klokketårnet i Faaborg, barndommens land:

Verden er et Flyve-Sand.

Sandet blinder os vort Øye,

Sandet volder Foden Møye,

til vi naaer det faste Land.

Verden er et Flyve-Sand.

Livet er en besværlig vandring gennem sand, og alting er forgængeligt.

Kort tid efter får jeg nyt hjemmefra – en ung pige i vennekredsen har længe haft ondt i livet, og nu har hun gjort en ende på det hele. Hun var 21 som jeg selv, og med en håndfuld piller har hun besvaret Hamlets store spørgsmål, hvorvidt livet er værd at leve eller ej. Den franske eksistentialist Camus, skriver i forordet til bogen Sisyfos Myten, at selvmordet er det vigtigste filosofiske spørgsmål af alle. Det er ved at besvare dette, at alt andet bliver væsentligt. Hvis livet ikke er livet værd, så har intet længere værdi; intet, bortset fra døden. Og hvis vi ikke dør for egen hånd, så må vi, med alderens og livsforandringernes erfaringer alligevel konstatere, at livet er skrøbeligt som en fin porcelænsfigur. Måske står den elegant og sart på hylden, med kun få ubetydelige skrammer til vi når de 100 år; måske har den fået en hård medfart, nødtørftigt holdt sammen med lim og plaster, og er kun den halve tid i denne verden på denne jord. Kanhænde den går i tusind stykker når man er 21, fordi man selv søger mod afgrunden. Vi er som sæbebobler, der kan briste hvert øjeblik, og dette blev mit livs første memento mori: Husk, du skal dø, en påmindelse om livets korthed og min egen dødelighed. Verden er et flyvesand, og jeg er en boble på vej rundt i manegen.

Del din historie med Frederiksberg Kirke eller Slotskirken

Af Hannah Svinth-Værge
Tirsdag den 28. april

"Min far fulgte mig den korte vej ned mod alteret i Frederiksberg Slotskirke, han rødmede let på halsen. Jeg var klædt i en lang, æggeskalsfarvet silkekjole med påsyede perler på brystet. Stoffet raslede let, når jeg gik.

Brudebuketten havde farver som efterårsløv, rødt, gult og orange, og vi sang 'Jeg ved en blomst så favr og fin'."

Sådan begynder næstformand for menighedsrådet Louise Winther sin stemningsfulde beretning fra dengang, hun og hendes mand Iver blev gift. Hun runder af med følgende ord:

"Det er snart 24 år siden. Og meget er sket. Vi blev forældre. Vi flyttede i hus. Vi fik nye jobs. Vi har haft vores op- og nedture. Den værste for mig var, da min far pludselig døde i 2011.

Til næste år kan Iver og jeg fejre sølvbryllup, og jeg drømmer om, at vores ægteskab kan blive velsignet nok engang i den uforlignelige Frederiksberg Slotskirke, hvor også mine svigerforældre – som stadig lever i bedste velgående – blev viet for mere end 60 år siden. Jeg tror, jeg vil føle, at en ring bliver sluttet."

Fra Alice Maud Guldbrandsen har jeg modtaget nedenstående bidrag, hvor vi får udfoldet 82 år med Frederiksberg Kirke. Her er den personlige historie desuden vævet sammen med vores fælles nyere historie.

"Frederiksberg Allè var min 'barndommens gade'!

Det var den, fordi jeg boede i den ene ende, dvs. lige ved Sct. Thomas Plads, tæt ved de to store springvand og havde min daglige gang til Frederiksberg Have - hvor kirken altid var et fast sted på ruten. Men ofte smuttede jeg ind i den smukke ottekantede kirke for bare at kigge og mærke stilheden omkring mig. Jeg holdt også meget af bare at slentre rundt i den ligeså smukke, men også meget spændende kirkegård tæt omkring den.

Hver eneste jul i de ca. 20 år jeg boede der, startede min familie og jeg altid juleaften med julegudstjeneste i Frederiksberg Kirke, kl. 15. - el. var det nu 16.00? Og hver eneste dag i Den Franske Skoles børnehave hørte jeg kirkeklokkerne bimle - vist nok omkring frokosttid. 

Disse og mange andre gode minder fra 'der var engang' har i tidens løb givet mig en fornemmelse af, at den kirke er 'min', bl.a. også fordi:          

- dèr blev mine forældre gift, 9. april 1938,

- dèr blev jeg døbt i 1939, konfirmeret i 1953 og gift 1960,

- jeg gik i Marie Kruses Skole fra 1946 til 1957, som dengang lå meget tæt ved min bopæl,

- jeg overlevede bombardementet af Den Franske Skole skråt over for kirken, 21.3.1945

- dèr blev mine forældre bisat fra i hhv. 1993 og 1995

- og derfra ønsker jeg meget gerne, at min sidste rejse får sin begyndelse!"

Så længe kirkerne ikke kan genåbne, modtager jeg gerne flere bidrag og korte fortællinger om jeres historie med Frederiksberg Kirke eller Slotskirken – på mail hasv@km.dk

Hvorfor taler Lars Gustav så meget om hunden?
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Mandag den 27. april

Lars Gustav har en hund. Det ved de fleste, der har hørt én af hans prædikener, for Lars Gustav snakker meget om hunden, når han prædiker. I dag kan I høre, hvorfor hunden fylder så meget i Lars Gustavs forestilling om kirke. 

Prædikenhilsen
Af sognepræst Michael Brautsch
Søndag den 26. april

Du kan læse en tekstversion af Michael Brautschs prædikenhilsen her.

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

Tid til at læse og undres
Af Pia Nordin Christensen
Lørdag den 25. april

Når man går til gamle tekster, betyder det meget at sproget flyder, så afstanden mellem teksten og tiden mindskes. I denne uge fik jeg øje på en meget fin anmeldelse af Niels Brunses nyoversættelse af Thomas Manns ’Huset Buddenbrooks’ og fik virkelig lyst til at læse.

I marts kom en anden nyoversættelse, der også giver lyst til at læse. Det er Bibelen 2020, der endelig er på gaden. Det Nye Testamente blev allerede oversat i 2007 og er i mellemtiden revideret flere gange, men nu er Det Gamle Testamente også nyoversat, så en samlet oversættelse af Bibelen på nudansk foreligger. Det er en fornøjelse at læse i den! Sproget flyder, og gør teksterne lettere at tilgå.

Nyoversættelser giver samtidigt altid anledning til debat. Er oversættelsen faktisk til det bedre eller det værre, og hvilken forudforståelse ligger bag? Det diskuteres ivrigt i tiden, men der er meget andet at lægge mærke til.

Når I om søndagen lytter til en lille tekstbid, så kommer vi sommetider hovedkulds ind i teksten, ligesom det kan ske, at vi kommer hovedkulds ud af den. Så må man stille spørgsmål. Hvad er der gået forud, eller hvad sker der mon lige efter?

Men du kan også på anden vis stille spørgsmål til teksten. Prøv at se det for dig. Hvordan ser der ud? Er vi ved Genesaret sø eller i Jerusalem? Hvordan lyder det, og hvordan lugter der? Hvilke personer er i spil, og hvad er der på spil? Der opstår et hav af spørgsmål. Det er sjovt at lege med spørgsmål til teksten, og du behøver ikke engang stille alle spørgsmål selv. Forleden blev jeg gjort opmærksom på, at der alene i Markus evangeliet stilles over 80 spørgsmål enten af Jesus eller mennesker omkring ham.

Det begynder med en mand i synagogen i Kapernaum, der var besat af en dæmon og han råber til Jesus: ’Hvad er du ude på, Jesus fra Nazareth? Er du kommet for at ødelægge os dæmoner?’ Folk blev forskrækkede og begyndte at diskutere i munden på hinanden: ’Hvad sker der her?’

Ja, hvad sker der lige der, og hvilken betydning får det? Bibelen 2020 giver fornyet anledning til at undres og overveje mulige svar. Det kan ske, at noget pludselig åbner sig, som du ikke har set eller hørt før.

Nyoversættelsen af ’Huset Buddenbrooks’ viser sig ved nærmere eftersyn ikke at være helt så ny endda, men 7. udgave, 1. oplag. Bogens første kapitel begynder faktisk med et spørgsmål: ”Hvad vil det sige. – Hvad – vil det sige…”  ”Ja, for dælen, c’est la question, ma trés chére demoiselle!” :) God læselyst!

Historien om Simon Peter

Hver lørdag fortæller Charlotte Falmer om én af Bibelens personer for børn. I dag handler fortællingen om disciplen Simon Peter:

Der er kø ved håndvasken
Af sognepræst Michael Brautsch
Fredag den 24. april

”Der er kø ved håndvasken!” – siger vi, når der er tilpas mange, der skal prøve at undskylde en misere eller frasige sig ansvaret for en større eller mindre fiasko eller skandale eller blot vil klargøre, at det, der nu sker, har de ingen del eller lod i. På en måde kan man føre udsagnet tilbage til Pontius Pilatus, der langfredag vaskede sine hænder offentligt, da han så, han blev nødt til at lade Jesus korsfæste. Matthæus skriver: ”Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ”Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag. ”Hele folket svarede: ”Lad Hans blod komme over os og vore børn!” Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede Ham til at blive korsfæstet”.

I denne tid er der overalt kø ved håndvaskene, bogstaveligt talt. Aktiekurserne er styrtdykket i hele verden, og kunne man have set ind i fremtiden, ville det nok have været en god ide ved årets begyndelse at have sat sparepengene og pensionen i sæbe- og håndspritindustrien. Der bliver vasket og sprittet hænder som aldrig før, og det er nu blevet det vigtigste ”fag” i skolen – ja, der er blevet opsat adskillige ekstra håndvaske i skolegårdene, så de mindre børn (for det er kun dem, der må komme i skole i denne tidlige fase) konstant og igen og igen kan få skrubbet bakterierne af. Vi vasker vores hænder tørre og sprukne; ikke for at frasige os ansvar, men for at nedkæmpe den ubudne og farlige Corona gæst. Nogle børnepsykologer advarer om, at denne konstante fokus på håndhygiejne kan være med til at udvikle OCD (tvangstanker) hos børnene, men det er pest og kolera, aske og ild. Når noget, på den ene side, er godt, så er det helt sikker også, på den anden side, skidt.

Næste forår, som forhåbentlig ikke vil være så forsømt mht. den sociale kontakt, vil mange kloge hoveder komme frem og fortælle, at flere af de tiltag, vi gjorde, var helt forkerte, ja direkte skadelige. De vil stå i bagklogskabens skarpe lys og pege fingre af dem, der bestemte; de forsigtige, der gennemførte lukninger og afspritning, samt de dristige, der så stort på advarslerne. Når krybben er tom, og konkurserne blæser over landet og verden, så bides de ramte heste, og aviserne bliver fulde af klummeskribenternes ”det, vi skulle have gjort”, samt ”det, vi ikke skulle have gjort”. Og så kan der igen blive kø ved håndvaskene.

Del din historie med Frederiksberg Kirke og Slotskirken
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Torsdag den 23. april

I min sidste hilsen opfordrede jeg jer til at dele jeres historie med Frederiksberg Kirke eller Slotskirken. Det er der kommet flere fine beretninger ud af, og da ikke alle kan komme med på én gang, kan I se frem til en fortsættelse i næste uge. Det vil kun glæde mig – og sikkert også andre læsere her på siden – hvis flere vil dele deres historie. Min mailadresse er stadig: hasv@km.dk

En af de første, der skrev til mig, betegnede sig selv som en "ældre herre med abstinenser" – efter kirken, naturligvis. Skønt "kun andengenerationsfrederiksberger" kan Peter Budtz datere sin families historie med Frederiksberg Kirke tilbage til 1916, og siden dengang har kirken været ramme om mange af de store livsbegivenheder i familien: dåb, konfirmationer og efterhånden også en del begravelser. 

Peter Budtz runder af med følgende ord:

"Egentlig hører jeg til Hellerup Kirke, men de har ikke set lyset og indført eftermiddagsforestillinger, så også derfor er Frederiksberg kirke mit valg. Jeg kan lide kirkerummet, specielt efter at balkonen kom væk, at der er så mange alternerende præster med hver deres stil, jeg kan lide at være en del af et fællesskab og synge de kendte salmer, og så kan jeg før se til min Lisbeth og svigerfar og mors grav."

Knap var dagens hilsen kommet på hjemmesiden i sidste uge, før jeg modtog en mail fra Charlotte Falmer, der som nok bekendt også er vores kirke- og kulturmedarbejder og derfor var lidt forbeholden: For som ansat var det vel ikke hende, der skulle dele sin historie. Men selvfølgelig skulle hun det, og derfor får I her historien om Charlottes første møde med Frederiksberg Kirke. 

Charlotte havde netop været til jobsamtale og var på vej til stationen, da hun opdagede, at kirken var åben:

"Jeg glemmer aldrig nogensinde den følelse, da jeg trådte ind i Frederiksberg Kirke første gang! Det var nærmest magisk. Jeg blev paf, jeg blev "lille" på den smukke måde, og jeg stod og stirrede op på orglet og stjernehimlen og tænkte; "Jeg kan aldrig nogensinde få lov til at arbejde så smukt et sted"! Det var så overvældende, og samtidig følte jeg mig "hjemme" i den kirke, jeg så som en katedral.

Det var en kæmpe oplevelse, og da jeg kom ud i solen – det var i juli måned – var det som om, verden havde været gået i stå et øjeblik.

Da Pia ringede allerede samme eftermiddag og sagde, at jeg havde fået jobbet, tudede jeg, fordi jeg syntes det var så stort. Det synes jeg stadigvæk – for mig er Frederiksberg Kirke den smukkeste kirke." 

Fødselsdag
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Onsdag den 22. april

Dagens digitale indslag bliver kort, fordi min islagkage er ved at smelte. Jeg spiser normalt ikke islagkage, men i dag er en særlig dag, ser I, for i dag har min hund, Cicero, nemlig fødselsdag. Han er opkaldt efter den romerske politiker, Marcus Tullius Cicero (som har fødselsdag d. 3. januar), som var en berømt taler, fordi han (hunden) gør meget. 

Det bliver fejret med leverpostej til hunden og islagkage til min kæreste og jeg.

Der er nogle, der måske kunne finde på at spørge, hvorfor vi dog i al verden fejrer hundens fødselsdag: Han er jo ligeglad, for hunde har ikke styr på datoen. Det er ikke et dumt spørgsmål, faktisk. Jeg vil endda gå endnu videre: Hvorfor fejrer vi overhovedet fødselsdag? 

Hvorfor fejrer vi den dag, hvor jorden har samme position i forhold til solen? 

At vi holder øje med, hvor gamle vi er blevet, er jo praktisk nok i mange forskellige sammenhænge, men hvad er der egentligt at fejre? Der er jo ikke noget grundlæggende, der ændrer sig, bare fordi jorden nu har bevæget sig endnu en omgang om solen. Ja, lige udover, at vi er blevet ældre og dermed er rykket tættere på livets uundgåelige endeligt, og hvorfor skal dét markeres festligt? Det synes umiddelbart som om, at den snarere burde være en sorgens dag - fødselsdagen. 

Ja. Stiller man det sådan op, så bliver det svært at se, hvorfor vi fejrer fødselsdag - både for mennesker og hunde; i bedste fald er dagen en rimeligt arbitrær markering af fremskridende alderdom, mens den i værste fald er en påmindelse om dødens tilstedeværelse i livet. 

Alligevel fejrer vi den. Dagen, hvor vi blev født. Jeg kan ikke fortælle, hvorfor I, kære læsere, fejrer fødselsdag, men jeg kan fortælle, hvorfor vi gør det herhjemme hos mig. 

Vi betragter nemlig livet som en gave. Med gave skal der både forstås, at livet ikke kan tages for givet, men derimod skal ses som skænket, og også, at livet på trods af dets mange skygger og sorger grundlæggende er godt. Vi er glade for at være i live, og vi er glade for, at de, som er i vores liv, er i live. Ja, for ikke alene er livet en gave her i præstegården, men det er de levende også, for det er jo dem, der gør livet værd at leve. Så når vi fejrer fødselsdag herhjemme, så fejrer vi altså, at det nu er lykkedes os at fylde hinandens liv med liv i endnu et år, hvilket ikke er så ringe en præstation, og det gælder alle medlemmer i denne lille familie. Også hunden. 

Et himmelsk rum
Af sognepræst Helle Krogh Madsen
Tirsdag den 21. april

Imens vi venter på igen at kunne sidde i sognets to smukke kirkerum, kan man i tankerne fordybe sig i noget af det, man plejer at lade blikket hvile på derinde. I Frederiksberg Kirke fx den vævede rose foran på alteret, det såkaldte antependium, der ligesom kirkens messehagler er tegnet af kunstneren Mogens Jørgensen og vævet af væveren Astrid Kahn i 1977.

Mogens Jørgensen har lavet udsmykninger i mange kirker landet over. Af de nærmest beliggende kan nævnes Jægersborg Kirke, Mariendals Kirke på Frederiksberg og Timotheus Kirke i Valby. Allerede i 1950 havde et rejselegat gjort det muligt for ham at besøge de franske gotiske katedraler, og i Paris blev han fortryllet af Nôtre-Dames store vinduesroser og Sainte-Chapelles smukke og imponerende mosaikruder.

Derfor var det en meget stor glæde, da Mogens Jørgensen sammen med sin hustru, arkitekt Gudrun Steenberg, i 1965 vandt en konkurrence om en ny kirke i Täby, et nyt forstadsområde i Stockholm. Sammen fik parret derved mulighed for at lave en kirke, hvor arkitekturen og udsmykningen helt fra begyndelsen voksede ind i hinanden.

Det blev til en fantastisk, moderne version af de gotiske mosaikkatedraler udført i samarbejde med det frederiksbergske glarmesterfirma Frese & Sønner. Kirkerummet er en kube med mosaikker fra gulv til loft hele vejen rundt – et samlet areal på ca. 950 m2. Glasmosaikkerne er holdt i de samme nuancer som genkendes fra Mogens Jørgensens øvrige arbejder, så kirkerummet selv på en grå dag ikke virker mørkt, men har et utroligt lys. Om glasmosaikkernes indhold skriver Mogens Jørgensen, ”Forestillingen om ”det nye Jerusalem” (Johs. Åbenbaring), som kommer ned fra himlen, har været en af mine inspirationskilder (...) Jeg er overbevist om, at der i det moderne materialistiske og rationelle samfund findes et større behov end tidligere for et sted og et rum, hvor det enkelte menneske og mennesker i grupper kan fyldes af en oplevelse af noget, som er et svagt genskær af ”det som intet øje har skuet” (Paulus)”.

I 2014 tog 50 personer fra Jægersborg og Frederiksberg Sogne toget til Stockholm for bl.a. at komme op at se Tibble Kyrka i Täby. Det var overvældende at træde ind i kirkerummet, og genkendeligheden fornægtede sig ikke, selvom der er langt fra vævninger til store glasmosaikker. Billederne her på siden giver et lille indtryk af kirken, og kan suppleres med ord fra den prædiken, biskop i Stockholms Stift, Ingmar Ström, holdt ved indvielse i 1976, ”Hela den här kyrkan är ett försök att i färg och form gestalta det som är oåtkomligt, outsägligt, men ända en verklighet. Alla färger finns i dagsljuset, men vi ser dem inte förrän det olikfärgede glaset, kyrkan själv här, tar fram färgerna. Då ser vi dem.”

Næste gang, vi ser på mønstrene i Frederiksberg Kirkes messehagler, bliver det måske med et glimt også af Tibble Kyrkas skønhed.

Hverdagen
Af sognepræst Michael Brautsch
Mandag den 20. april

I dag er det mandag, og for mange ligger det næsten i rygraden, at mandag betyder hverdag, at hverdagen begynder igen, efter weekendens pauseknap har været aktiveret. Men lige nu er der jo ikke så meget hverdag, ikke meget er, som det plejer, selvom rigtig mange børn i vuggestuer, børnehaver og skolens mindste klasser netop begynder en form for ny hverdag, denne mandag på Frederiksberg. 

Jeg er en af de rigtig mange der er svært glad for det digt, Dan Turèll skrev for mange år siden i sit Alhambravej domicil: ”Jeg holder af hverdagen”. Både fordi det er godt gedigen poesi, der får os til at trække på smilebåndet, men også fordi det maner til eftertanke og minder os om dette muligvis let sagte ”carpe diem”, der dog kan være så svært at efterleve: kunsten at gribe øjeblikket, i stedet for at ærgre sig over fortiden eller bekymre sig om fremtiden.

”Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
Der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter…”

Det er jo en kunst ikke kun at spejde efter weekenderne, festivitassen, besøgene, de festlige eller oplysende komsammen, vi plejer at have med hinanden, juleaften og den næste fødselsdag, eller for den sags skyld: den dag, hvor vi ikke længere er lagt ned af coronavirus og kan give hinanden et ordentligt håndtryk eller et knus. 

Verden bliver anderledes, din og min hverdag bliver anderledes, og meget bliver meget lettere og meget bedre. Men overvej engang, om dit liv primært bliver bedre, eller blot anderledes, når vi vender tilbage til den kendte hverdag? Nye besværligheder vil sikkert dukke op, nye benspænd, men også uventede velsignelser. Der bliver sikkert en masse skuffelser, der aldrig kommer til at gå i opfyldelse, og så kan man jo ærgre sig over det, men bliver livet grundlæggende bedre? Vi flytter os, og verden flytter sig. Vi forelsker os stadig, og endnu engang vil vi blive forargede, vi vil komme til at glæde andre og vi vil skuffe over tid. Det er helt sikkert! Velsignelsen ligger ikke i den nye hverdag, der vil komme, men i selve det at have en hverdag. Og det har vi jo stadig, lige nu, selvom vi er underlagt forandringer.

”Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer…”

Der er ikke megen smæld af post i entréen længere, og flere er holdt op med at ryge cigaretter. Digteren skriver om hverdagens huslejeopkrævninger, der nu foregår over betalingsservice samt afstemning af checkhæftet. Det er lang tid siden, vi havde sådan et, men budskabet er klart: Hold af hverdagen, for hvis du leder efter krukken med guld for enden af regnbuen, så opdager du hurtigt, at derhen kan du aldrig komme. Eller som gamle Aristoteles skrev for ca. 2300 år siden: ”Lykken er ikke et endemål, det er den vej du går på”.

Onkel Danny, jeg er med dig hele vejen, når du ganske evangelisk afslutter dit digt med at proklamere: ”Jeg holder stinkende meget af hverdagen”. Denne almindelige ualmindelige mandag.

Prædikenhilsen
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Søndag den 19. april

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

Er Gud sjov?
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Lørdag den 18. april

Én af de aspekter ved den danske kristendom, som altid har tiltalt mig vældigt, er vores manglende frygt for parodier og jokes. 

Det er ikke noget, man kan tage for givet: Der er mange kristne samfund i verden, som bestemt ikke tager godt imod, at man laver en vittighed på bekostning af Jesus, for ikke at tale om ikke-kristne religiøse samfund, hvor konsekvenserne ved forsøg på humor kan være alt andet end morsomme. 

Men sådan er det heldigvis ikke i Danmark. Her sætter vi tværtimod næsten en ære i at kunne grine både med og af vores tro, og hvis man er så heldig at være facebook-venner med præster eller andre ansatte i folkekirken, så vil ens feed ofte indeholde jokes, sjove billeder (memes) eller måske endda videoer, hvor det er kristendommen, der står på mål. Ja, det slår mig ligefrem, at en præst, som ikke kan grine af sig selv, sine kolleger og sit arbejde nok vil blive mødt med en vis skepsis af ikke bare det videre samfund, men især af sin egen menighed. Her i kirken skal man kunne grine af kirken!

Jeg tror egentligt ikke, at det er, fordi vi ikke tager det hele seriøst. Tværtimod, jeg vil mene, at den danske folkekirke tager sin opgave ganske alvorligt. Vi har dog forstået, at humor og seriøsitet ikke altid er modstandere, men derimod ofte viser sig at være tætte allierede, for en velplaceret morsomhed både fremhæver alvoren og gør det lettere for os at være i det alvorlige. 

Som min far engang instruerede mig: “Det er godt, hvis du kan få folk til at grine under din prædiken, for mens de har munden åben, kan du stoppe evangeliet ned i halsen på dem.”

Det er et godt råd. 

Det er naturligvis værd at understrege her til sidst, at blot fordi vi i folkekirken har forstået, at humor naturligvis skal have en plads, så er det jo langt fra givet, at vi rent faktisk også lykkes med at være sjove; der er forskel på at være sjov og på at være glad for at grine, men det gør ikke så meget, for lykkes vi ikke med ikke det første, kan vi i det mindste det sidste, og det gør vi. 

Herunder har jeg tilladt mig at inkludere en række memes. Et meme er et billede, et billede med tekst eller blot et lille tekststykke, som har til hensyn at være morsomt. Det er ikke en genre, som er for alle, men jeg har forelsket mig fuldkomment i dén form for humor, og jeg vil gerne dele mine religiøse yndlingsmemes med jer. Så kan I jo selv vurdere, hvor meget humor denne præst besidder. 

Se flere memes her.

Del din historie om Frederiksberg Kirke eller Slotskirken
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Fredag den 17. april

I min (relativt korte) tid som præst i Frederiksberg Sogn er der én ting, der særligt har gjort indtryk på mig, nemlig hvordan Frederiksberg Kirke har nærmest ikonisk status i byen. "Alle kender den ottekantede!", som min mand slog fast med samme selvfølgelighed, som han kunne have sagt, at Jorden er rund. Han er i øvrigt både døbt, konfirmeret – og nå ja, gift i kirken.

Med sin beliggenhed ved Runddelen, lige over for Haven, vil ingen, der har gået tur forbi, være i tvivl om, at her ligger en smuk og særlig kirke. Men mere end dét: For utallige familier på Frederiksberg har kirken haft en væsentlig rolle i deres fælles historie. Kirkerummet har taget imod dem, både i sorg og glæde. Ingen andre menneskeskabte rum – ud over kirkerne – spænder så vidt. For lige så mange er kirken deres helle, et fredfyldt sted at gå hen alene med sine tanker, bekymringer, bønner ... Sidst, men ikke mindst, er kirken stedet, hvor vi mødes for at synge, bekende og lytte.

Præsterne spiller for så vidt en mindre rolle i alt dette. For kirken er de mennesker, der bruger den! Det kan vi ikke for tiden, men vi kan til gengæld udveksle de historier, erfaringer og oplevelser, vi har med os – sammen og hver for sig – med kirkerummet.

Derfor vil jeg her opfordre alle jer, der læser med, til at dele jeres historier om Frederiksberg Kirke eller Slotskirken! Det kan bare være en replik eller en lille fortælling. Hvad er din historie med kirken? Hvilken oplevelse har sat sig spor hos dig? Hvad tænker du især på, når du ser kirkerummet for dig?

Du kan skrive til mig på hasv@km.dk; så tager jeg alle indkomne bidrag med i en fremtidig hilsen her på siden.

Tak
Af sognepræst Michael Brautsch
Torsdag den 16. april

”Vor Gud og Far,
tak for alt, hvad Du giver os:
For livet og alt det, der gør os glade,
for de mennesker, vi holder af.
Lær os at passe på os selv
og den verden, vi leve i.” 
Amen. 

Når man er fanget i hjemmets isolation, som vi er mange, der mere eller mindre er i øjeblikket, så kan mange følelser og stemninger melde sig. Der kan komme rastløshed, hjælpeløshed, kedsomhed, eller foretagsomhed og ny funden hittepåsomhed. Og måske kan der også melde sig en taknemmelighed, trods alt. Den kan godt være en fremmed fugl, når hverdagens små plager overtager tankerne, eller når det, som nu, langtfra er hverdag i denne besynderlige tid. Ja, fremmed og eksotisk kan taknemmeligheden være, selvom vi nok annammede den i barndommen. Da lærte vi af vores forældre at sige tak: ”Du skal sige tak for mad, og tak for i dag, og tak fordi jeg måtte komme og tak for kage og saftevand, og husk nu at sige tak til tante for den fine striktrøje du fik i fødselsdagsgave.” Når man så bliver voksen, gør det ikke noget, man husker lidt af barndommens lærdom: ”Tak for kaffe, tak for køreturen og tak for i dag.”

Når man så bliver lidt ældre igen – kan hænde først når livet har udstukket nogle smældende lussinger – så husker man måske at sige: ”Tak for endnu en morgen og tak for dagen, der gik, tak for livet og tak for familie og venner. Tak for al den kærlighed jeg har oplevet i mit liv og tak for døden, der skal bringe mig hjem til Gud og alle dem, jeg har mistet.” Og det siger man, fordi det gør godt. Ikke fordi man er bange, eller fordi man skal, men bare fordi det gør godt.

Når man er barn, lærer man at sige tak, og når man så bliver ældre, lærer man taknemmelighed. For taknemmelige kan vi først blive, når vi har oplevet på vores egen krop, at vi aldrig må tage noget for givet, hverken helbred eller formue. At tage noget eller nogen for givet betyder, at man ikke tænker særlig meget over det, man får, det man bliver givet – man tager bare imod det som om det ikke var noget særligt, og man føler slet ikke trang til at sige tak. Eller også glemmer man det, fordi der er så meget andet, der fylder i hovedet og i hjertet.

Vi må aldrig tage vores næste – dem vi før, under og efter karantænen møder i byen hver dag – for givet. Vi må være glade for, at vi kan stole på hinanden og gå i fred på gaden. Og vigtigere: Vi må ikke tage livet for givet, for livet er skrøbeligt og kan når som helst gå i stykker. Og vigtigere endnu: Vi må aldrig tage kærligheden for givet, for den skal vandes og passes og plejes – ellers visner den mellem vores hænder, som en blomst der er glemt i en vindueskarm.

Men vigtigst: Vi må aldrig tage Gud for givet! Gud er vores Himmelske Fader, og hele vores liv og lykke, skæbne og eksistens hviler i Hans hånd. Gud er vores Herre både i livet og i døden, og den kærlighed vi får fra Ham i vores dåb, den overgår alt. Det må vi altid huske på.

”Tak Gud, for dagen og lyset og glæden. Tak for alt det, jeg modtog for intet, og tak for det håb jeg kan knytte til fremtiden. Tak for den syngende glæde – for sol og regn, varme og blæst i foråret omkring mig. Tak for blomster og frugt, kornet på marken og dyrene; børn og gamle tanter. Tak for, at livet tager os i skole og lærer os om alvor og leg, og tak fordi livet også engang ender, så evigheden kan blive hjemme hos Dig. Kære Gud – tak for storhed og fald, for familie, naboer og venner og for alle dem jeg ikke kender, men som jeg skal møde engang. Tak for mine hænder, at jeg kan hjælpe og værne dem som er svage. Ja, Gud – kort sagt: Tak for livet og tak for, at jeg kan føle og udtrykke taknemmeligheden over det!”

Der er meget at se, hvis vi har blik for det
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Onsdag den 15. april

Jeg deler to billeder med jer i dag.

Siden jeg var barn, har jeg fundet ansigter og billeder i alting. Når jeg går tur på stranden, glæder det mig for tiden blandt alle sten at få øje på dem, der ligner fiskehoveder. Herunder ses to af mine bedste fund. Den store fisk fandt jeg for et par år siden en søndag formiddag, hvor vi havde et hold konfirmander med på Asnæslejren og skulle forberede gudstjeneste ved vandkanten. Den lille fisk fandt jeg en tidlig september morgen efter en magisk svømmetur i solopgangen.

Det sker efterhånden alt for sjældent, men jeg kan også godt lide at ligge på ryggen i græsset og følge skyerne med blikket, mens de langsomt glider forbi. Figurer og skulpturer skabes, omformes for så igen at forsvinde for øjnene af mig. Det er ren foræring. Der er én, der engang har sagt, at hvis du vil se stjerner, er du nødt til at løfte blikket!

I Bibelen bruges verbet ”se” 542 gange. Alene i Matthæus evangeliet bruges se hele 26 gange. Et af de bedst kendte steder er: ”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade og jeres himmelske fader giver dem føden.” Sommetider skal man se noget for at få øje på noget andet.

Der er meget at se, hvis vi har blik for det. Det har Camilla. Jeg fik en mail fra hende forleden, og hun havde vedhæftet det andet billede, I kan se i dagens hilsen. Jeg faldt øjeblikkeligt for træet med det store hjerte formet af kirsebærblomster. Og så en lille klump struttende påskeliljer foran. Det blev for mig et billede på nogle helt centrale begreber i kristendommen. Jeg blev nysgerrig efter at høre, hvad Camilla mon selv havde set? Og spurgte hende om lov til at bringe både billedet og hendes svar til mig:

”På de dage hvor jeg mister modet, hvor mit blik kun er indadvendt og jeg pludselig ikke kan finde vej, forsøger jeg at huske at løfte blikket, at se op og se ud.

På en aften-gåtur forleden kom jeg forbi dette syn, og jeg tænkte med et: Treenigheden. "Fader, Søn og Helligånd," sagde jeg indeni, mens jeg kiggede på påskeliljerne. Jeg blev stående og lidt efter repræsenterede liljerne Tro, Håb og Kærlighed, og jeg smilede for mig selv og tænkte på Frederiksberg Kirke, og blev fyldt både af taknemmelighed og fornyet mod.”

Det gør jeg også over at få sådan en hilsen.

En hilsen fra Charlotte Falmer
Onsdag den 15. april

Hver tirsdag holder vores kirke- og kulturmedarbejder Charlotte Falmer Tirsdagstræf i menighedshuset. Hun savner alle jer, der plejer at komme, og derfor har hun lavet en lille hilsen til jer:

Hvis alting nu var som altid
Af sognepræst Helle Krogh Madsen
Tirsdag den 14. april

En norsk præst og salmedigter, Sindre Skeie (f. 1978), har skrevet en sang, ”Hvis alt hadde vært som vanlig”, om at måtte undvære hinanden i denne tid. Den er blevet delt meget på Facebook, men jeg synes, den fortjener at blive delt også her, fordi den med enkle ord så fint beskriver, hvad mange af os tænker og håber.

Sangen er oversat til dansk af sognepræst Tine Illum, Sdr. Bjert.

Hvis alting nu var som altid,  
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi´t dig et klem.
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær´ mange,
og alt det, vi kender, ku´ ske.

Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
- mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.

Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
- alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden så rig.

Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og gi´ dig – som altid – et klem.

Prædikenhilsen 2. påskedag
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Mandag den 13. april

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

Prædikenhilsen påskedag
Af sognepræst Michael Brautsch
Søndag den 12. april

Læs tekstudgaven af dagens prædikenhilsen her.

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

Et norsk digt
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge 
Lørdag den 11. april  

I en måneds tid har vi nu gået og længtes efter en genåbning af samfundet, så vi kunne vende tilbage til det liv, vi havde før 11. marts. På tirsdag begynder som bekendt den gradvise genåbning, men vi forstår efterhånden også, at det ikke bliver en normalisering af noget som helst. Vi må fortsat leve med skrappe restriktioner, også i kirken, for vores land – ja, hele verden – er besat en fjendtlig virus.

Så meget desto mere er der grund til at holde fast i håbet – og glæde os til det liv, det fællesskab og samvær, vi skal tage op igen – skønt vi ikke ved, hvornår det bliver. Der er flere måder at holde fast i håbet på. Mange af os har nok sunget med fra Højskolesangbogen, når Philip Faber hver morgen folder sig ud ved flygelet, men også lokalt er der mange initiativer. Fx spiller og synger vores tidligere korleder Lis Vorbeck og hendes mand Hermann hver formiddag danske sange fra deres altan; det er efterhånden et tilløbsstykke. I min nabogade, Dr. Priemes Vej, stiller nogle beboere sig op hver aften lidt før kl. 19 med to kæmpe højttalere midt på vejen og spiller først høj musik, inden hujen, klappen og grydelågsbrag tager over fra vinduer hele vejen rundt.

Vores daglige hilsner her på siden er også et (mere stilfærdigt) bidrag til håbet om, at vi holder sammen og holder ud, til vi kan mødes igen.

Et par dage efter nedlukningen begyndte nedenstående digt at cirkulere på de sociale medier. Det var netop skrevet af nordmanden Hans-Olav Mørk, som er præst og digter, og oversat af Morten Miland, sognepræst i Høje Gladsaxe. I al sin korte beskedenhed synes jeg, det giver nogle fine billeder på det, vi glæder os til og længes efter – og hvorfor. Jeg er selv vendt tilbage til det flere gange de sidste uger, og i dag vil jeg så dele det med jer.

ET NORSK DIGT I DENNE TID

Vi skal mødes når dette er ovre,
ved et bord i en stopfuld café,
i en kirke, i midtergangs trængsel
mod Guds alter og det som skal ske.
Vi skal feste og synge og le.

Vi skal give hinanden et løfte,
at vi mødes når vejen er gået.
Når det mørke og onde er bag os,
når den prøve vi fik, er bestået,
skal vi dele det svar vi har fået.

Men svaret, det har vi i hjertet
Det at elske hinanden er alt,
bære byrder når en har for meget,
holde oppe når nogen de faldt.
Til at elske, til det er vi kaldt.

Prædikenhilsen langfredag
Af sognepræst Pia Nordin Christensen 
Fredag den 10. april  

Læs teksten til dagens prædikenhilsen her.

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

Prædikenhilsen skærtorsdag
Af sognepræst Helle Krogh Madsen
Torsdag den 9. april  

Læs teksten til dagens prædikenhilsen her.

Se også en videogudstjeneste på Folkekirken Frederiksbergs hjemmeside fra kl. 10.30. Se den ved at klikke her.

Podcast om søndagens tekst
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Onsdag den 8. april

Jeg talte med en fra Tirsdagstræf forleden i anledning af, at hun fyldte rundt. Hun var ved godt mod, selvom dagens frokostfejring af gode grunde var udskudt. Som så mange andre holder hun sig i tiden isoleret hjemme bortset fra en daglig gåtur for at holde sig i gang. ”Mon vi samles til Tirsdagstræf på denne side af sommerferien,” spurgte hun? ”Jeg ved det simpelthen ikke,” svarede jeg. 

For en ting er, at vi forhåbentligt snart igen vil kunne genoptage vores gudstjeneste- og menighedsliv. Noget andet er, hvornår menigheden vil føle sig tryg ved at deltage? Mandag aften fik vi at vide, at kirkerne tidligst åbner igen 11. maj. Det kan godt være, at Tirsdagstræf er af en størrelse, så vi skal om på den anden side af ferien, før vi kan mødes igen. Vi ser tiden an.

Ud over sognets gudstjenester er de vante mødesteder i menighedshuset også lukket ned. Tirsdagstræf er kun et af dem. Spejder, kor, kirkehøjskole, strikkecafe, sorggruppe og prædikenværksted er andre. I går fik jeg en mail fra en, der ofte deltager i Prædikenværkstedet. Han skrev: ”Nu ved jeg ikke hvilke planer, du har med prædikenværkstedet. Men jeg tænkte på, om vi ikke kan læse søndagens tekster for os selv og skrive vores tanker ned og sende dem til dig på mail?”

Måske vi kan lave et digitalt prædikenværksted? Jeg vil overveje, hvordan man kan omsætte hans ide til en frugtbar samtale. Til alle, der med interesse læser og gerne vil være i dialog med søndagens prædikentekst, vil jeg foreløbig varmt anbefale et nyt tiltag. Det er en ny podcastserie, som jeg i kraft af, at jeg i disse år også er stiftspræst for efteruddannelse i Københavns stift, har været en af initiativtagerne til. 

Podcasten hedder ’Prædiken på vej – en samtale podcast om teksten.” Det er blot at google ’Prædiken på vej,’ så er podcasten tilgængelig. Der er mange, der godt kan lide podcasten som form, fordi man kan lytte, samtidig med at man lufter hunden, triller barnevognen eller laver mad. Serien er bygget op omkring en samtale mellem en præst og en gæst, som præsten synes, det kunne være interessant at tale med om søndagens tekst. Man kommer ind i præsternes prædikenværksted. Håbet er, at samtalen vil sætte gang i tanker, som kan være små åbninger til søndagens tekst og prædiken både for præster og kirkegængere.

Du kan finde podcasten ved at klikke her.

Se, hvordan korene øver
Onsdag den 8. april

Som Pia Nordin Christensen nævner i sin hilsen herover er også Frederiksberg Sogns kor lukket ned i disse uger. Og så alligevel ikke helt. For korleder Sigrid Damsager øver med sine kor digitalt på mange af ugens dage. 

Her ser I fx, hvordan man også kan synge og vise I østen stiger solen op.

"Påskeblomst! hvad vil du her?"
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Tirsdag den 7. april

Heldigvis er der mennesker, som er klogere end mig. Dygtigere end mig, bedre med ord og visere end mig. Mennesker, som jeg kan læne mig op ad i denne, den første påske i folkekirkens historie, hvor der ikke fejres gudstjeneste. Jeg skal gerne indrømme, at det efterlader en tom følelse i maven på mig, for selvom jeg ved, at kirke er langt mere end det, der foregår i selve kirken, og at kristendom først og fremmest handler om det liv, vi lever med hinanden, så savner jeg godt nok muligheden for at mødes, synge gamle og mærkelige sange og lytte på en mand eller kvinde, der snakker om ligeså mærkelige og endnu ældre historier, i en kjole, som senest var på mode i renæssancen. Ja, mødes til alt dette i et rum, der selv forsøger at finde den fine balance mellem teatersal, auditorium og antikt tempel. 

Næsten alt, hvad der sker i kirkerummet er mærkeligt og gammelt.  

Det er ikke tilfældigt, at det er sådan. Alt, hvad der sker i kirkerummet, er gammelt, fordi vi i dette rum forsøger at indfange det, som er tidsløst, ja evigt, og alt, hvad der sker i kirkerummet er mærkeligt, fordi vi i dette rum forsøger at fastholde, at det, som vi til dagligt har nemt ved at se hen over og tage for givet, i virkeligheden rummer hele tilværelsens storhed, der skænkes os uforskyldt og ufortjent. 

Jeg snakker om kærligheden: De gode ord og venlige handlinger, som vi dagligt giver til kære og fremmede, de små og store ofre, som vi gør for hinanden - ofte uden at skænke dem en tanke, de ordinære fællesskaber, som vi bygger vores liv på og i. Med andre ord: Den helt almindelige dagligdagskærlighed, som der ikke synges sange om i radioen, som digterne sjældent skriver om, og som de fleste af os alt for nemt glemmer, fordi den ikke stråler lige så stærkt og spektakulært som lidenskaben, forelskelsen og begæret. 

Det er denne almindelige kærlighed, der dyrkes i kirkens rum, ja, i dette rum påstås det utroligt nok, at det almindelige gode, vi gør for hinanden, tilhører og bringer os i forbindelse med selveste evigheden, og at den hverdagsglæde, vi tænder i hinandens liv, derfor er værd at bide mærke i, og derfor rummer dette rum næsten udelukkende det mærkelige og gamle.

Det er det, som gudstjeneste er for mig: Påmindelsen om, hvor meget skønhed, storhed og vidunder, der findes i et brød, der deles, et smil, der gives, et venligt blik, der sendes. 

Nu er dette rum - gudstjenestens rum - taget fra os. Det står der jo stadig og troner, men vi kan ikke komme ind i det, og selv hvis vi kunne, så kan vi ikke bruge det til det, som det blev skabt til: At samle os, så vi kan minde hinanden om, at det ældste og mest almindelig er værd at bide mærke i. 

Derfor sidder jeg med en følelse af tomhed, og det er en følelse, som kun er vokset i takt med, at vi har nærmet os påsken, hvor vi sammen skulle have sat en stor, fed streg under det, der siges til os hver eneste søndag i kirkerummet. 

Ja, det er en trist tanke, at nu, hvor vi i højeste grad har brug for at blive mindet om, at kærligheden er den stærkeste kraft, ja, at den er stærkere end selv døden, dér er vi i stedet tvunget til at nøjes med vores skærme, og uanset hvor meget, vi anstrenger os, vi, der arbejder for kirken, så vil den flade skærm jo aldrig kunne favne os på samme måde som kirkens høje rum. Skærmen kan ikke rumme vores håb som kirkerummet gør det. 

Derfor er det godt, at der er mennesker, der er klogere end mig. Dygtigere end mig, bedre med ord og visere end mig. Mennesker, som jeg kan læne mig op ad i disse prøvende tider. 

Ét af disse mennesker er Grundtvig. Jeg har svært ved at udtrykke, hvor meget jeg havde glædet mig til at synge hans "Påskeblomst! hvad vil du her?", som er én af mine absolutte yndlingssalmer; i den formår Grundtvig at indfange hele kristendommen i nogle få linjer og viser på den måde, hvordan det største gemmer sig i det mindste, det utrolige i det ordinære. 

Nu får jeg ikke lov at høre vores kantori synge den i år, og det er trist, men heldigvis bliver dens ord ikke mindre vigtigere af at blive læst snarere end sunget, og skulle abstinenserne blive for voldsomme, kan jeg jo forsøge selv og trøste mig med, at sangens glæde er skænket også til os, der ikke har smukke stemmer. 

Det samme vil jeg opfordre jer læsere til: Læs "Påskeblomst!" og syng den, hvis I vil. Forhåbentligt vil den kunne være kirke for jer, som den i øjeblikket er det for mig, for det er det, den er: Denne lille sangs seks vers, de er i denne tid mit kirkerum, for deres fortælling om den lille, almindelige blomst, der stædigt trodser sne og regn og vender tilbage til os år efter år, forvandler den blå himmel over mig og græsset under mig til et gammelt og mærkeligt sted, hvor jeg huskes på livets store sandhed: At kærligheden aldrig dør, og derfor kan håbet leve evigt. 

Det er i denne salmes håbefulde rum, jeg nu søger tilflugt, for den fastholder mindet om, at evigheden trådte ind i vores verden og gav os del i sig, og på den måde fastholder den løftet om, at lyset altid vil følge på mørket, og at kirkeklokkerne en dag vil lyde over et fyldt rum igen.

Livet opstår. Det gør vores liv med hinanden også. 

Glædelig påske.

Påskeblomst! hvad vil du her?

1

Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?

2

Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.

3

Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

4

Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.

5

Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

6

Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

Danmark, N.F.S. Grundtvig 1817

Uden sorg, ingen glæde
Af sognepræst Michael Brautsch
Mandag den 6. april

”Den kære Gud og Skaber / den mindste orm er nær; Han føder fugl og markens lilje klæder;”

B.S. Ingemanns salme ”Nu titte til hinanden” fra 1837 er en af de mest ønskede salmer til dåbsgudstjenester og vielser. Det er egentlig en salme for børn, med vidunderlig melodi af C. E. F. Weyse, skrevet i en tid, hvor børnedødeligheden ramte næsten alle familier. Ved første øjekast ser den ganske sorgløs ud, men oprindelig er den skrevet som en morgensalme til lørdag, den ugedag, Jesus lå i graven. At han skriver om orme, kan umiddelbart forekomme ubehageligt med død og gravlæggelse i baghovedet, især når det er en børnesalme. Selvom en almindelig dansk regnorm lever i det øverste jordlag, så vil folkeviddet (fejlagtigt), at den færdes i den sorte gravjord helt nede ved den døde. Er det den overtro, Ingemann spiller på?

Eller peger salmedigteren på en helt enkel og nærmest genial måde på det store og uundgåelige spørgsmål, der i større eller mindre udstrækning kommer til alle, der bekender sig til den kristne tro: Hvis Gud er almægtig og algod, hvis Gud er kærlighed, hvorfor er der så modgang i verden? Lige nu kæmper verden mod Corona, engang var det Den Spanske Syge, kolera og pest, men hvis Gud har skabt mennesket i kærlighed, hvis Gud vil være vores himmelske Fader, hvis det skal give nogen mening, at vi er elskede, og at ingen kærlig forælder giver sine børn sten og slanger, når de beder om brød og fisk (som Jesus selv formulerer det), hvorfor er der så lidelse, sygdom, handicap, modgang, trængsel, ulykke og vanskæbne?

Ingemann siger jo i salmen, at Gud er ormen nær, og at Gud på tilsvarende måde er mennesket nær. Mennesket er ligesom ormen underlagt naturens vilkår, hvad enten det handler om at være et led i en fødekæde eller om at være underlagt sygdom. Ligesom ormen på et tidspunkt bliver ædt af en fugl, således kan mennesker med en virus, eller med en livstruende sygdom blive ædt op af deres sygdom. Når det nu er således, hvordan kan man så samtidig sige, at Gud er mennesket nær?

På hvilken måde er Gud denne orm nær? Dette lille lavtstående væsen uden øjne, gemt væk fra solens stråler, en skabning, der får de fleste (ud over haveejere og lystfiskere) til at væmmes. Er Gud ormen lige så nær som mennesker? Hvad er forskellen på dyr og mennesker i Guds øjne? Ifølge Bibelen er dyr ikke ”levende væsner”! De er levende, men ikke levende væsner på den måde, at de har fået livsånde. Skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel 1 og 2 fortæller det således: Efter at alle dyr og planter var blevet skabt, formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev ”et levende væsen”. Livsånden gør, at mennesket nok er levende som alt andet levende, men vi kan noget andet og mere end det. Mennesket har eksistens og ikke bare kan, men skal forholde sig til sig selv og sin livssituation. Meget deler vi med dyrene og det øvrige liv på planeten, men ikke eksistensens vilkår.

Ormen er med Bibelens ordvalg ikke et ”levende væsen”, men alligevel er Gud den nær, fordi også den er en del af det store skaberværk. Gud er ormen nær, da den har fået livet, og alt liv er som en stor fælles vejrtrækning i denne verden, som synes at sige: "Du er blevet født, og fordi du er blevet født, skal du også dø. Og mellem fødsel og død, hvor lang eller kort den vandring end er, er sygdom, handicap og helbredelse, sult og mætning, vanskæbne og succes." Både dyr og mennesker oplever uundgåeligt både medgang og modgang, men selve begreberne ”medgang” og ”modgang”, som vi også kunne kalde lykke og ulykke, er menneskelige udtryk, som kun giver mening for os. Ormen, der undgår at blive spist af fuglen, hakket over af haveejerens spade eller sat på fiskerens krog, føler sig ikke lykkelig og heldig. Den ”er” bare, og en dag er den ikke mere; så dør den, og det er der ikke den store sorg over i ormekolonien.

Det lyder muligvis gnidningsløst sådan at kunne undgå sorg og depressive tilstande, men det kan ormen også kun, fordi den, uden at vide det, betaler en stor pris: Den kan ikke føle lykke. Den har ikke glæden over solopgangen, forelskelsen, det frie valg med hensyn til arbejde og fritidsaktiviteter. Den forsvarer muligvis sit afkom, men det er et instinktivt forsvar. Højerestående dyrearter kan nok føle en form for sorg, være bange eller opstemte, men der er ikke tale om bevidste valg i hundens og kattens liv, der fører til højere lykke. Ormens liv er sorgløst, men kun fordi det også er glædesløst.

Vi mennesker kan føle sorg, men kun fordi vi er skabt således, at vi både kan føle sorg og glæde. De er tvillingesøstre, de to, og altid danser de ud med hinanden i hånden. Måske ser du kun den ene af dem, enten kun glæden eller kun sorgen, men det er en enøjet rejse gennem livet; der vil mangle en dimension, for der findes ikke lidenskab uden lidelse og intet lys uden mørke. Det ene findes ikke uden det andet. Det er som med hulspejlet i tivoliets spejltelt: I det spejl, der buer indad, ser du lille og tyk ud, mens du på bagsiden af det samme spejl bliver lang og tynd. Det ene forudsætter det andet, for ”sorrig og glæde de vandre til hobe”, som salmedigteren Thomas Kingo skrev. 

Prædikenhilsen palmesøndag
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Søndag den 5. april 

Hvis du gerne vil læse dagens prædikentekst, kan du finde den her på Bibelselskabets hjemmeside. Der er to evangelietekster, og denne prædikenhilsen er bygget på den første, fra Markusevangeliet, kap. 14, vers 3-9.

Ønsker du at læse Hannah Svinth-Værges prædikenhilsen, kan du finde den her.

Du kan også se en videogudstjeneste på Folkekirken på Frederiksbergs hjemmeside. Du finder videoen her fra kl. 10.30 palmesøndag.

Ar på sjælen
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Lørdag den 4. april 

I 1984 arbejde jeg et efterår som medhjælp hos Gerard, en fransk økologisk grøntsagsbonde, i en lille landsby sydøst for Paris. Gerard havde et lille primitivt hus med hul i taget, et stykke jord og et stort hjerte. Det var lærerige måneder, hvor jeg sammen med et par andre for kost og logi hjalp til med årets høst. Hver lørdag solgte Gerard sine varer på markedet i nærmeste landsby og længe før, der var noget, der hed Aarstiderne, pakkede vi hver onsdag bestillinger til den nærmeste storby, hvor Gerard havde godt 20 kunder. Det var en fest at høste og pakke de kasser. Grøntsager er af samme grund det eneste, jeg er virkelig god til på fransk.

Han havde en enkelt kunde i sin egen landsby, Bernadette, som var lærer på skolen. Det var blevet mørkt en sen efterårsdag, da jeg for første gang bragte to kasser over til Bernadette. Jeg skulle møde hende på skolen, og vi gik snakkende over skolegården, mens hun ville vise mig vej. Dengang var der ikke noget, der hed corona, men jeg gik to meter fra hende - og trådte derfor ud over en meter høj kant. Jeg kendte ikke skolegården og kunne ikke se kanten for kasserne, jeg bar. Jeg trådte derfor ud i blå luft og landede efter en slags salto på højre side. Jeg husker, at det første jeg mærkede efter var, om tænderne var der endnu. Det var de, og der var ikke sket noget med dem. ”Åh!!!”, sagde Bernadette, og tog hænderne op for ansigtet. Jeg burde have set, at du var på vej ud over kanten! Hun fulgte mig til landsbylægen, der dygtigt syede flængen sammen igen.

Jeg slap heldigt fra det. Intet brækket, fik kun et mindre ar, der i disse år træder tydeligere frem ved højre øje. Og så måske også et lille ar på sjælen. Jeg burde have set se mig for!

I dag går vi af nødvendighed på to meters afstand, når vi følges ad. Vi er i alarmberedskab og meget opmærksomme på hinanden. Et øjebliks uopmærksomhed, og så ligger man der! Selv små beslutninger kan lige pt. få store konsekvenser. Det kan også give ar på sjælen. Må de ar ikke vokse sig større, end vi kan leve med dem. Og skulle de alligevel begynde at gøre det så hav tillid til, at Gud hjælper os med at bære det, vi ikke alene kan bære.

Prædikenhilsner på hjemmesiden i påskedagene
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Fredag den 3. april 

Det er nu mere end tre uger siden, at statsministeren "lukkede Danmark ned", og dermed er det tre søndage, hvor vi ikke har kunnet samles i kirken og fejre gudstjeneste. Der er ingen tvivl om, at det er et stort savn – for menighed, præster og kirkens øvrige medarbejdere.

Mens vi venter på igen at kunne mødes uden at skulle tænke på smittefare, må vi afsøge nye, digitale måder at være nærværende som kirke på. Også her er det et velvalgt billede, at vi "asfalterer, mens vi kører". Vi kan ikke uden videre overføre indhold og form, som vi kender dem, til en digital udgave. Først og fremmest fordi vi heller ikke til optagelserne må samles mere end få mennesker ad gangen! Men også fordi der går noget tabt undervejs: Gennem computerskærmen fornemmer vi ikke orglets fyldige klang i rummet, vi mangler det fysiske nærvær – den dirrende samtidighed, fordi vi er fælles om dette, lige nu og her.

I præstegruppen har vi valgt at tage konsekvensen og forsøger os hen over påsken med et alternativ til videooptagede gudstjenester. Vi kalder det prædikenhilsner. På skift vil vi optage en kortere prædikenrefleksion over dagens evangelietekst, ofte på et sted, der underbygger det tema, vi gerne vil belyse i teksten. Vi runder af med et Fadervor og den apostolske velsignelse, som den også lyder fra prædikestolen.

Vores prædikenhilsner kan naturligvis ikke stå alene uden salmernes poetiske og musikalske forkyndelse. Til hver prædikenhilsen bliver der optaget to salmer, hhv. på flygel og på orglet i Slotskirken. 

Hvis man ønsker en mere klassisk, kort gudstjeneste, linker vi også til provstiets hjemmeside, hvor der vil være en professionelt produceret videogudstjeneste med forskellige præster fra provstiet.

Vi håber, I vil tage godt imod de forskellige initiativer, så vi kan samles som kirke online, så længe situationen kræver det.

Palmesøndag: Hannah Svinth-Værge
Skærtorsdag: Helle Krogh Madsen
Langfredag: Pia Nordin Christensen
Påskedag: Michael Brautsch
2. påskedag: Lars Gustav Lindhardt

Påskesnak for konfirmanderne
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Torsdag den 2. april 

Der er mange, som giver afkald på meget i denne tid. Nogle giver endda afkald på livet. I den sammenhæng kan det virke trivielt at snakke om konfirmationer, som er udskudt, men midt i det store mørke, vi alle står i, er det vigtigt at huske, at det lille mørke, som konfirmanderne står i, såmænd kan føles tæt nok, for de unges verden er mindre end de voksnes, og derfor opleves deres afkald større. Derfor er det vigtigt i denne tid at minde konfirmanderne – og os alle – om påskens budskab: At Gud lader livet opstå, når vi ofrer os for hinanden.

Som bonus får I et billede af mig, der holder tale til min egen konfirmation – blandt andet for min far, der tydeligvis er dybt bevæget.

Møde med de døde
Af sognepræst Helle Krogh Madsen
Onsdag den 1. april 

Biblioteket Frederiksberg, Musikhøjskolen, Frederiksberg Museerne, Teatret Riddersalen og Folkekirken på Frederiksberg skulle i april-maj 2020 under titlen OmSorg have stået for en række arrangementer om temaet tab og sorg henvendt til især børn og børnefamilier.

I den kommende week-end skulle der fx have været kirkegårdsvandringer for børn på kirkegården ved Frederiksberg Kirke under overskriften Møde med de døde. Skuespillerne Kristine Nørgaard Sørensen og Thomas Knuth-Winterfeldt ville for en stund levendegøre nogle af dem, der ligger begravet på kirkegården, og jeg var i fuld gang med at lave manuskript hertil.

Alle arrangementerne søges gennemført til efteråret, men i mellemtiden kan man her få en lille forsmag på, hvem man kunne have mødt. Det var bla Sofie Ørsted, født Oehlenschläger, hvis gravsted mange passerer forbi jævnligt, og hendes berømte bror Adam Oehlenschläger.

Hør engang:

Sofie: Jeg har fået en af de fineste pladser her på kirkegården – lige ved indgangen til kirken. Her kommer alle forbi og ser mit gravsted, og det passer mig fint. Jeg har altid godt kunnet lide at blive set. Da jeg var barn, spillede jeg altid med i de små komedier, som min storebror, Adam skrev. Vi boede oppe på Frederiksberg Slot, fordi vores far var slotsforvalter, og Adam havde en meget livlig fantasi, og skrev alt muligt, allerede da han var 8 – 9 år gammel. Han skrev blandt andet små skuespil, som ham og mig og en ven af os opførte for vores familie i spisesalen oppe på slottet.

Og han kommer jo lige der…Hallo, Adam!

Adam: Hallo Sofie. Nå, jeg har lige været inde i kirken og pudse lidt på sølvet, der sidder på min mindeplade på væggen derinde. Du ved det, som er lavet af gamle sølvsmykker.

Sofie: Gamle og gamle – det var nu mest en hel masse unge kvinder, Adam, der beundrede dig så meget, at de gav deres smykker for at de kunne blive smeltet om og pynte på mindepladen for dig her i Frederiksberg Kirke, fordi det var ”vores” kirke, hvor vi er døbt og konfirmeret og begravet fra.

Adam: Ja, det var lidt underligt at bo på slottet og så ikke måtte bruge slotskirken. At det kun var kongefamilien, der måtte det. Men sådan var det jo. Til gengæld havde vi så hele slotshaven og Søndermarken og Frederiksberg Have. Jeg var aldrig blevet digter, hvis vi to ikke havde leget alle de steder, da vi var børn…….

…...og sådan ville man sammen med de to skuespillere være fortsat rundt til 8-9 gravsteder og have mødt kendte og ukendte døde. Det bliver forhåbentligt muligt på et senere tidspunkt. Foreløbigt kan opslaget her måske inspirere til selv at gå en tur på kirkegården og se på gravsteder. Der hænger en nyttig oversigt på muren ved den lille, hvide bygning ud til Frederiksberg Allé.

Sov sødt, Barnlille
Af organist Allan Rasmussen
Tirsdag den 31. marts 

En af vore allerstærkeste salmer handler om det at være et Guds barn – ung eller gammel. Det er Grundtvigs og Thomas Laubs "Sov sødt, barnlille" – nr. 674 i salmebogen. 

I lørdags skulle min lille datter Iben have været døbt i Frederiksberg Kirke. Vi måtte udskyde dåbsgudstjenesten på grund af coronakrisen. Strengt taget kunne vi naturligvis godt have døbt hende hjemme hos os selv, men vi ville alligevel hellere vente til vi kan samle hele familien omkring os i festligt lag.  

I forrige uge døde min far. Ikke som følge af coronavirus, men af en hjernetumor, der allerede for over et år siden gav ham dødsdommen. Kun nogle få af de allernærmeste mødtes omkring hans kiste, inden den blev sendt til krematoriet. Mindesammenkomsten må vente til bedre tider. Min far var hverken døbt eller troende, og han satte kun nødigt sine ben i en kirke. Men han var – ligesom lille Iben – alligevel et Guds barn i ordets altfavnende betydning.

På dagen, der skulle have været Ibens dåbsdag, sang jeg salmen for hende, mens hun lå på mit cembalo. Hun lyttede intenst, men havde alligevel ikke tålmodighed nok til alle syv vers. Derfor står hele teksten herunder. Jeg deler hermed denne fine stund med jer, der har lyst til at kigge med.

Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge! 

Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade. 

Læg hænderne sammen,
da lægger sig amen
til Frelserens bøn,
som stiger i løn
og lyder, hvor englene kvæde;
i Himmerigs kor
det lille Guds-ord
omfavne Guds engle med glæde.

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn,
svang hid sig på åndedræts-vinger;
Gud Fader i løn,
sig ja til den bøn!
Fra lavland livsalig den klinger. 

Og alle de købte,
i Jesu navn døbte,
som striden har stridt,
som døden har lidt,
gik ind til den evige hvile,
istemme så lydt
halleluja nyt,
at englene tie og smile. 

Da drypper som duggen
der manna på vuggen
til barnet på jord
fra englenes bord,
du finder med smil det i morgen;
og klarøjet brat
du siger godnat
til tvivlen og frygten og sorgen.

Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
og nyn på det navn
med nåden i favn,
al jorden til salighed givet!
Nyn: Jesus er min,
så favr og så fin,
min Jesus er lyset og livet!

Luther på 10 minutter
Af sognepræst Michael Brautsch
Tirsdag den 31. marts

Da provstiet fejrede reformationsjubilæet i 2017, lavede vi denne lille film til Kulturnatten. Her forsøger jeg at forklare Luthers reformatoriske opdagelse, med et glimt i øjet. Der skal jo også være noget at grine af. 

Husk, at se filmen helt til ende, hvis du kan klare mosten. 

God fornøjelse. 

Forbundet på kryds og tværs
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Mandag den 30. marts

Kære menighed,

Lige før alting gik i stå, fejrede jeg 25 års jubilæum som præst i sognet. Et betænksomt menighedsråd havde spurgt, om jeg ville festligholde dagen. Jeg er jeg glad for, at jeg sagde ja. Jeg var i ugerne op til optaget af det daglige arbejde og forberedelse til gudstjenesten, og havde vel ikke tænkt så meget længere. Jeg blev helt ærligt fuldstændig overvældet af den varme og venlighed, der mødte mig, da jeg gik for alteret. Og overvældet over at se så mange af jer, som jeg på forskellig vis er i kontakt med, på én gang. Stor tak herfor! Stor tak også for taler, sang og alle hilsener i den anledning. Det har alt sammen bragt megen glæde og taknemmelighed med sig.

I en tid, hvor det ikke er muligt at mødes, har jeg så i stedet lejlighed til at ringe rundt for at sige tak for hilsener. Jeg er stadig i gang. Det gik hurtigt op for mig, at jeg savnede adskillige efternavne, adresser og telefonnumre. Og sådan gik noget andet for alvor op for mig. Det gik op for mig hvor stor forbundethed, der er på kryds og tværs i sognet. Da jeg f.eks. fik fat i Hans Jørgen, kunne jeg spørge til nummeret på Mette, Karen og Inge, og da jeg talte med Jette, kunne jeg spørge til nummeret på Rie og Anni og så fremdeles. Det gør mig virkelig glad. Og sådan arbejder jeg mig stille og roligt fremad. Men der er stadig nogen jeg mangler, så mangler du en hilsen fra mig, så ring endelig.

Jeg hører også, at mange af jer jævnligt er i kontakt med hinanden, og at et af butiksholdene i Genbrugsbutikken f.eks. ringer sammen et par gange om ugen. Det er da også lige til at blive glad af. Og når kirke og menighedshus åbner igen, må vi så i fællesskab have særligt blik for dem, der endnu ikke følges så meget med nogen, at man har udvekslet telefonnumre, men som måske gerne vil.

Mange hilsener,
Pia

Prædikenhilsen
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Søndag den 29. marts

Vi forsøger os i Frederiksberg Sogn med noget nyt: Prædikenhilsener. 

Det er en kort, uformel form, hvor vi fremlægger vores tanker om søndagens/helligdagens tekst i en kort prædiken, hvorefter vi beder fadervor og lyser den apostolske velsignelse. Det hele er omkranset af to salmer. 

 

Vi håber meget, at I synes om denne anderledes form, og så minder vi om, at I kan finde en mere klassisk (om end stadig kort) gudstjeneste her.

Hvis I ønsker at læse manuskriptet til dagens prædikenhilsen, så kan I skrive til mig på lgl@km.dk. 

Over alleens lindetræer
Af sognepræst Helle Krogh Madsen
Lørdag den 28. marts

I 2016-2017 var Frederiksberg Kirke lukket i en længere periode på grund af renovering af kirkerummet. Da den åbnede igen, blev der holdt en festgudstjeneste, og til den lejlighed var jeg blevet opfordret til at skrive en salme.

Jeg valgte at skrive den på organist Allan Rasmussens melodi til helligtrekongersalmen ”Vise mænd kom den lange vej”, som forfatter Niels Brunse skrev til Frederiksberg Kirke i 2008.

Jeg skrev således salmen på et tidspunkt, hvor det heller ikke var muligt at komme ind i Frederiksberg Kirke, men jeg skrev den med utallige billeder på nethinden efter at være kommet der igennem mere end 30 år som præst, kirkegænger, koncertdeltager og meget andet.  

Jeg forsøgte at sætte ord på kirken som hus og sted, på det man ser, når man sidder derinde og lader blikket vandre rundt - og på det man bliver en del af ved at sidde på bænk sammen og ved at stå, knæle, lytte, tænke, bede og synge sammen derinde. Sådan kom den til at lyde:

Over alleens lindetræer,  
der viser et tårn med spir, at her 
der ligger en fin variant
af et Guds hus, et sted på jord,
hvor der er kirke med Ånd og Ord,
bygget i ottekant. 

Søjler af egetræ, der bær´, 
så loftet er højt nok til enhver 
af tankerne, vi kommer med.  
Her bli´r de sat i perspektiv, 
mødes af Guds ord om død og liv, 
her finder troen sted. 

Når vi af glæde mangler ord, 
når livet er tungt og sorgen stor, 
når sjælen har brug for lidt fred, 
da lukker kirken døren op, 
vi bliver kirke med ånd og krop: 
jordisk treenighed. 

Prædikestol og alterbord,  
fra begge forkyndes samme Ord, 
en bibelsk og himmelsk replik: 
Gud væver kærligheden ind, 
Jesus er rosen til menneskesind, 
nadverens symbolik. 

Tillid til det, der håbes på,
er dåbstro til store og til små,
og elsket på forhånd af Gud
kan vi med Ordets efterklang,
stemte i sind af musik og sang
træde i livet ud.  

Og sådan lyder den sunget af Camilla Dahlgren og spillet af Allan Rasmussen: 

Tegnekonkurrence på Facebook
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Fredag den 27. marts

Den seneste uge har man på Frederiksberg Kirkes Facebook-side kunnet følge nogle dygtige børns tegninger til tre centrale bibelhistorier fra Det Gamle Testamente. 

Den første historie var skabelsesberetningen, og børnene blev opfordret til at tegne det mest fantastiske, Gud har skabt – ifølge dem. Det var inspirerende at se, hvordan børnene har sans for skaberværkets under, fra den mindste regnorm (med regnormebaby!) over havets mangfoldige liv til selve jordkloden med sol og måne.

Som den anden historie havde jeg valgt Moses i sivkurven. Tegningerne viste både det ydre drama: det lille barn i kurven, omgivet af drabelige krokodiller – og det indre: Moses' mor, som med et forpint udtryk må sende ham ud på Nilens vand.

Den sidste historie i første runde var beretningen om Jonas, som prøver at stikke af fra Gud og derfor må en tur i hvalens mave. Også her kom der nogle fine og empatiske tegninger ud af det, så enhver kunne forstå, at det ikke er rart at befinde sig inden i en hval!

Senere i dag trækker jeg lod, og den heldige vinder får snarest et flot påskeæg leveret til døren. Hvor ville jeg dog gerne kunne give alle børnene et påskeæg! I stedet kan jeg håbe, de vil være med til endnu en runde, denne gang med historier fra Det Nye Testamente. Næste fredag, den 3. april, trækker jeg igen en vinder. Og hvem ved – måske bliver det dit barn eller barnebarn, der får påskeægget! 

At være tjener for Gud
Af sognepræst Michael Brautsch
Torsdag den 26. marts

I Frederiksberg Sogn savner vi vores menighed. Vi savner at se jer, at høre jer, at tale med jer om stort og småt; vi savner at fejre Gudstjenesten med jer alle. Men så må vi jo mødes her på nettet, vi må hver især holde vores små andagter i hjemmet, og en af de bibelske personer, der har inspireret mig mest til hjemmeandagt er Jomfru Maria. Vi protestanter gør jo ikke så meget stads ud af hende, men på søndag er det netop den dag, vi markerer bebudelsen: da ærkeenglen Gabriel kom til den unge pige og fortalte hende, at hun skulle føde himlens kongesøn. 

Hun bliver naturligvis forskrækket, og skal beroliges med et ”frygt ikke”, men det er nok lettere sagt end gjort, især når det er en himmelsk budbringer, der kommer på besøg, og navnlig især når man får at vide, at man er blevet gravid med Guds Søn, endskønt jomfru!

Hvad gør man så? Hvad gør man, når Himlen trækker i arbejdstøjet nede på jorden blandt almindelige mennesker? Når Gud griber ind i dit liv, og ALT bliver forandret? Løber man skrigende bort, benægter man hårdnakket, indtil det ikke er muligt længere? Går man i panik eller går man i koma?

Maria holder en andagt. Hun forstår ikke tingenes sammenhæng, men hun gør sit lille kammer til et helligsted, og så holder hun en andagt. Hun falder på knæ, breder sine arme ud i en modtagende gestus og siger: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde”! Smukkere og mere enkelt bliver det ikke. Jeg forstår ikke det, Du vil og gør med verden, men jeg er din tjener der gør, hvad Du befaler. Jeg stiller mig til rådighed for Din vilje." 

Og så synger hun en sang. Du kan læse den i Lukasevangeliet kapitel 1 vers 46 til 55. Og så kan du jo selv forsøge dig med en af de nye Mariasalmer i salmebogen, nummer 73: ”Vi synger med Maria”. Skal du have hjælp til melodien? Så gå ind på www.dendanskesalmebogonline.dk. Det lyder måske lidt maskinelt, men indtil vi mødes igen i kirkerummet, så må vi bruge det, vi har. Vi Herrens tjenere.

Præstetanker: Kirkebryllupper
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Onsdag den 25. marts

Hvad vil det sige at være kirke, når kirken holder lukket? Ganske meget, hvis man spørger mig, for kirke er mere end det, der sker i kirkerummet. Ja, kirkerummet eksisterer faktisk bare til at minde os om, at kirken foregår i alle rum.

Velsignelsen
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Tirsdag den 24. marts

Præster og menighedsrådsmedlemmer fra hele Frederiksberg provsti sad omkring bordene og diskuterede på livet løs. Nævn én ting, du ikke kan undvære, når du fejrer gudstjeneste? Nogenlunde sådan lød spørgsmålet, dengang vi lige havde lige taget hul på debatten om fri liturgi. Hvad kan under ingen omstændigheder undværes? Én pegede på prædikenen, en anden sagde salmesangen, en tredje svarede nadveren, mens det for en fjerde var velsignelsen. Havde vi været flere ved bordet var teksterne, bønnerne og dåben formentlig blevet nævnt. Og hvad med menigheden, orglet og kirkerummet?

Jeg havde selv svært ved at vælge. Jeg har de senere år særligt beskæftiget mig med prædikenens teori og praksis, men ville jo f.eks. helt umuligt kunne undvære velsignelsen. Og allerede her efter 14 dage uden at være i stand til at fejre fælles gudstjeneste, er det direkte et fysisk savn ikke at kunne være nærværende under salmesangen eller kunne knæle sammen ved alteret og modtage brødet og vinen – selvom jeg kompenserer ved at lytte til søndagens gudstjeneste her på vores hjemmeside og radiotransmissionen på P1 fra Københavns Domkirke.

Hvad ville for dig være helt uundværligt?

Præster og menighedsrådsmedlemmer var aldrig nået til enighed omkring bordene den dag, men det var heller ikke formålet. Vi fik en fin samtale om, hvad der gør en gudstjeneste til en gudstjeneste, og hvad der under ingen omstændigheder kan undværes, hvis en gudstjeneste fortsat skal være en gudstjeneste. Velsignelsen er for mig ét af de urørlige led. Jeg sænker skulderne, løfter hovedet, retter ryggen og synker ind i den.

I søndags blev jeg forstyrret af radioværten, der begyndte at runde gudstjenestetransmissionen af netop som velsignelsen lød. Hende vil jeg rigtig gerne sidde til bords med næste gang, vi skal diskutere gudstjenestens mest uundværlige led!

Gå med op til orglet i Frederiksberg Kirke
af sognepræst Helle Krogh Madsen
Mandag den 23. marts 2020

Søndag den 1. marts 2020 markerede vi i Frederiksberg Kirke, at sognepræst Pia Nordin Christensen har været præst i Frederiksberg Sogn i 25 år. Det skete ved en festlig gudstjeneste, hvor vi som afslutning blev spillet ud af kirken og over til reception i menighedshuset af organist Allan Rasmussen.

Allan Rasmussen havde valgt at spille Sortie i Es-dur af den franske komponist og organist Louis Alfred Lefébure-Wely (1817-1869), og dette muntre stykke musik gav mig i situationen lyst til at optage det på min mobiltelefon. Det kom jeg desværre først i tanker om midt i stykket. Alligevel deler jeg hermed optagelsen, fordi den giver et øjebliksbillede af en søndagsstund i kirken, som der har været utallige af i tidens løb, og som det er godt at blive mindet om, at der vil komme utallige af igen. 

Optagelsens omfang og kvalitet yder hverken Allan Rasmussens orgelspil eller komponistens virtuositet retfærdighed. Til gengæld minder den underliggende lyd af mennesker på vej ud af kirken om, at kirken ikke kun er husene og rummene, men ikke mindst de levende stene – det vil sige de mennesker, der kommer i kirken.

I den aktuelle situation, hvor vi må undvære at samles i kirkerne, må vi i endnu højere grad være kirke for hinanden, være levende stene, der deler det med hinanden, der er svært at bære, og deler ud af det, vi har brug for for at stå denne alvorlige situation igennem sammen.

Så gå med op til orglet i Frederiksberg Kirke ved at lytte med i videoen herunder og lyt eventuelt bagefter til Sortie i Es-dur i sin helhed på fx denne optagelse.

Gudstjeneste i Frederiksberg Kirke
22. marts 2020

75-året for bombningen af Den Franske Skole
Af sognepræst Lars Gustav Lindhardt
Lørdag den 21. marts 2020

I dag er det 75 år siden, at Den Franske Skole på Frederiksberg Allé ved en fejl blev bombet af britiske fly. 86 børn og 18 voksne omkom. På grund af coronavirus er det ikke muligt at markere dagen med en højtidelighed i kirken, og derfor vil klokkerne i stedet ringe kl. 11.15 og 15 minutter frem.

Bibelhistorien på Facebook
Af sognepræst Hannah Svinth-Værge
Fredag den 20. marts 2020

Corona-virussen er blevet kaldt en farlig gæst. Den er også en højst uvelkommen gæst, der vader ind med mudrede sko og kræver fuld opmærksomhed og service døgnet rundt. Hvis man alligevel skulle nævne ét positivt træk ved vores ubudne gæst, må det være, at den tvinger os til at tænke nyt. Den får os til at holde sammen, til at sætte hensynet til mennesker over økonomi, til at blive mere kreative. 

Også i kirken blomstrer kreativiteten: Vi finder nye måder at være kirke på, hjemme i stuerne. Ganske vist af nød, men hvad gør det, hvis vi kan give næring til troen, håbet og kærligheden, netop når vi har allermest brug for at høre, at det er dem, vores liv bygger på! 

I Frederiksberg Sogn er der normalt et væld af aktiviteter for børn og unge i løbet af ugen. På onsdag skulle vi have haft "Godnathistorie i kirken" med fællesspisning, bibelhistorie og aftensang. Vi rykker nu bibelhistorien på Facebook! Over de næste uger holder vi en tegnekonkurrence, hvor børn kan lægge en tegning til en bibelhistorie ud og være med i lodtrækningen om et påskeæg. Næste fredag regner vi med at kunne lægge nogle af de flotte tegninger ud, også her på hjemmesiden. 

Midt i alvoren synes jeg, der er noget fortrøstningsfuldt i, at vi kun lige er begyndt at udforske alle de opløftende måder, hvorpå vi kan være kirke, "sammen på afstand". 

Hvem ringer klokkerne for?
Af sognepræst Pia Nordin Christensen
Torsdag den 19. marts 2020

Vejret var mildt, ja forårsagtigt og fuglene sang, da jeg i søndags gik en morgentur. Men jeg var helt ærligt ikke rigtig i humør. Da jeg havde gået en halv times tid, begyndte kirkeklokkerne at ringe. Og så jeg blev faktisk glad!

For godt nok kunne vi ikke denne søndag morgen, og vil heller ikke de kommende søndage, samles for at fejre gudstjeneste, men kirkeklokkerne ringer stadig!!! De kalder på os, og minder os om en kærlighed, ingen epidemi kan slå ihjel. De minder os om, at Gud og mennesker hører sammen i tid og evighed! Hver gang jeg hører klokkerne, husker jeg det. Og lyden af kirkeklokker får mig til at glæde mig til den dag, hvor smittefaren er drevet over, og vi igen kan mødes for at lytte til Guds ord, takke og lovprise. Og da vil vi synge! Da vil vi synge, som vi aldrig har sunget før! Måske skal den første salme være Ingemanns:

Nu ringer alle klokker mod sky;

det kimer i fjerne riger.

Hver søndag morgen højt på ny

stor glæde mod Himlen stiger.

Det toner med lov og pris og bøn

Fra jord mod Paradis-haven:

Det var en søndag morgen skøn

Vor frelser stod op af graven.

Jeg synes næsten, at jeg allerede kan høre orglet og bruset af fællessang. Men indtil da, så lægger vi hver søndag en kort gudstjeneste på hjemmesiden fra en af vores to smukke kirker. Så gå ind på denne side, når kirkeklokkerne kalder på søndag.

Frans af Assisi
af sognepræst Michael Brautsch
onsdag den 18. marts 2020

”Herre, gør mig til redskab for din fred.

Hvor der er had, lad mig så kærlighed,

hvor der er krænkelse – tilgivelse,

hvor der er tvivl – tro,

hvor der er fortvivlelse – håb,

hvor der er mørke – lys,

hvor der er bedrøvelse – glæde.

Guddommelige mester, hjælp mig,

så jeg ikke så meget søger

at blive trøstet – som at trøste,

ikke at blive forstået – men at forstå,

ikke at blive elsket – men at elske.

For det er ved at give, at vi modtager,

ved at tilgive, at vi bliver tilgivet,

og ved at dø, at vi bliver født til evigt liv.”

– Frans af Assisi   

Således bad i sin tid Frans af Assisi, og det gør godt at bede denne bøn sammen med ham. Mange mennesker over hele verden er lige nu bange og fortvivlede, mange er syge, men mange er også blevet raske igen. Coronavirus rammer høj og lav, rig og fattig, de veluddannede og dem, der ikke er. Den kender ikke til sociale skel, race eller religion.

Og paradoksalt nok er kirken i disse dage, og måske i lang tid, lukket; nu, hvor vi har så meget brug for et trøstende og opbyggeligt ord. Jo, vi holder begravelser og – hvis det ikke kan undgås – dåb og vielser med næsten ingen gæster. Det har vi aldrig prøvet før, for selv i krigstid, har kirken været stedet, hvor vi kunne komme og søge fred og opmuntring. Her kunne vi lytte til ordet og musikken, eller til stilheden. Vi kunne spørge ”hvorfor”, og måske få et svar, og måske blot finde ro i, at få lov til at stille spørgsmålet. Vi kunne være sammen i bøn og sang, i det rum, hvor velsignelsen har lydt i mange hundrede år.

At være kirke er at være et helligsted – et helingssted for alle de stærke, der bliver slidt, og alle de svage, der ellers ville knække. At være kirke er at give rum og at give stemme til kærligheden. For vi bliver tyndslidte af den corona! Især hvis vi er syge, hvis nogle, vi kender, bliver syge, hvis vi er bekymrede for at blive syge, eller hvis vi skal leve alene og isoleret; eller hvis vi skal leve alt for mange i samme lejlighed og hus i alle døgnets 24 timer – det slider også. Børn skal passes og skoleundervises, og rigtig mange arbejder hjemmefra.

Så må vi være kirke for hinanden. Så må vi hver især hjælpe hinanden med at blive helede og opbyggede, hjælpe med at trøste, forstå, elske og tilgive – som Frans af Assisi bad. Kirken er jo først og fremmest bygget af levende sten, og de levende sten er dig og mig. Og vi er ikke blevet glemt af Den Levende Gud, Han er altid hos dig, også selv om du føler dig alene og bange. Ja, det er nok der, Han er dig allermest nær. Så bliver da tro, håb kærlighed disse tre, men størst er kærligheden.