Matthæusevangeliet 3,1-10

Forestil jer en Gud, som ikke dømmer. En Gud, for hvem der ingen konsekvenser er, som ikke stiller os til regnskab, som ikke stiller krav. Er det ikke drømmen? 

Jeg ved godt, at I ved, at det ikke er drømmen med en Gud, der ikke dømmer, og vi skal nok nå dertil, men stop alligevel lige op og tænk: Er det ikke - helt alvorligt - på overfladen det, vi drømmer om? Jeg kan i hvert fald i mig selv mærke længslen efter at få givet uden at skulle gøre, at være udvalgt uden at skulle vælge, at være omvendt uden at skulle vende mig om. At være elsket af en Gud, som ikke dømmer mig. 

Desværre er det ikke den Gud, vi har. Det er jo især tydeligt med dagens evangelietekst, hvor Johannes fortæller os, at øksen ligger ved træets fod, og ilden og alt det. Det er ikke et særligt rart billede, er det? 

Der er noget middelalderligt over det, og det er umiddelbart svært at få til at stemme overens med den Gud, vi ofte møder i Jesus. Jeg mener: Vi er jo lige blevet færdige med påsken, hvor Jesus helt bogstaveligt giver alt, hvad han har, for at vise os, at han lever for os, selv når vi slår ham ihjel. 

Hvordan harmonerer det billede af Gud, som Jesus viser os på korset, med det billede, som Johannes maler for os i dag?

Ja, efter at have tænkt lidt over det, så synes jeg faktisk, at det harmonerer ganske godt. Jeg ved godt, at det på overfladen ligner en modsætning, men dykker man lidt ned, så ser jeg i stedet to sider af samme mønt. 

I ved, at der ikke findes nogen gaver uden opgaver. Det siger jeg til næsten hver eneste dåbsgudstjeneste, og jeg har også nævnt det i en prædiken eller ti. Jeg tager den lige igen, kort, for en god ordens skyld: 

Alle gaver rummer i sig en opgave. Opgaven er ikke en pris, vi skal betale, for gaver er gratis, men er det, som det kræver at holde på gaven som en gave, og løfter vi den ikke, så taber vi gaven på gulvet. 

Får jeg en potteplante, skal jeg vande den, ellers visner den. Rækker nogen en hånd til mig, skal jeg gribe den, for ellers hjælper den mig ikke. Er jeg så heldig, at nogen giver mig deres tid og deres opmærksomhed, så skal jeg være taknemmelig, for tager jeg andre for givet, kan den rigdom, de skænker mig, ikke hjælpe mig ud af min ensomhed. Så er jeg svinet, som der kastes perler for.

Sådan er det med alle gaver, og det gælder ofte, at jo større gaven er, des større er også opgaven. Når en mand holder døren for mig, skal jeg ikke gøre mere end at takke, men når jeg bliver far, skal jeg gøre alt, hvad jeg kan, og ofte mere endnu. 

Guds gave til os er jo Jesus på korset: Kærligheden, som dør for os. Kærligheden, som overvinder døden for os. Løftet om, at vi er Guds børn, at magten bag alle himle og alle jorde, er med os alle dage indtil verdens ende. 

Guds gave til os er livet: Det liv, der er givet ubetinget og uendeligt, og som skænkes os igen, når vi mister det. 

Det er ikke en lille gave. 

Opgaven er heller ikke lille: Kærlighedens opgave er, at vi elsker, for deler vi ikke ud af kærligheden, visner den. 

Livets opgave er, at det leves med og for andre, for det er ikke nok blot at holde os selv i live. 

Med andre ord: Guds gave til os er et liv i kærlighed, og vores opgave er at leve i kærlighed. 

Før jeg går videre, vil jeg lige bede jer om at bruge et øjeblik på at forestille jer, hvordan det er at leve som Guds barn. Hvordan det er at gå gennem livet med visheden om, at du er elsket uendeligt og ubetinget uden anden grund end, at du er dig, og derfor kan du elske frit uden frygt for nogensinde at løbe tør. Heller ikke, selvom ingen skulle tage imod din kærlighed. Forestil dig, at du kan give dig selv frit og kvit uden at frygte afvisning, for du er allerede taget imod. Forestil dig, at du kan være hos andre uden at tabe dig selv, for du er allerede fundet og holdt om. 

Forestil dig så, at du deler ud af alt det, du har, fordi du kan, og forestil dig det lys, der spredes hos dem, du vender dig mod. Den taknemmelighed, de fyldes med, og det lys, som de derfor tænder hos andre. 

I har med garanti oplevet det før, det jeg snakker om. Nok ikke i mere end glimt, men dog stadig. Evige øjeblikke, hvor verden er, som den skal være, hvor alt er godt, også selvom det måske ikke er let. 

Jeg forestiller mig, at det er dét, som Jesus kalder Guds rige.Jeg forestiller mig, at dét er fred. Himmelsk fred. En uendelig rigdom. Guds gave, når vi løfter Hans opgave. 

Forestil jer så, at I taber det på gulvet. Ja, måske endda kaster det fra jer. I frygt, i foragt, i had, i lede eller apati. Der er mange grunde til ikke at elske. Ingen af dem er gode. 

Forestil jer, at alt dette er givet til jer, og i stedet for at blive givet videre, så ligger det på jorden, ødelagt og nedtrådt. 

Forestil jer, at I har oplevet lyset. Det lys, der kommer fra Gud, som skinner igennem jer på verden og spreder sig fra hvert eneste menneske, I rækker ud til. Forestil jer, at I har set det levende lys. Hvor meget tættere er mørket så ikke efterfølgende?

Forestil jer at være det svin, som himlens perler kastes for. Når vi har fået givet alt, så har vi også alt at miste. Dét er straffen. Dét er dommen. 

Når vi i kirken snakker om Guds straf til os, så forestiller jeg mig ikke en vred, gammel mand, som slår os, fordi vi har været uartige. Jeg tror ikke på en bitter Gud, der er fornærmet over, at vi vender ham ryggen. 

Nej, jeg forestiller mig istedet den enorme tragedie, som det er at spilde den gave, vi har fået. Jeg forestiller mig det tætte mørke og den dybe ensomhed, som vi lukker ind i vores liv, hver gang vi holder andre ude af det. 

Straffen kommer fra Gud, for gaven kommer fra Gud, og straffen er fraværet af gaven, men det er ikke Gud, som straffer os. Det gør vi selv. 

Jeg bad jer i starten om at forestille jer en Gud, der ikke dømmer. Sådan en Gud kan heller ikke give, for hver eneste gave bærer dommen i sig: Den dom, at vi mister gaven, hvis ikke vi løfter opgaven. 

Derfor ser jeg heller ingen modsætning mellem Johannes’ hårde billeder i dag og Jesu hårde dag, langfredag. 

Kristendommen er hård. Kristendommen er svær. Kristendommen er dom. Men Kristendom er også nåde. Kristendommen er gratis. Kristendommen er god. 

For Jesus kom efter Johannes. Langfredag kom efter øksen ved træets fod. Guds svar på vores svigt er tilgivelse, en chance til. Altid en chance til. 

Det er løftet fra korset: At gaven rækkes til os, også selvom vi kaster den fra os. Hver eneste dag gives livet til os på ny, for livets Gud er med os alle dage indtil verdens ende. 

Amen!