Prædiken 4.s.e.p. 2021

”Tag mit hjerte i dine hænder

Men tag det varsomt og tag det blidt

det røde hjerte, nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,

for det har elsket og det har lidt

nu er det stille nu er det dit.

Og det kan såres og det kan segne

og det kan glemme og glemme tit

men glemmer aldrig, at det er dit.  

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte

det sov og drømte i lyst og leg,

nu kan det knuses, men kun af dig.”

Der er noget uendelig fint og sårbart og på samme tid uendelig stærkt ved Tove Ditlevsens digt! 

- Noget uendelig sårbart over et menneskehjerte af kød og blod!

Det kan knuses og kalkes til, det kan såres og det kan også gå i stå… 

Det er skræmmende, sårbart og skrøbeligt - og derfor forsøger vi så godt som vi nu kan at skåne og skærme det.

- Skåne det for svigt, skuffelser og sorg… 

- Forsøger at gøre usårligt - gøre det til sten… 

Men sårede bliver vi uanset - også selv om forsøger at fortælle en anden historie og gøre os hårde og forhærdede!

Sårede bliver vi, med mindre vi selvfølgelig formår at skærme os fuldstændigt fra alt og alle!

Men så får vi samtidig skærmet os fra selve livet!

- fra de glæder og sorger som opstår, når vi lever det!

- når vi åbner vores hjerter for kærligheden, håbet, troen og tilliden… 

For et menneskeliv består af glæder såvel som sorger – vi opnår slet og ret ikke det ene uden det andet…  

Derfor må vi som digteren turde lægger vores hjerter og liv i hinandens hænder – som vi ifølge Løgstrup gør hver eneste gang vi har med et andet menneske at gøre - også selv om vi risikerer at få det knust!

Og omvendt må vi også tage vare på det, af det andet menneskes liv, der lægges i vores.

---

Disciplene vi møder i dag står med knuste hjerter og knuste drømme!

De havde forsømt at skærme deres hjerter, men uforbeholdent lagt deres liv, drømme og fremtid i Jesu hænder.

Uforbeholdent havde de efterladt deres hjemegn, familie, arbejde alt hvad de kendte til, for at følge Jesus.

Og nu står de så her!

Kort tid forinden havde de set ham dø – og deres håb med ham…

Siden blev det langsomt vagt i takt med at de forstod, at han stadig levede – at han stod lige overfor dem og nu står de så her og får at vide at han snart vil forlade dem igen.

”Fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg”, siger Jesus til dem.

- Og det er nok ikke nogen overdrivelse!

Men, siger han, til trøst…

Det er det bedste for jer, at jeg går bort.

For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer;

men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.”

Umiddelbart lyder det som en ringe trøst!

Men det græske ord for Talsmanden, oversættes netop med Trøsteren eller Livgiveren… 

Og således er der liv og trøst i Jesu ord, om end det er ord til farvel – om end det hele virker en smule gådefuldt.

Men selv om det kan være svært at se, når hele ens verden er gået under!

 – Så er det netop der, hvor alting ender – at alting samtidig begynder.

For det er korsets gåde: 

”dersom hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det ene, men hvis det dør, bærer det megen frugt.”

Jesu bortgang er nødvendig for at han kan være tilstede til alle tider – og derfor forlader han dem og sit legeme for at han kan sende sin ånd.

For at vi aldrig i evighed skal være overladt til os selv.

For at han på alle steder og til alle tider kan være i blandt os.

For at puste liv i vore sorgfulde og forstenede hjerter!

- og lade os se, at vi bærer den bortgangede med os i vore hjerter, som vi gør det med alle dem, vi har måttet taget afsked med.

Han sender sin ånd – talsmanden - til at tale til vores hjerter

- det ord, som blev kød og tog bolig i blandt os.

- at Gud i sin store kærlighed til vi mennesker, selv blev menneske for at vise os at det guddommelige netop viser sig i det mellemmenneskelige.

- og at gudsriget manifesterer sig midt i blandt os, når vi formår at leve med syn for det.

Derfor antog han denne skrøbelige skikkelse for at vise os at sand styrke viser sig i sårbarheden – og for at give os mod til at leve i og med denne.

Derfor skænkede han os et nyt hjerte og en ny ånd i vore indre, som det lød fra alteret.  

-       Og gav os alle del i det samme hjerteslag!

For sådan lod han ikke alene sit hjerte banke for os, men med sin bortgang og sendelse af ånden, lod sit han også sit hjerte banke i os.

Således kalder evangeliet på et liv i samhørighed og kærlighed

– det insisterer på det.

Også selvom sorg og hjertekvaler måtte være prisen derfor.

For vi mennesker er ikke skabt med stenhjerter eller til at leve alene.

Vi har alle fået hjerter af kød og blod og vi HAR alle del i det samme hjerteslag.

Men til tider er vi kommet så meget ud af takt, at vi mister sansen derfor – mister følingen for og med hinanden.

Til tider lykkedes det så godt med at skærme vores hjerter for sorg og skuffelser, at det synes følelsesforladt, forhærdet og forstenet.   

- hvilket VIL ske, hvis vi forsømmer at bevæge det!

For hjertet er en muskel - og som det er med alle andre muskler kan denne, også blive doven og stiv, hvis ikke vi bevæger den.  

Vore hjerter har brug for at blive bevæget – vores liv afhænger af det! - vores verden og vores samfund!

For som Inger Christensen skriver i et af sine digte:

kan et samfund være så stenet at alt er en eneste blok og indbyggermassen så benet at livet er gået i chok. og indbyggermassen så benet at livet er gået i chok. Og hjertet er helt i skygge og hjertet er næsten hørt op til nogen begynder at bygge en by, der er blød som en krop, til nogen begynder at bygge en by, der er blød som en krop.

»Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre.

Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.” – lyder det i dag!

- Og det hjerte og han som gav os det, må vi lytte til og sætte vores lid til!

-       Amen.

Afslutning på prædiken.

”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.”

Kirkebøn

Gud,

Vi takker dig for livet

Og fordi du af din kærlighed,

lod din historie blive en historie om os,

så at Gudsriget, er blevet en del af vores virkelighed.

Vi takker dig fordi du taler til os på forskellige måder,

Og hjælper os til at søge dig, på hver vores måde.

Vi takker dig fordi vi kan have tillid til at du følger os

og fører os til livet med de mennesker, der har brug for os

og som vi har brug for.

Vi beder dig.

Giv os styrke til at være sårbare!

Og mod til at leve vores liv fra dybet af vores hjerter.

Vi beder dig virke i os

og med din kærlighed

at være til stede der, hvor der er allermest brug for dig!

Hos de der lever med krig, ufred eller på flugt

Hos de, der lider

af sult, sygdom og sorg

og dem, der snart skal dø.

Hos dem der er ensomme og savner nærvær!

Vi beder for alle dem vi hver især tænker på

og for dem, som ingen tænker på.

Lad dit hjerte banke for dem og os alle,

Og blæs din ånd ind i alt der er forstenet!

Fyld os med din tro, dit håb og din kærlighed.

-       Amen