Markusevangeliet 15,20-39

Hvad forestiller I jer, når I hører ordet kærlighed? Det er jo et ord med mange betydninger, for kærligheden kommer i rigtigt mange forskellige former og udtryk, og jeg møder næsten ligeså mange forskellige forestillinger om kærligheden, som jeg møder mennesker. 

Engang bad jeg nogle elever fra 3. klasse lave en liste over det og dem, de elskede. De fleste skrev deres familie, søskende, kæledyr, måske endda venner på listen. Det havde jeg regnet med. 

Men så skrev de også en sang eller et computerspil eller et fodboldhold på listen. Der var én, der skrev, at han elskede spaghetti, og en anden skrev, at han elskede at læse. 

Da jeg spurgte ind til deres lister, fik jeg fornemmelsen af, at børnene forbandt kærligheden med glæde, for “min søster er sød, selvom hun nogle gange er dum”, som én sagde, eller “det er bare mega fedt at spille med sine venner”, som en anden forklarede. “Spaghetti smager godt, og jeg bliver altid glad, når vi skal have det til aftensmad.” Kærlighed er det, der er rart og godt og sjovt.

Overfor børnenes forestillinger om kærlighed står så den kærlighed, som jeg møder hos de voksne, jeg taler med i forbindelse med vielser, dåb, begravelse og sjælesorg: Her møder jeg en kærlighed, som ikke altid gør glad, ja, som ofte er mere svær, end den rar. 

Tag fx de fleste venskaber og parforhold, jeg er stødt på: Her tænker jeg ikke kun på konflikterne og de sårede følelser, som der jo er mange af, for hvis det er svært at bygge et liv for sig selv, og det tror jeg, at mange kæmper med, hvor meget sværere bliver det så ikke at finde ud af at leve med andre? Jeg tænker også på, at vores venners smerte gør os ondt, og når vores elskede lider, så bliver vores verden mørk med dem. 

Apropos familien: Fra det øjeblik, jeg blev far, var jeg bange, og nu, da den lille er kommet, er jeg også træt og udmattet. Værre endnu er det, at jeg ved, at han kommer til at opleve nederlag og skuffelser og fortvivlelse, som jeg ikke kan tage fra mig, og den viden river i mit hjerte. 

Apropos faderens frygt og smerte, så ved jeg, at al min kærlighed en dag ender med sorg, for enten mister jeg dem, jeg holder af, eller også skal jeg dø med den forfærdelige vished, at de må sørge over mig. 

Der sker altså noget med kærligheden, efterhånden som vi vokser op. Eller måske er det ikke kærligheden, som ændrer sig, men livet. 

Nu sagde jeg i starten af min prædiken, at jeg møder mange forskellige forestillinger om kærlighed. Jeg har dog opdaget, når jeg sammenligner dem, at der er en fælles rød tråd, om jeg så snakker med børn eller voksne: Vi lever for kærligheden, eller rettere sagt, vi lever for det eller dem, vi elsker. Kærligheden giver os retning, fortæller os, hvad eller hvem vores liv skal bruges på. 

Derfor indebærer kærlighed også altid et valg: Skal jeg elske mere end mig selv? Skal jeg leve for det, der gør mig glad, hvilket grundlæggende betyder, at jeg kun lever for mig selv? Eller skal jeg leve for noget andet og nogle andre, velvidende, at mit liv bliver tungere og sværere af det? Skal jeg elske andre velvidende, at det gør mig ondt?

Det er det valg, som melder sig, efterhånden som vi bliver voksne. Ja, jeg vil faktisk påstå, at det er det valg, som gør os voksne, for de fleste børn behøver jo heldigvis ikke at vælge mellem et liv med andre og et liv, der er let og rart og fyldt med glæde. 

Vi siger jo også, at de børn, som oplever konflikt, ulykke og tragedie, bliver tidligt voksne, for det er netop i smerten, sorgen og frygten, som kommer af livet med andre, at vi ser, at vi har et valg, og har vi først set valget, er vi også tvunget til at træffe det. Jo oftere vi tvinges til at vælge, og jo mere afgørende valget er, des mere voksne bliver vi. 

I dag, Langfredag, handler forestillingen om en i sandhed voksen mand. En mand, som har truffet det største valg. 

Hans valg er grundlæggende det samme som vores, for han vælger mellem et liv, der er let og rart og fyldt med glæde, og et liv for andre, men hans valg er meget mere ekstremt, end vores valg nogensinde kunne være, for han er Gud. Han kan vælge at leve et liv så let og rart og fyldt med glæde, at vi ikke engang kan drømme om det. Han kan vælge døden og smerten helt fra, han kan træde ned fra korset og bygge en borg på et bjerg og derfra regere verden, som han vil det. Det lovede Satan ham, og Satan lyver aldrig i Biblen. 

I stedet vælger han at blive hængende. Han vælger smerten, lidelsen og hånen. Han vælger endda mismodet og trøstesløsheden og fortvivlelsen. Han vælger at dø. 

Hvorfor? Så han kan vise os, at hans kærlighed til os er så stor, at den kan overleve, at vi slår ham ihjel. 

Langfredag er sorgens dag, for Langfredag er kærlighedens dag. Langfredags fortælling er fortællingen om, at Gud lever så meget for os, at han dør for at vise det. 

Amen!