Det var nytårsaften 1999, og Dronningen holdt sin tale forud for det nye årtusind. Hun brugte her et udtryk, som i hvert fald for de kommenterende journalister var helt ukendt, nemlig ”Gud i vold”. Ligesom folk i gamle dage ønskede dette for hinanden, når de stod foran en lang rejse eller skulle begynde på noget nyt, ville Dronningen denne aften ønske det for os alle. ”Gud i vold”. Det har selvfølgelig intet med vores sædvanlige brug af ordet ’vold’ at gøre. Der er intet voldeligt over at være i Guds vold, tværtimod, vold betyder her varetægt. Det handler altså om håbet om og troen på, at vi er i Guds varetægt, uanset hvad der måtte ske i vores liv, hvilken lykke eller ulykke vi end måtte møde.

2000 år før Dronningens nytårstale fik en ung kvinde et livsomvæltende besøg. Maria sagde ikke ”Gud i vold”, da hun hørte englen Gabriels budskab, men det kunne hun næsten lige så godt have gjort. Hun tog imod, at hun var i Guds vold – endda i en meget direkte forstand – for ved hans Ånd skulle hun undfange et barn.

Det ér en dramatisk scene, Guds himmelske sendebud og så en ung, helt almindelig pige. Med god grund må englen sige: Frygt ikke! – der kunne være nok at blive forfærdet over. Men Maria er ikke noget offer.

Hun havde næppe ønsket sig at blive med barn uden for ægteskab; det var ikke en del af planen. Hun skulle giftes med Josef og have børn med ham. Alligevel tog hun det på sig, selv om det måtte ændre alt i hendes liv. Marias barn ville også blive Guds søn. Ikke fordi hun var noget særligt, en helgen eller halvgudinde, som hun undervejs i kirkehistorien blev ophøjet til. Nej, netop fordi hun var et helt almindeligt menneske. Derfor er Marias historie også en opmuntring for os alle: Der findes intet A- og B-hold af mennesker – der er ikke nogen, der er foran på point ift. resten. I så fald havde Maria været lang bagud. Allerede her i bebudelsen kommer evangeliet til orde, det glædelige budskab om Guds kærlighed til alle mennesker, som fik krop i det barn, hun skulle bære.

Men det vender unægteligt op og ned på vores måde at tænke på, her i det 21. århundrede, hvor mange af os lever ud fra den forestilling, at vi kan og skal gøre os fortjent til alt her i livet – fx at vores værdighed som mennesker afhænger af os selv, hvilken livskvalitet vi kan præstere. Dermed bliver værdigheden noget, vi også kan miste igen, hvis vi bliver syge og hjælpeløse.

Eller hvad med kærligheden – kan nogen gøre sig fortjent til at blive elsket? Det spørgsmål stillede jeg for nylig mine konfirmander. De skulle lave en podcast om kærlighed, og de fleste havde interviewet hinanden, mens en enkelt havde talt med sin mor. Da de nåede spørgsmålet, om man kan gøre sig fortjent til at blive elsket, lød svaret uden tøven fra de fleste: Ja, det kan man da! En enkelt tøvede, men kun konfirmandmoren svarede klart nej. Du kan godt på forskellig vis stille dig i vejen for at tage imod kærligheden, men du kan ikke forvente den, som en ret, du har optjent.

Der er mange års livserfaring til forskel på mine konfirmander og den ene mor. De er privilegerede unge mennesker, der har modtaget megen kærlighed allerede, helt uden betingelser eller forbehold. Det kan man jo kun glæde sig over. Men det er ikke ufarligt at tænke på kærligheden på den måde, som noget jeg selv har fortjent! Det går kun godt, så længe jeg oplever at blive elsket. Hvis kærligheden slipper op, bliver det en hård dom over mig selv: Hvorfor har jeg ikke længere fortjent at blive elsket? Og hvad med den, der gennem et langt liv kun har ganske få kærlige relationer? Havde han eller hun ikke fortjent mere kærlighed?

På samme måde jagter vi lykken forgæves; den afhænger ligesom kærligheden af noget andet end os selv – af andre. Her kan vi aldrig komme på forkant og sikre os selv. Blive genstand for gavmildhed kan vi kun på sårbarhedens vilkår, er det blevet sagt. Det, vi gør os fortjent til, er for intet at regne mod det, som bliver os til del ufortjent.

Men vi er blevet så optagede af at have styr på livet, at det med læge Ole Hartlings ord næsten er blevet en psykose. Vi tror, vi magter vores liv – i hvert fald så længe det går godt. Når vi bliver ramt af sygdom, sorg eller anden modgang, kan vores forklaringsramme som moderne, sekulariserede mennesker ikke holde os oppe. For vi kunne da bare have spist sundere, motioneret mere, tænkt mere positivt, grebet dagen.

Maria tog sit liv på sig, selv om det ikke altid var let. Her et par uger før langfredag kan vi ikke høre bebudelsen uden allerede at tænke på korset. Maria stod i dets skygge og sørgede over sit barn og Guds søn. Også derfor er hun troens forbillede. Tro er ikke noget med at være nået frem til en afklaret indsigt, der får det tilsyneladende uforståelige til at gå op i en højere enhed. Tro er tværtimod at give afkald på at overskue eller begribe det, der er og bliver ved med at være uoverskueligt og ubegribeligt, men med tillid til, at Gud er med i det hele, at vi er i hans gode hænder, i Guds vold. Derfor kommer der liv også af det ubegribelige og uforståelige.

I den tro ligger en sårbarhed, som gør os åbne for kærligheden, og en svaghed, som rummer styrken til at bære det, vi skal bære.

Det er måske ikke altid så enkelt for os, her 2000 år senere, at leve med Maria som forbillede. Men vi kan da begynde med at ønske os selv og hinanden Gud i vold – i dag og alle dage. Amen.