”Det fineste, et menneske kan blive, er måske i virkeligheden bare det: et menneske.” 

Sådan skriver Svend Brinkmann i bogen ”hvad er et menneske”
– og det vil jeg give ham fuldstændig ret i.

For Gud skabte mennesket i sit billede, som det lyder i skabelsesberetningen; i Guds billede skabt han det, som mand og kvinde skabte han dem.   

Og dermed er det allermest væsentlige om vi mennesker sagt!

Det, at vi mennesker må forstå os selv som individ og som hele den samlede menneskehed på én og samme tid.

- Og netop det, at vi mennesker ikke er skabt til at være andet eller mere end det, vi allerede er!

Det siger måske sig selv, men det synes alligevel væsentligt at blive mindet om, i en tid hvor vi synes at stresse rundt for at realisere vores eget unikke selv - og for at leve op til vor egne og andres skyhøje forventninger og fejlfrihedskultur.

At det fineste et menneske kan blive er at blive, eller måske rettere sagt at forblive, et menneske!
- med alt hvad det indbefatter af styrke, skrøbelighed og sårbarhed – skønhed, skæve kanter, svære og grimme følelser… 

For som førnævnte forfatter påpeger i selvsamme bog, så forholder det sig paradoksalt nok sådan, at kun et menneske kan være umenneskeligt.

Og dette kan opfattes i såvel positiv som negativ forstand
- som et udtryk for et menneskes ekstraordinære og beundringsværdig bedrift
- eller der, hvor et menneske har handlet decideret ondskabsfuldt – dvs. decideret asocialt. 

Men af det, kan man aflede, at for mennesket, er det menneskelige et særligt anliggende - et problem.

Hvorimod det ikke er et problem for hunden at være hund.
Det er den bare. 

Ganske vidst kan en hund være aggressiv og angribe mennesker, men det gør den hverken umenneskelig eller u-hundelig.

På den måde adskiller mennesket sig fra andre væsener, ved at det nyfødte barn ganske vidst er menneske fra begyndelsen, men samtidig må realisere sin menneskelighed livet igennem for at undgå at blive umenneskelig. 

For hvor andre væsener lever med en langt større grad af umiddelbarhed - spiser, sover og reproducerer sig efter instinkt, er forholdet til de samme handlinger for mennesket langt mere komplekst.

Tag nu fastetiden, som vi lige nu befinder os i, som et eksempel,
og de fristelser, der ufravigeligt følger i kølvandet, som gør afholdelse, for de, der praktiserer denne, til et moralsk etisk og/eller religiøst spørgsmål. 

For vi har i tillæg til instinkter, drifter og selvopholdelses også en selvbevidsthed, der gør at vi forholder os til og selv og vores handlingers indvirkning på andre – hvilket er særegent for mennesket.

Og sådan kan man kort sagt sige, at det, at være menneske er en eksistentiel opgave – og det fineste vi kan opnå, netop det.

Og det betyder som sagt, at vi må acceptere vores menneskelighed, med alt hvad det indebærer, men også at vi må acceptere den hos vort medmenneske og anerkende det, som værende netop det!   

Det lyder såre simpelt, men det er som antydet lettere sagt en gjort!

For gang på gang fristes vi til at ville være noget andet og mere og nogle gange, at gøre andre til noget mindre.

Sidstnævnte, så vi blandt andet under anden verdenskrig, hvor nazisterne, for at kunne udføre de frygtelige handlinger mod det jødiske folk, måtte betragte dem som undermennesker eller slet og ret som skadedyr
– og den almene tysker, som mennesker, der ikke vedkom dem.  

Det er selvfølgelig et grelt eksempel og det synes fjernt for os, men ikke desto mindre må vi sande at vi ofte foretager den samme bevægelse i det små.

Når vi fraskriver ansvaret for andre mennesker og vælger os selv, på bekostning af andre…

Fordi vi ikke rigtig synes at det vedkommer os? – eller er bange for, hvad det vil koste os?

Når fornuftens stemme får os til at lukke vore hjerter, for at undgå at blive sårede.

Når vi fristes til at slukke vores fjernsyn og lukke øjnene for alle de mennesker, der udi verden og herhjemme sulter og lider nød, fordi fornuften fortæller os at vi alligevel ikke kan gøre en forskel.

Men det farlige ved de fleste fristelser er at de som oftest er forklædt som fornuft! 

Det er det der er det djævelske ved det.
- At alting kan fordrejes, så vi hverken ved ud eller ind!?
- ondt bliver til godt, godt bliver til ondt. 

Men når fornuften får os til at lukke os om os selv og vores eget og fornuften er det, der kommer imellem os mennesker, så er fornuften fordrejet - og da er det ikke længere fornuft, men frygt, der er den styrende faktor. 

Frygten for ikke at være tilstrækkelig – ikke at være elsket!

Frygten for, hvad det vil koste mig og for ikke at have kontrollen over mit eget liv!

Og det leder os til fristelsen over dem alle!
- den fristelse, at tage den fulde kontrol over sit liv, og skabe sig selv i sit eget billede!
- At ville være andet og mere end det, vi er skabt til – at være menneske! 

Og det er netop det, der er på spil i dagens evangelium!
- også her er fristelsen forklædt, som fornuft i de tre forslag djævlen fremsætter! 

For hvad skulle der egentlig være i vejen for at stille sin sult og sætte djævlen på plads ved at vise ham, hvem han havde med at gøre?

De fleste ville vel have forstået det - forventet det!
– måske endda håbet at Jesus havde taget ham på ordet og vist sin guddommelighed!
- vist sig som en frelser, der skabte brød af sten og udslettede sult, al ondskab, sygdom og død… 

Hvad er egentlig problemet?

- At det ville bryde med janteloven? – fordi fristelserne har det til fælles at de alene tilfredsstiller egoet?

Nej, der er langt mere på spil!

Jesus ville med 3 gange ja, vælge sig selv og dermed lade djævelen sætte dagsordenen!

- Og så ville Menneskesønnen være en saga blot.

For hvis vi nu forestiller os, at Jesus rent faktisk havde sagde ja, så ville han slet og ret sætte hele sin menneskelighed over styr!
- og dermed alt det han var sat på jorden til! 

Nemlig at vise os det guddommelige i det med- og mellemmenneskelige!

- Og med det, fjerne alle de skel, der er sat os imellem og mellem himmel og jord!
- at vise os, at gudsrige ikke alene er at findes i det hinsides, men her og nu, hvis vi tør udfolde det!
- hvis vi formår at blive det, vi er skabt til at være! 

Havde Jesus sagt ja, så ville vi have mistet vores guddomme-lighed!
- så vi ville vi mennesker være overladt til os selv, på en gudløs jord. 

Men heldigt for os, modstod Jesus fristensen til at demonstrere sin overmenneskelighed, sin guddommelighed og dermed demonstrerede han netop den størst tænkelige styrke!
- dermed viste han sin sande guddommelighed! 

Han valgte at være sin identitet tro!

Han valgte medmennesket ved at forblive et menneske!
– og han gjorde det på menneskelivets præmisser, med hvad dertil hører af sult, angst, fristelse, død, sorg, glæde, håb
– alt sammen sammenfattet af kærlighed.

Kærligheden til menneskelivet. 

Alt det og mere til, gjorde Jesus for at vi kunne hvile i den kærlighed!

Og dermed blev vi sat fri fra at skulle være noget andet eller mere end det vi er, sat fri fra hele tiden at skulle være præstere og forsøge at blive perfekte…  

Dermed viste han os, at det fineste, et menneske kan blive, blot er det: et menneske.”         

-       Amen