Matthæusevangeliet 20,1-16

Vores Gud er en nådig gud. Af alle de egenskaber vi tillægger Gud, så er den vigtigste for os mennesker, at Han er nådig. For det er i nåden at Gud bøjer sig ned mod os, og virkelig ser på os i kærlighed.

At Gud er nådig betyder, at vi bliver mødt af Gud i Hans gavmildhed, og Guds gavmildhed hænger sammen med Hans retfærdighed. Men denne gavmildhed kan virke både anstødelig, upassende, provokerende og – uretfærdig. At vingårdsejeren (Gud) er gavmild mod de sidst ankomne, betyder ikke, at han ikke er retfærdig.

For selvom retfærdighed og gavmildhed tilhører to forskellige kategorier, så er det alligevel ud fra vingårdsejerens retfærdighedssans, at man kan sige noget om hans gavmildhed. ”Man må være retfærdig, før man kan blive gavmild, ligesom man må have et par bukser, før man får brug for et par seler”, som den franske forfatter Chamfort sagde.

At være retfærdig og gavmild betyder i denne sammenhæng ikke, at være solidarisk. Kun på dårligt dansk bliver solidaritet til det samme som lighed. Solidaritet betyder, at tilhøre et hele. Det er en fællesskabsfølelse, hvor man hæfter for hinanden, og som en helhed både betaler regningen og tager imod goderne.

Når man visse steder kan læse, at ”Gud i Jesus Kristus har gjort sig solidarisk med Sin skabning”, så menes der, at Menneskesønnen og menneskeheden i fællesskab, som et hele, betaler den regning Gud har krav på at udstede – hvor Jesus så reelt ender med at betale det hele, og vi højest formår at lægge lidt drikkepenge.

Gud er retfærdig og gavmild – det er en del af Hans nåde. Gud er i Sin nåde gavmild, og Gud er også i Sin nåde god. Ja, Gud er god, men overvejelser om, hvad der er godt og ondt, hænger ofte i vores sprog sammen med en vurdering af menneskets rigtige og ansvarlige handling over for andre mennesker, det vi kalder etik. Derfor får vi også så svært ved at sige noget om, hvorvidt Gud har handlet eller tilladt ondt eller godt i en bestemt situation – og hvorvidt man kan tro på en god Gud, når Han tillader at der sker onde ting i verden.

Giver det nogen mening at sige at Gud er god, og at denne godhed er en side af Hans nåde, hvis vi samtidig afviser at tale om Guds ondhed? Kan noget være udelukkende godt? Er det gode og det onde ikke indeholdt i hinanden, samtidig med at de er hinandens poler?

Talen om at Gud er god, hænger sammen med troen på, at Gud er kærlighed. Ikke at Gud har kærligheden som en følelse blandt mange andre, men at Gud ER kærlighed. Kærligheden er hos Gud ikke en følelse, for følelser ændrer sig hele tiden og på dem kan man ikke bygge noget solidt. F.eks skal mennesker ikke gifte sig på en forelskelse, men på kærlighed. Kærligheden er hos Gud altomfattende, for Gud er selve kærlighedens væsen.

Men Gud må også være ansvarlig. At der findes ondt i verden er Guds ansvar. Det kommer ikke fra Ham, for der strømmer ikke ondt fra kærligheden, men at Gud tillader det onde at tage bolig i vores verden, det går ud over vores forstand, og der er kun tilbage at sige, at Guds er Riget og magten og æren – og ansvaret.

Men når Gud er god, hvorfor er Han det så ikke, spørger vi. Sproget spænder ben! Lidelsen tilstedeværelse i verden er ganske vist paradoksal; den er et problem og et evigt aktuelt spørgsmål for os, især midt i en tid med pandemi, hvor vi netop har rundet 100 mio. smittede og næsten 2,2 mio. døde!

At Gud er absolut nådig, og dermed absolut god – algod, men samtidig tillader det onde, er os en gåde. Men det er vigtigt at huske på, at det vi ser, f.eks i Langfredagens lidelse og død, ikke er Guds ondskab! Her ser vi kun nogle af de vilkår denne verden giver os; denne verden med hævn, glæder og sorger, kærlighedens tryghed og ligegyldighedens kulde, fødselsglæde og dødssmerte. Langfredag ser vi ikke Gud; vi ser denne verden.

Gud får vi et glimt af Påskemorgen, for det er i opstandelsen vi huskes på, at denne verden kun er et eksil, og at vores sande hjem er hos Gud. Skjult i Hans nåde med Hans gavmildhed, godhed og barmhjertighed. Gud er barmhjertig.

”Bær hinandens byrder” skriver Paulus, og fortsætter: ”således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed.”

Fordi vi er Guds udvalgte, hellige og elskede, skal vi, blandt andre dyder, ”iføre” os inderlig barmhjertighed. Iføre os den, som en klædning, eller måske som en rustning. Som noget der skal værne os. Ikke fordi vi skal gøre os fortjente til nåden, men tillade, at Gud handler gennem os. Et barmhjertigt menneske er et menneske, der stiller sig til rådighed for Gud; er Guds redskab, Guds vingårdsarbejder.

Og om du så først opdager dette sent i livet, og kun arbejder i vingården i den sidste time, eller det har været naturligt for dig gennem hele tilværelsen, så er lønnen den samme. Du er med til festen, du træder ind i Guds Rige, du ser pludselig den store sammenhæng, du lever i lyset – og alt dette lige nu, i dette liv!

Du er mor. Du er far. Du er barn af andre. Du er bror og søster. Du er ven eller veninde. Du ER og du har verdens vigtigste plads at udfylde, med din hakke, din skovl og din spade. Det er, hvad Jesus kommer til verden for at fortælle os.

Vi er vingårdsarbejderne, og vi skal være fokuserede på, hvad vi lykkes med, og hvordan haven blomstrer og giver mere frugt. Ikke misundeligt skele til andre og deres liv og deres glæder, men se glæden og barmhjertigheden der, hvor vi er. Før, under og efter pandemier. Før, under og efter skuffelserne og vores tab. Før, under og efter velsignelserne og jublen. For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. AMEN.