Evangelieteksten til fjerde søndag efter påske, 2. tekstrække:

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Johannesevangeliet kap. 8,28-36

Prædikenhilsnen er optaget foran et indkørsel forbudt-skilt på Maglekildevej.

Stop, du må ikke køre ind her! Ja, det er jo, hvad skiltet her bag mig fortæller. Ingen af os er i tvivl om, hvad det betyder, for vi møder den slags skilte dagligt og indretter os efter det: Ja, dén vej er det forbudt at køre.

Burde ens første tanke så i virkeligheden være: Nej! Det er en indskrænkning af min personlige frihed! For det er det jo! Dét skilt indskrænker min frihed til at bevæge mig, hvor jeg vil – i hvert fald hvis jeg kørte bil. Alligevel synes jeg ikke, det er et problem – for jeg føjer skiltet af hensyn til den større sammenhæng, som trafikregulering er en del af. Det skal være sikkert for alle at færdes! Det giver mening – og ikke kun fordi jeg ellers risikerer at få en bøde. For hvis ikke jeg vil afgive lidt af min frihed – hvorfor skulle de andre så gøre det? I så fald ville ingen kunne føle sig trygge i trafikken – og hvem ville have lyst til at lade deres børn eller børnebørn gå i skole selv?

Det samme gør sig gældende her under corona-krisen, for vi har vel ikke siden 2. Verdenskrig oplevet at få vores grundlovssikrede frihedsrettigheder indskrænket i samme grad som nu. Men vi finder os i det, ja vi gør endda vores bedste for at overholde de nye regler – i hvert fald så længe de andre gør det – og så har vi selvfølgelig en klar forventning om at få vores fulde frihed tilbage – hurtigst muligt!

Vores fulde frihed … hvad vil det egentlig sige? … Kunne der være noget, der begrænser vores frihed – altså ud over de love og regler, som vi følger af hensyn til den større helhed? Er jeg alene med mig selv og min egen, mere eller mindre, fornuftige argumentation, når jeg træffer et valg? Er der mon andre stemmer, der taler med? Er jeg fri eller i en eller anden grad bundet af noget, der både kan komme udefra, men også fra mig selv?

Det er spørgsmål, der klinger med i dagens tekst til 4. søndag efter påske. For Jesus taler her i Johannesevangeliet både om frihed og om sandhed: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«

Jesus siger altså til sine tilhørere, der ellers lige er kommet til tro på ham, at de ikke kan gå ud fra, at de har deres frihed! De protesterer – naturligvis gør de det! Det ville vi vel også gøre, hvis nogen kom og sagde, at vi ikke var frie mennesker! Men hvor vi ville henvise til, at vi har vores frihed ifølge Grundloven, henviser tilhørerne her til deres slægtstavle som efterkommere af Abraham. De er et frit folk og ikke underlagt nogen som træl eller slave.

Det skal de – og vi – nu ikke føle os så sikre på! For, som Jesus siger: enhver, som gør synden, er syndens træl. Den frihed, Jesus taler om, er altså en anden slags frihed eller snarere ufrihed, der udspringer af mig selv – af det, jeg gør. Den har derfor intet at gøre med mine grundlovssikrede rettigheder.

Men det allermest provokerende er måske, at jeg stadig ikke har indflydelse på min frihed! For det handler om, at jeg i det, jeg gør, er bundet af synden. … Og lige her var der nok flere, der valgte at slukke – den mulighed har man ikke i kirken – for ordet synd må man helst ikke bruge i ramme alvor. Alligevel gør jeg det, i mangel af bedre, til at beskrive den virkelighed, at vi aldrig er rigtigt frie. Og hvorfor? Fordi vi er underlagt et blik udefra på os selv og det, vi gør: Andres blik og, måske endnu mere, vores egen forestilling om de andres blik.

Det er jo netop dét, der står så centralt i fortællingen om Adam og Eva, da de havde spist af træet til kundskab om godt og ondt: Deres øjne åbnedes, så de kunne se, at de var nøgne – og de skammede sig! Det er en myte, der fortæller, hvad der sker i ethvert menneskes liv, typisk lidt før konfirmationsalderen: Vores øjne åbnes, og vi bliver pinligt bevidste om det blik, andre måtte se os med, og vi er ikke længere fri. Vi bliver fulgt – og undertiden forfulgt – af frygten for det dømmende blik udefra, indtil det bliver en del af os selv. For helt ærligt: Har nogen nogensinde dømt dig så hårdt, som du til tider selv har gjort – og gør? Blikket får os til at tvivle – og i værste fald – fortvivle.

Men Jesus slår altså fast, at han vil give os sandheden og dermed friheden! Når vi bliver i hans ord, siger han – når vi holder os til ham – da er vi frie. … Frie, fordi Jesus viser os sandheden om os selv. Han kaster lys over vores liv, så det bliver fornyet af hans blik på os: Han ser os ikke som dem, der burde skamme sig, nej, han ser os som elskede, som dem, der hører ham til. 

Frihed i denne forstand er at kunne handle som et frimodigt menneske – med frit mod – og ikke længere være underlagt andres eller eget blik, de andres bedømmelse eller vores egen fortvivlelse.

Det er ikke en frihed, vi skal vente på; den er allerede vores i troen på Jesus Kristus … Vi ér Guds igenfødte, ny-levende sjæle, som vi kan synge med Brorson om lidt. Når vi tror på ham, da bliver vi holdt fast i, at Jesus’ blik også er Guds blik på os, for faderen og sønnen er ét: Gud ser enhver af os som sin elskede skabning … Skrøbelig, men elsket! Egenrådig, men elsket. Set og elsket af Gud, præcis som vi er. Den, der tør tro det, er sandelig fri.