2. søndag efter påske, 2. tekstrække

Salmer: 230-168

”Hvad mener I om Kristus, hvis Søn er Han? Vi mener, Han er Under, er Gud og mand.” Amen

I min ungdom var jeg nogle gange på ferie hos en af mine franske tanter i Sydvestfrankrig, hvor Pyrenæerne møder Atlanterhavet. Nogle steder oppe i bjergene drives der landbrug som i Danmark for 100 år siden. Når køerne skal på græs, bliver de alle drevet uden for byen af en hyrde, og om aftenen kommer de tilbage, ned gennem byens gader, hvor indbyggerne står ved hver deres port, og tager imod netop deres kreaturer, der selv drejer af – for de ved godt hvor de skal ind og malkes og hvile ud. Sådan er det, eller: sådan var det for 35 år siden, og jeg tror ikke det har ændres sig meget.

Det er godt at kende sin hyrde, og det er godt at vide hvor man hører til. Og flere har sikkert også på rejser uden for Danmarks grænser set lignende optrin; den, der én gang har set en fåreflok og en hyrde, ved, hvad der menes, når Jesus siger: ”De kender min røst”. Fåreflokke er uregerlige, helt uden sammenligning med køer. De løber ikke på lige rækker, de er myldrende og masende, men det fungerer, hvis hyrden er god. Hyrden råber og fløjter, når nogle får er ved at stikke af. De hører råbet eller piftet og kommer tilbage; men hvis man tror, at de er blevet ordentlige, så tager man fejl. Nu myldres der bare lige så heftigt til den anden side, bagud eller lige frem. Det er ikke snorlige kolonner! 

Muligvis kender sådanne får deres hyrde, og også hvor de høre til når natten falder på, men mens de er ude på diget, oasen, bakkerne eller engstykkerne, så er de uregerlige og vil gerne rende efter deres eget hoved. For inde i et fårehoved er der måske lidt hjerneaktivitet, men der er også materiale der havde gjort mere gavn som fyld i en legetøjs bamse.

Det er nærliggende at sammenligne disse får med kirkens levende sten, den kristne menighed (altså os), for selv når vi har bekendt vores kristne tro og vedkender at høre Kristus til, så vil vi også gerne slå os i tøjret og stikke af, når lejligheden viser sig. Følge vores eget krøllede fårehoved, når det kommer til vores forhold til Gud. ”Jeg tror nok sådan lidt på min egen måde” – som jeg ofte hører mennesker sige. Og således også med de verdslige forhold: jeg gad vide hvor længe vi næsten slavisk følger myndighedernes råd, vejledninger og påbud mht. coronasmitten – på et tidspunkt vil flere og flere sige: ”Det skal vi nok selv finde ud af – jeg laver lige mine egne små regler!”

Alle disse overvejelser om tro og dagligliv er nødvendige og helt uundgåelige i vores liv; det ligger i selve eksistensen, altså det, at vi som levende og beåndede væsner kan (og ikke kan undgå) at forholde os til os selv. Hvad er egentlig meningen med vores liv? Nytter det hele noget som helst, eller former dagen og livet sig som et Sisyfosarbejde, så vi nærmest i evighed skubber vores store sten op på toppen af de høje spidse bjerge, hvorefter de triller ned igen, og vi kan begynde forfra. Er man bare et dumt får der gang på gang mister overfrakken til dem, der er større og stærkere, til sygdom og modgang og andre fjender, og i kortere eller længere perioder må gå frysende rundt, indtil det hele er slut. ”Sig mig, hvad er egentlig meningen med det hele”? – spør´ fåret i flokken. 

Og så er det Han kalder. Hyrden. Han kalder med Helligånden – for det er det Helligånd er: Guds hvisken og råb! Og Han spørger os, om vi vil gå med Ham, eller om vi vil gå egne veje. Farer vi vild, forlader Han gerne det sted Han ellers hører til for at lede efter os – for det er syge der har brug for lægen, og vildfarne der har brug for en vej-leder. Vender vi trodsigt ryggen til Jesus for at opsøge andre hyrder eller for at søge intetheden, så kan vi jo det. Mod stædighed og dumhed kæmper selv guderne forgæves, sagde de gamle grækere, og den frie vilje, som er kærlighedens forpligtende gave til os (og som køer og får ikke har) giver os rigtig mange muligheder for at handle tåbeligt. Det ved vi fra vores liv med andre mennesker og det ved vi fra vores liv med Gud.

Dog: første betingelse for at kunne følge hyrden, er at kende Ham. Det gælder for os om at kende Guds Søn. Det er vores livs vigtigste projekt, det er der pilen skal ramme, det er der kræfterne skal bruges. Du skal vide og tro på, at Jesus Kristus er Guds Søn, og hvad det betyder for dig. At genkende Ham når Han kalder på os, for det gør Han! Husk nu påskens fortælling: Maria Magdalene havde genkendt Ham, den dag da Han talte til hende uden for den tomme grav. Da Han sagde hendes navn, brød hun i eet nu gennem sorgen og fortvivlelsen – som Han havde gennembrudt graven – og hun vidste, at Han var der, at Han stadig var hendes hyrde – og derfor turde hun være sig selv: være den hun var med fejl og mangler, med evner og muligheder, med kærlighed og smerte. Hun havde modet, for hun havde Gud ved sin side. Hun kendte sin hyrde, og hyrden kendte hende. ”Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får” – siger Jesus, ”og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene, de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde”. Amen.