Prædiketekst til Skærtorsdag 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (kapitel 13,1-15): 

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« 

Prædikenhilsen skærtorsdag 2020

Påskens dage har meget forskelligt præg og begivenhederne foregår meget forskellige steder: Palmesøndag i Jerusalems gader, natten til langfredag i en olivenlund – og her skærtorsdag finder begivenhederne sted om aftenen og inden døre. Derfor passer det i grunden godt, at jeg lige nu sidder her hjemme i vores stue, og at de fleste, der lytter med, sikkert også sidder derhjemme, som vi jo gør meget mere for tiden, end vi plejer.

I bibelteksten til skærtorsdag er de ganske vist lidt flere samlet, end vi må være - for Jesus har samlet disciplene for at holde måltid med dem. Det er det motiv, maleren Eckersberg har malet som alterbillede i Frederiksberg Kirke: Her står Jesus for bordenden, disciplene sidder langs begge sider af bordet og forrest til højre står den tomme taburet, hvor Judas sad, før han forlod selskabet.

På alterbilledet taler Jesus til disciplene, og kort tid efter vil han række dem brødet og vinen og sige de ord, vi siger, hver gang vi fejrer nadver i kirken. Hvert andet år er det bibelteksten om dén begivenhed, der læses og prædikes over skærtorsdag. Men hvert andet år, og fx i år, er det historien om det, der går forud for nadver-indstiftelsen, der er skærtorsdagens tekst.

Evangelisten Johannes fortæller her, at Jesus på et tidspunkt under måltidet rejser sig fra bordet, lægger sin kjortel, hælder vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder. Det reagerer Peter voldsomt imod. ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder”, siger han. Men Jesus insisterer, og da han har vasket alles fødder, tager han sin kjortel på igen, sætter sig ved bordet og siger ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?” – og uden at vente på svar, fortsætter han, ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”

Det er den del af aftenens begivenheder, der har givet dagen dens danske navn – skærtorsdag – af det gamle danske ord skær for ren.

Og rene blev disciplene – på fødderne i al fald. Det er lidt mærkeligt, at vi lige netop i år skal høre den del af teksten, der handler om at blive vasket, fordi vi for tiden – af gode grunde - vasker hænder som aldrig før. Men det er ikke et kursus i fodvask, der ligger Jesus på sinde denne sidste aften, han er sammen med disciplene. Det gør derimod det, han siger sidst i dagens tekst, ”Jeg har givet jer et for-billede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.”

For det, han lige har gjort ved at vaske deres fødder, sammenfatter alt det, han tidligere har sagt og gjort – og alt det, som påsken bliver det ultimative udtryk for: En kærlighed, der hellere giver end tager.

Det bliver meget konkret, da Jesus efter fodvaskningen giver dem brød og vin og siger, det er mit legeme, og det er mit blod - og dermed viser grundbevægelsen i kristen tro: Kærlighed, der rækkes til os, for at vi må leve i troen på den - ved at give videre af den.

Det er fodvaskningen et hverdagsbillede på. Mange andre hverdagsbilleder dukker op for tiden: Billeder på den glæde det giver at vende sig udad mod andre og finde måder at vise omsorg og kærlighed på. Og erfaringer af, at det ikke kun glæder modtageren, men i mindst lige så høj grad den, der giver.

For det er kærlighedens gåde, som Grundtvig kalder det i salmen, der blev sunget lige før, og koden til de kommen-de påskedages begivenheder: Den kærlighed, der hellere giver end tager.

Den udfoldes også i den salme, jeg har valgt at slutte af med. Det er ikke en påskesalme, men en af de store kerne-salmer, vi synger i mange anledninger: Grundtvigs ”O, kristelighed”. Heri kalder Grundtvig kærligheden for vores livdrik, og en kilde for kræfternes elv. 

Det er den, fordi den får os til at række ud mod hinanden – fordi den hellere giver end tager.

Det er der liv og kræfter i. Og kærlighedens gåde er, at den vokser ved at blive delt. Så selvom vi på denne skær-torsdag ikke kan holde nadver sammen, bliver vi med ordene i Grundtvigs salme mindet om, at det, der rækkes os i nadveren, er den kærlighed, der viser sig i en fodvaskning, i handlinger, som vi kan gøre hver især, i ord, vi kan sige, skrive, synge – eller lytte til og tage imod – så vi erfarer, at der er en verden derude, at der er mennesker, vi er forbundet med.

Det har vi brug for at blive mindet om gang på gang under den fælles ørkenvandring, vi er på for tiden. Som måske bekendt kommer ordet karantæne af det franske ord for 40: quaranrante. Så mange år vandrede israelitterne ifølge traditionen i ørkenen efter at have fejret verdens første påske. Det er en anden historie, men at være i karantæne eller holde sig isoleret er en ørkenvandring. Men en, hvor vi kan give hinanden af den kærlighed, der fylder alter-bægeret, næste gang vi fejrer nadver sammen.