Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædiken – 4. søndag efter påske – Pia Nordin Christensen

Prædiken – 4. søndag efter påske – Pia Nordin Christensen
Udgivet man d. 3. maj 2021, kl. 10:58
AKTUELT

4. søndag efter påske 2021

Højmesse Frederiksberg slot. Aftentjeneste Frederiksberg kirke

Forventninger!
Dem kommer man så let op at slås med.
I kender det sikkert! Man har en klar forestilling om, hvordan noget er,
skal være, eller skal gå – og så går det helt anderledes.

Man troede, man skulle være fisker og overtager båden,
eller landmand og overtage slægtsgården,
eller giftes med sin første kæreste.
Men fiskersønnen blev apostel,
landmandssønnen forfatter,
og Inge giftede sig med Poul.
Det blev anderledes end forventet.      

For 14. dag siden ville jeg forventeligt have siddet og skrevet prædiken, men i stedet var jeg blevet karantæneramt på grund af nærkontakt med en, der efterfølgende blev testet positiv.
Og sådan endte jeg mod forventning en lørdag eftermiddag med at sidde og se prins Philip, dronning Elisabeths mand, blive bisat.
Vi, der så med, blev vidne til en afsked der, som en af aviserne skrev,
ikke bare var en afsked med en næsten hundredårig prins Philip,
men med et helt århundrede.

Billedet af dronning Elisabeth siddende med mundbind alene på sin bænk i kirken ville blive ikonisk, sagde kommentatorerne igen og igen. Billedet ville gå over i historien. Og dét ikke alene som afslutning på prins Philips liv og levned og på et helt århundrede, men også som et ikonisk billede på pandemien – og den sorg og elendighed, den har ført med sig.

Billedet af majestæten i al sin ensomhed går sikkert over i historien!
Men forhåbentligt er der noget andet, der vil stå lige så stærkt.
For de samme kommentatorer vendte igen og igen tilbage til,
hvor smuk og opløftende afskeden i kirken var.
Orglet, koret, tekster, salmer, selv sækkepiberne,
det hele pegede på opløftende vis fremad.
Lige her blev en bevægende afsked iscenesat,
og en håbefuld fremtid italesat!

Prinsen selv havde tilrettelagt sit farvel efter devisen: afsked og ankomst.

Det var pompøst, men prinsens bisættelser adskilte sig grundlæggende ikke fra andre kirkelige bisættelser, som altså godt nok er mindre pompøse, men tilsvarende båret af en smuk iscenesættelse af afskeden og en italesættelse af håbet om en fremtid i Guds rige. Eller, som en fornylig har formuleret det, en opstandelse ind i Gud.

Afsked og ankomst.
Det er løfterigt, at der er mere at sige end: farvel!
Vi kan bare næsten ikke holde det sammen!

Det kan disciplene heller ikke,
da Jesus natten til Langfredag taler om, at han skal forlade dem.
Han taler til dem, for at de ikke skal miste troen, når det sker.
Her mellem påske og pinse bliver vi igen og igen mindet om,
hvad Jesu sagde til dem i afskeden.
Han fortæller dem, hvad det er, der er på vej.
Afskeden gør dem lige nu sorgfulde,
men den skal bane vej for noget nyt, siger Jesus.
Helligånden, talsmanden skal komme til dem.
Disciplene er ude af stand til at høre, hvad Jesus siger til dem.
Deres forventninger er på kollisionskurs med det,
der skal ske. Forventninger er ikke sådan at få styr på!

Disciplene har forladt alt for at følge Jesus.
De hører derfor kun, at de ingen fremtid har.
Alt er tabt, tror de!
Deres forventninger til Jesus som Messias stemmer slet ikke overens med det, der er på vej.
Han taler derfor for døve ører, når han taler om, at han skal forlade dem og fremadrettet være nærvende i kraft af Helligånden.                                                  

Jesus forbereder altså disciplene på den situation, der opstår,
når han ikke længere fysisk skal være hos dem.
De skal sørge, og de skal trøstes.
Det er ikke kun et farvel. Der er mere.
Disciplene skal stå selv - men de bliver ikke overladt til sig selv!
Alt det, Jesus har delt med dem, skal langsomt bundfælde sig og bliver til en erfaring
og tro, de skal dele med andre.
Det skal Helligånden, Talsmanden, hjælpe med.
Jesus afsked baner vej for en ny ledsager/vejleder:
Helligånden, Talsmanden, Sandhedens ånd.
Den nye vejleder lader sig ikke sprogligt let indfange.

Hold bare fast i,
at Helligånden skal ses i lyset af Jesus Kristus, som viste dem,
hvem Gud er, så både de og vi kan kende dét, der er fra ham!

Jesus forlader tid og sted for at kunne være alle steder til alle tider.
Helligåndens komme er Guds nærvær på en ny måde.
De skal altså tage afsked nu, og vende blikket mod det,
som er på vej og kommer dem i møde.

Når vi tager afsked med dem vi elsker og holder af, sker det samme.
Vi er sorgfulde og holdes samtidig fast på,
at vi – levende og døde - har en fremtid, fordi vi hører Gud til.

Og betydningen af Helligåndens komme, rækker langt ud over,
hvad vi kan tænke os til!
Helligånden åbner for ny forståelse.
Sandhedens ånd skal afsløre, hvad synd og dom og retfærdighed er:

  • at synd grundlæggende er manglende tro. Og når vi er troløse, så får det konsekvenser for både for os selv og hinanden.
  • og retfærdighed er, at det, som sker efter Guds vilje, det sker.
  • og når det gælder dom, så Guds dom over denne verdens magthavere og vores manglende livsmod allerede er fældet ved Jesu opstandelse fra de døde.

Det er ikke noget, vi kan sige os selv!
Vi skal høre det igen og igen for at kunne tro det,
og lade det forandre det vores liv:

’Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre’, hed det først i dag.
’Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød’.
Uden at forstå det fuldt og helt, hvem vil så ikke hellere have et hjerte af kød? En blød, varm, livgivende muskel.

Afsked og ankomst!
Sandheden er altid på vej.
Det, der er sandt i vores liv, må vi erfare os til.
Erfaringer, der kan vise sig at blive andre end forventet.

Der er kun en måde, vi kan finde ud af,
om kristendommen rummer sandheden om det med Gud og os,
og det er ved at leve som om, det er sandt.
Det må efterprøves i den enkeltes liv.
I dit liv.
I mit liv.
For han har vist os en kærlighed stærkere end døden,
og kun når vi sætter os selv ind på at virkeliggøre det,
der var sandt i Jesu liv, finder vi ud af, at det er sandheden om vores liv.

I afskedens time peger Jesus altså fremad.
Peger på en ny begyndelse.
Han giver disciplene en fremtid.
Og han giver os en fremtid.
Vi har en fremtid!
Og den kan vi roligt have store forventninger til,
for vi skaber den ikke selv. Den er en Guds gave, der rækkes os.
Der er altid håb forude!
Amen.