Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædiken – Påskedag – Hannah Svinth-Værge

Prædiken – Påskedag – Hannah Svinth-Værge
Udgivet tir d. 6. apr 2021, kl. 10:59
AKTUELT

Prædiken til påskedag, 4. april 2021, Slotskirken

En tom gravhule. Her begynder det hele – her har den kristne tro sit udspring, plejer vi at sige. Men hvad beviser det, hvis graven var tom? Jo, egentlig ingenting!

Lige så længe det er blevet fortalt, at graven var tom, lige så længe er der blevet spekuleret i logiske forklaringer. Det hele var iscenesat, disciplene havde bare stjålet liget – eller Jesus var slet ikke død, kun skindød, så han selv kunne spadsere ud i påskemorgensolen.

Vi kommer ingen vegne på den måde. Den tomme grav er ikke et bevis på, at Jesus er opstået, at livet og kærligheden har vundet over døden, at det er Gud, der står bag. Rækkefølgen er den omvendte: først med troen på opstandelsen bliver det interessant at fortælle om den tomme grav. På samme måde som historien om Marias undfangelse af Jesus ved Helligånden ikke kommer før troen, men efter.

Det vidste evangelisten Markus godt; det er den røde tråd gennem hele hans evangelium: troen kaster lys på fortællingerne om Jesus, ikke omvendt. Mens han stadig går omkring, må det være en hemmelighed, at Jesus er Messias, Guds søn. Han tysser på disciplene og andre, der vil råbe det fra tagene. Messias-hemmeligheden kaldes det greb i Markusevangeliet.

Allertydeligst bliver det her påskemorgen, hvor kvinderne fulde af forfærdelse opdager, at stenen er rullet fra graven, og den døde er væk. Ja, helt tom er graven jo ikke, en ung mand i hvide klæder fortæller dem, at de leder det forkerte sted: Jesus fra Nazaret er ikke her, han er opstået. Men kvinderne flygter fra graven, rystede og bange. Og derfor siger de ikke noget til nogen!

Her kunne historien være endt. Ingen så noget, ingen sagde noget. Det var det ultimative nederlag for Jesus-bevægelsen og den dybeste sorg for kvinderne; de kunne ikke engang få lov at sørge ved hans grav. I de ældste udgaver af Markusevangeliet slutter han sin fortælling her – med det vildeste antiklimaks, man kan tænke sig! Med mindre man altså i kraft af troen ser sit eget liv som historiens fortsættelse – og som en bekræftelse af de ord, der lød fra graven: Han er opstået, han er ikke her. Det er det, Markus regner med: Han fortæller om begivenhederne før opstandelsen til den menighed, der lever efter den.

Først på den anden side af påskemorgen kan vi tale om hemmeligheden: at Gud selv kom til orde i Jesus af Nazaret. Først da Jesus så konsekvent og vedholdende havde levendegjort det ord, at det kostede ham livet, kunne hemmeligheden afsløres i troen på hans opstandelse. Det endte alligevel ikke som et nederlag, et antiklimaks, fordi Gud stod bag.

Men heller ikke her finder vi noget bevis. Det er stadig troens cirkelslutning, at Jesus-bevægelsen lever videre i den tidlige kristne kirke, fordi Gud står bag. At Jesus er opstået, at han dermed er Kristus, bliver ved med at være en hemmelighed, som ikke kan bevises, men må tages imod i tro.

Det græske ord for hemmelighed er mystérion, altså vores ord mysterium. Et mysterium er gådefuldt, utilgængeligt for vores fornuft. Der er noget stilfærdigt over mysteriet; det er umuligt at tage stilling til. Anderledes larmende er miraklet; det vil gerne ses og anerkendes som et spektakulært brud på de vante naturlove. Miraklet vil overbevise, mysteriet vække forundring.

Der findes dem, der hellere vil tro på mirakler. Almindeligvis er det ikke folks klare fornuft, der forhindrer dem at komme hen i kirken. Jeg læste for nylig, at hver fjerde dansker tror på reinkarnation, tanken om, at vi efter døden genfødes i en ny skikkelse. Måske har jeg tidligere været en persisk prinsesse … I hvert fald bliver jeg sikkert genfødt som noget nyt og spændende næste gang. Det er jo en voldsomt problematisk tanke, hvis man følger den til ende og lader den præge ens liv! Det gør de færreste danskere nu nok; det er bare en rar afledning fra billedet af død og mørke, og så virker det mere raffineret end tidligere tiders meget konkrete forventninger til et himmelsk efterliv. Begge forestillinger tænker lineært; som om vores egen tid skal fortsætte ud over døden; at vores personlige liv skal forlænges, om end i en ny form.

Det er ikke opstandelsestro. Opstandelsen sker ikke først og fremmest i forlængelse af vores liv; den sker på tværs. Hvis vi skal sætte et billede på, er den en ekstra dimension af evighed oven i vores tid og rum, Guds mysterium midt i vores virkelighed. Opstandelse er at få en ny mening med hvert åndedrag, vi tager, hvert kærtegn, vi får eller giver, hvert smil, hvert solstrejf, hver moden knop på træet, der lige om lidt springer ud. … Men den er også en ny begyndelse, en oprejsning fra det dybeste mørke, dér hvor det gør allermest ondt, i sorgen, ensomheden, døden. En opstandelse ind i Gud.

Først og sidst er opstandelsen en mulighed pga. ham, der stod op den første påskemorgen. Jesus’ opstandelse er ikke et mirakel, men et mysterium. Ingen så det, ingen fortalte om det, alligevel blev det en livgivende virkelighed for dem, der kom til tro på, at Gud påskemorgen havde bekræftet, at Jesus var Kristus.

Hvad fik dem så til at tro? Ja, det hører med til hemmeligheden, mysteriet. For os bliver det en cirkelslutning at forklare troen. For hvor skulle vi dog begynde? Der er ikke ét sted, én begivenhed, ét ord af Jesus, vi kan slå ned på og finde troen forklaret og begrundet én gang for alle.

Den eneste vej til troen på Jesus’ opstandelse går gennem at møde ham i hans ord. Allerede før påskedag var der opstandelse i alt, hvad han sagde og gjorde. De mennesker, der tog imod hans ord og gerninger, oplevede, uanset hvem de var, at en ny virkelighed blev til, at død blev til liv.

Vi møder ham også, når han taler til os gennem evangeliet, når han giver os sig selv gennem nadverens vin og brød. Den, der hører og mærker, at det er Guds mysterium, vi her får del i, Guds livgivende nåde, Guds tilgivelse for alt det brudte og mørke i vores liv. Ja, han eller hun kan også tro, at Jesus er opstået – at opstandelsen er en mulighed for enhver af os, i går, i dag og i morgen. Glædelig påske!